Top-3: Frederik Bock-Madsen 2024
FOTO: Morten Hermansen fotografi (undertegnede længst tv.)
Når enden er god … som man siger
De hårde toner af i går
Om føje tid har Jorden afsluttet sin seneste vandring rundt om Solen, og vi kan atter lade propperne springe. MEN … inden vi nu lader ABBA overtage anlægget eller pigekoret pille ved vores nytårs-tv, så lad os sammen mindes de hårde toner fra året, der gik. Jeg vil her gerne indskyde, at selektionsprocessen for undertegnede har været noget af en bøvlet omgang. Dels skulle vi ind i december måned, førend podieplaceringerne for internationale udgivelser endegyldigt faldt på plads. Dels måtte jeg tilpasse kriterierne for den danske scene undervejs. Udgivelser oprindeligt besunget for deres fagtekniske niveau klarede ikke cuttet, mens andre til syvende og sidst sneg sig med på baggrund af evnen til at indkapsle den intensitet og det nærvær, der som oftest karakteriserer artisternes sprudlende liveshows. Med andre ord: Passion trumfede produktion! Jeg siger dermed ikke, at hjernen helt blev bortgemt i skrivebordsskuffen … jeg siger blot, at hjertet fik det sidste ord.
Danske udgivelser
3. plads: Lamentari – Ex Umbra In Lucem
Med det danske sæt bronzemedaljer fulgte også en ganske paradoksal disposition. De ærefrygtindgydende Missa Pro Defunctis og Clavis Aurea in mente var Ex Umbra In Lucem på forhånd spået til at blive et af feltets ubetinget største AOTY-favoritter. Nøjagtig som min anmeldende kollega påpegede, måtte jeg dog istemme, at slutproduktet på debutalbummet virkede noget mere uafstemt i forhold til tidligere udgivelser. En fornemmelse, der kun er taget til i styrke, idet man sidenhen er blevet decimeret med både bassist og trommeslager. Det rejser unægteligt flere spørgsmål, såsom hvem der på den korte bane indtager de ledige taburetter, når Anthem of the Awakened løber af stablen til februar? Og med lidt længere lys på, hvordan besætningen kommer til at tage sig ud på mere permanent basis? Så hvorfor kommer albummet overhovedet i betragtning til titlen som en af årets bedste udgivelser? Det gør det såmænd, fordi sangskrivningen såvel som de kompositoriske aspirationer stadig rækker langt ud over, hvad der normalt kan beskues på den danske dødshvælving. Kort sagt: Selv på nedsat blus funkler Lamentari stadig kraftigere end størstedelen af de omkringsvævende himmellegemer.
2. plads: Ashes of Billy – Obscene (EP)
’En kompliceret tid håndteret med bemærkelsesværdig modenhed’ – således blev Obscene beskrevet efter endt gennemlytning af den purunge Roskilde-trios tredje og seneste værk. Havde man primo marts fortalt mig, at Daniel, Johan og Anton tilsammen ville tegne sig for listens andenplads … ja, så ved jeg faktisk ikke, om jeg ville være blevet helt så overrasket. Ashes of Billy har haft lidt af en kometkarriere, og på blot 17 minutter fremviser de lige præcis, hvorfor hypen er fuldt berettiget. Det største trækplaster forbliver dog forsanger Daniel, der med både overbevisning og autoritet fortæller om den svære tid i postpuberteten og den efterfølgende overgang til de voksnes rækker. Efter at have grungerocket Oslobåden på årets Metal Cruise har drengene langt om længe booket billet til det forjættede land: Copenhell 2025! Få bands fortjener det mere end dem, om end det unægteligt efterlader et vist forventningspres i forhold til indspilning af nyt materiale. Med feterede navne som Tue Madsen og Flemming Rasmussen i netværket synes mulighederne for et godt resultat dog yderst gunstige. En bedre grund til at sætte ’X’ i kalenderen kan ganske enkelt ikke opdrives!
1. plads: Neckbreakker – Within The Viscera
Hvis man overhovedet skal finde noget negativt at sige om sensationen fra Silkeborg, så må det være den helt igennem håbløse anglisering, gruppens navn har undergået som følge af det nyslåede samarbejde med mastodonten Nuclear Blast. Spøg til side, så viste Within The Viscera sig nøjagtig som det los i løgposen, man kunne håbe på. Er det bøllet? JA! Er det bøvet? Åh jo, til tider. Men er det først og fremmest groovy som bare pokker? JA! For helvede, JA! Med en mærkbar forkærlighed for Stockholmerdød, Bay Area-thrash og en ikke uanselig mængde jysk charme brøler og buldrer den kære kvintet anført af Christoffer Kofoed sig lystigt igennem samfulde ni skæringer uden på noget tidspunkt at gøre mine til at sætte farten ned. Der skal så også i den grad kridtes sko, når Anton Bregendorf går bersærk bag tønderne. For sjældent har et trommeskind fået så mange og så hurtige prygl! Det er bare med at slippe slanterne, når det evigt energiske tæskehold sammen Galge terroriserer landet efter nytår. Et af kongerigets suverænt mest medrivende livenavne leverer altså denne anmelders bud på årets danske album!
Internationale udgivelser
3. plads: Necrophobic – In the Twilight Grey
Bevares, det her har taget sin tid. For at finde vinderne i det store udland måtte jeg faktisk helt frem til årets sidste albumanmeldelse fra min hånd. Vi skal nu ikke så farligt langt, i det vores blå-gule broderfolk endte med at hjemtage både guld og bronze. Mens en væsentlig del af succesen blandt de øverste placeringer delvist beror på brud med gængs genrekonformitet, så må man sige, at veteranerne i Necrophobic har fundet vej til årets Top-3 af diametralt modsatte årsager. Min kollega beskrev i sin tid gruppen som et møde mellem Maiden og Gorgoroth, altså riffdrevet blackened death med et melodisk pift. Den opskrift viger svenskerne under ledelse af Anders Strokirk fortsat ikke mange tommer fra på In the Twilight Grey. Til gengæld gør de det bedre end de fleste øvrige aktører i denne efterhånden tætbefolkede subgenre. Med et uhyggeligt højt bundniveau inden for både tekst og komposition lever mørkemændene om nogen op til den gamle floskel om, at de første stadig er at regne blandt de allerstørste.
2. plads: A Dead Poem – Abstract Existence
Vi skal ikke mange uger tilbage i tiden, førend disse brasilianere stod som et komplet ubeskrevet blad i min bog. Og de fleste internetsøgninger efter gruppens navn munder da også ud i Rotting Christ-albummet fra 1997. Men Abstract Existence strøg med raketfart direkte ind som en af de absolut største oplevelser, et ellers noget magert år forinden havde fostret. Indrømmet, jeg har måske også været mere sort af sind end sædvanligt. Netop derfor talte det veldrejede univers af black, gotisk doom og prototypisk melodød så tydeligt til min musikalsk martrede sjæl. Med sin djævelske pen skrev duoens debutalbum sin misantropiske poesi dybt ind i bevidstheden, alt imens den rå produktion som et sørgmodigt ekko af det, der var engang, malede med alle palettens nuancer i grå og sort. Vi må dog for nuværende kigge langt efter en visit fra de varme lande, men herfra skal i hvert fald lyde kraftige opfordringer til at lægge vejen forbi Danmark på en forhåbentligt kommende Europaturné. Og til alle jer andre, når albummet udkommer den 13. december: Stængerne op i divaneseren, kaffe på kanden, kold øl eller anden foretrukken gift, og så ellers bare nyde det!
1. plads: Tribulation – Sub Rosa in Æternum
Når jeg træder et skridt baglæns og betragter Tribulations seneste bedrifter på behørig afstand, så foresvæver en sammenligning med musikdokumentaren ’The Greatest Night in Pop’ ikke helt urimelig. Her er ganske vist ikke tale om en narrativ, der italesætter det logistiske og håndværksmæssige svendestykke i at få 47 af verdens allerstørste artister til at samarbejde om én sang. Til gengæld står vi vidne til et helt og aldeles mageløst opus, der i bedste art deco-stil lægger vægt på elegance, funktion og samtidig gør op med tidligere designideer. Fra et afsæt i regulær dødsmetal finder vi i dag reminiscenser af alt lige fra Nick Cave, Depeche Mode og Ghost, over D-A-D og Sort Sol til Moonspell, Opeth og især Type O Negative. Ja, selv Carl Wilsons psykedeliske surfriffs synes at titte frem undervejs. En så helt igennem vanvittig kreation burde efter al logik endsige fysikkens love og forskrifter aldrig nogensinde kunne materialiseres … and yet, here we are! Selv den mildt sagt moderate begejstring over valget af opvarmning i form af franske Livgone ændrer ikke på, at 13. februar må blive et sandt festfyrværkeri af sanseindtryk og stimuli, når de visionære svenskere lægger vejen for Hotel Cecil i hjertet af Kongens København. Ses vi? Det kan du saftsuseme tro, at vi gør!