Hvad ser vi frem til i 2019?

I 2018 blev det til anmeldelser af tæt på 100 danske og 300 internationale EP- og albumudgivelser her på Heavymetal.dk. Vi var også på pletten til 130 koncerter, så vi havde med andre ord temmelig travlt i året, der gik. Det regner vi bestemt med at få igen her i 2019, for der er virkeligt mange spændende albums og koncerter på tegnebrættet de næste 12 måneder. Med en skøn blanding af gamle legender og nye spændende navne inden for de fleste genrer, tegner 2019 endvidere til at blive mindst ligeså fragmenteret som 2018. Der vil derfor næppe være noget, der samler os alle, eller noget der kommer til at fremstå som ”årets begivenhed” – men hvad gør det? Uanset hvilke præferencer du har, kan du med sindsro se frem til masser af fede metal-oplevelser i 2019. I det følgende fremhæver vi de danske og internationale udgivelser, vi på Heavymetal.dk mener, der er særlig grund til at se frem til.

 

Danske udgivelser i 2019

Baest

Selvom det knap er et halvt år siden, at Danse Macabre udkom, er de danske dødsdarlings i studiet igen. Det bliver spændende at se og ikke mindst høre, om Baest kan ride videre på den bølge af succes og hype, de oplevede i 2018. 

Deadflesh

De danske dødsveteraner fra Roskilde har selv afsløret, at de er i studiet igen, og at en udgivelse er på trapperne i 2019. Vi var meget begejstrede for 2017’s Sic Semper Tyrannis og ser frem til endnu mere råt og beskidt dødsmetal fra den gamle skole.

Defecto

Bandet mange elsker at hade, men Defecto viste til overflod sidste år, at de kan sparke røv med de bedste – blandt andet under HeavyMetal.dk’s eget arrangement på Forbrændingen i Albertslund. På Copenhell i år tog de endda et meget overbevisende spring fra Pandæmonium til Hades. Der er således meget at være stolt af i Defecto-lejren, og nu rygtes det, at de arbejder på et nyt album. Et fromt ønske herfra kunne derfor være, at de i studiet vælger at gøre mere brug af al den attitude og aggression, de viser på scenen. 

Illdisposed

Kongerne af den danske dødsscene barsler med deres 14. album og det første siden 2016. Illdisposeds albums holder stort set altid tårnhøjt niveau, så det kommende udspil bør stå tilsvarende (tårn-)højt på alle danske dødsgardisters ønskelister.

King Diamond

25. januar udkommer Songs From The Dead live DVD’en, men det er nu ikke derfor, at KD er med på denne liste. I flere år har der verseret rygter, især sat i gang af kongen selv, om, at King Diamond er i studiet, og et nyt koncept-album dermed er på vej. Vi be'r til de lavere magter om, at der ikke går Tool i den, og at der rent faktisk er hold i rygterne.

Livløs

Aarhusianske Livløs har selv lagt billeder fra studiet op med teksten ”album #2”. Into Beyond var længe undervejs, og vi tror på, at der sker noget med en opfølger allerede her i 2019. Nu med ny forsanger og masser af koncerter i bagagen.

Myrkur – Folkesange

Myrkur turnerede i december sidste år rundt med sine ”Folkesange” og har flere gange selv annonceret, at der kommer et album med samme titel i 2019. Som under koncerterne bliver det angiveligt med fokus på både gamle nordiske folkesange og egne kompositioner. Den fantastiske single ”Juniper”, der udkom i slutningen af 2018, er således foreløbig sidste gang, vi kommer til at høre Myrkurs smukke, black-metal-inspirerede rock, men vurderet ud fra koncerten i Pumpehuset, er der gode ting i vente.

(0)

Mystiske (0) gør sig ikke i hverken hype eller markedsføring, men vedholdende rygter tilsiger, at der i 2019 er et fuldlængdealbum på vej. Kan ”Bøhmændene med bid i” bygge videre på den fede debut-EP fra 2017? Vi tror det.

Orm

Orm er ikke helt så hemmelighedsfulde som deres black-kolleger i (0), men det er tæt på. Alligevel har vi solide indikationer på, at de går rundt i et studie og nørkler på en opfølger til deres fantastiske debut fra 2017. Intet pres, men forventningerne herfra er tårnhøje, ikke mindst på grund af de gange vi har oplevet Orm optræde med noget af det nye materiale blandt andet til ægte Black Friday i 2017.

Volbeat

Allerede sidste sommer afslørede Volbeat, at der er et nyt album på vej i 2019. Kender du et andet dansk rockband, hvis singler lander på toppen af Billboard’s ”Mainstream Rock Songs” lister og kan fylde Parken til bristepunktet? Volbeat har internationalt format som ingen andre i Danmark, og alene af den grund bliver det interessant at se, om de vender tilbage med mere kant end det alt for poppede udspil fra 2016. Lad os nu få noget metal, Hr. Poulsen! 

 

Kommende internationale udgivelser

AC/DC

Vedholdende rygter peger på, at AC/DC allerede har været i studiet, og at både Phil Rudd og Brian Johnson er taget til nåde igen. Om Rudd så ligefrem fortjener det, er nok en smagssag. Uanset hvem der er med, er et nyt AC/DC udspil 99,99% det samme som det forrige, og det er jo sådan, de fleste fans vil have det.

Amon Amarth

Du ved også, hvad du får, når Amon Amarth stiller op: vikinge-dødsmetal i topklasse. Det bliver garanteret tilfældet på Copenhell i år, og det samme kan forventes, når svenskernes nye album udkommer i 2019. Der er endnu ingen officiel dato, men mon ikke det udkommer før starten på deres USA-turné i maj i år?

Babymetal

Hører du til dem, der håbede dette bizarre projekt var en engangsforestilling, må vi skuffe dig. Babymetal udgav en single sidste år (”Starlight”), og rygterne siger nyt album i 2019! Det er ikke slut endnu!

Body Count

Ice-T’s cop-killer-bande har for noget tid siden varslet et nyt album, Carnivore. Om det denne gang er et nådesløst angreb på veganere, må tiden vise. Aggressioner skal der i hvert fald nok være rigeligt af.

Carcass

Legendariske Carcass blev gendannet i 2007 og udgav i 2012 et eminent comeback-album, Surgical Steel, men siden er det kun blevet til en enkelt EP i 2014. Der er dog meget, der tyder på, at melo-dødsmestrene er på vej med et nyt fuldlængdealbum i 2019. Det må gerne lyde lidt som Heartwork. Eller Necrotism. Eller Symphonies Of Sickness. Eller…

Candlemass

Candlemass’ første fuldlængdealbum siden Psalms From the Dead fra 2012 er bekræftet med udgivelsesdato den 22. februar. The Door to Doom bliver ikke blot legendernes første studiealbum i syv år – det bliver også det første med Johan Langquist på vokal siden den sagnomspundne Epicus Doomicus Metallicus.

Cult Of Luna

Få bands laver hypnotisk, dragende og intens musik som de svenske post-metal’ere i Cult Of Luna. De har en stribe eminente albums bag sig – specielt Vertikal (2013) og Mariner (2016 med Julie Christmas), og nu har de selv annonceret, at en opfølger er på vej i 2019. Fortsætter de med den høje kvalitet som på forgængerne, kan det ikke undgå at blive en af de største oplevelser i 2019. 

Fear Factory

Forsanger Burton C. Bell sagde sidste måned, at deres nye album er færdigt og afleveret til Nuclear Blast. Det lader derfor til, at et nyt album fra industrial metal-veteranerne er lige på trapperne. 

In Flames

1. marts er den her. Vi har indtil videre fået to singler fra In Flames kommende album I, The Mask, og bedømt på de to sange, lader det til, at der godt kan være lidt mere klassisk svensk melodød på vej. Om det er nok til at tilfredsstille kritikerne af deres senere udspil, må tiden vise.   

Gojira

Gojira er i gang med sangskrivning igen, og forsanger Joe Duplantier har tidligere udtalt, at inspirationen ikke udelukkende kommer fra dødsmetal og progressiv rock, men også fra Dire Straits og Michael Jackson! Om det overvejende giver Gojira-fans bange anelser eller stådreng er svært at gisne om, men vi holder vejret!

Guns N' Roses

Har verden virkelig brug for et nyt G'n’R album? Det lader til, at Axl Rose er af den opfattelse, for der verserer hele tiden rygter om, at Slash, Duff og Axl er klar til at lave ny musik sammen. Igennem alle de år Axl spildte både vores og sin egen tid med makværket Chinese Democray, udgav Slash flere mere end godkendte soloalbums. Desuden viste koncerten i Parken, at Axl har samlet et ganske kapabelt band omkring sig (selvom vi nok er mange, der stadig mener at Izzy Stradlin mangler), så svag optimisme er måske ikke helt ubegrundet.

Killswitch Engage

Indtil videre har metalcore-kongerne annonceret en co-headline turné med Parkway Drive i 2019, men intet konkret om det kommende album. Det er dog snart et år siden, de var i studiet, så mon ikke der sker noget i år?

Korn

Det er efterhånden længe siden, Korn gik i studiet for at arbejde på album nummer 12, og siden da har rygterne svirret. Først var det marts 2019, og så var det bestemt ikke marts 2019. Nu lader det dog til, at man kan få sin nu-metal-dosis engang i løbet af sommeren.

Lamb Of God

Den levende trommemaskine Chris Adler er citeret for, at en ny Lamb Of God-skive kan forventes i slutningen af 2019. Det er, ifølge Adler, hvad den heftige turnéaktivitet med Slayer giver plads til. Hvis man ikke tæller deres Burn The Priest cover-album med, er det snart fire år siden, vi sidst fik nyt fra lammene, så mon ikke det er på tide?

Mastodon

Rygterne stritter lidt i alle retninger. Brent Hinds har udtalt, at han trænger til mindst et års pause, før han igen vil være i stand til at skabe noget som helst kreativt. På den anden siden har vi set billeder af Brann Dailor og Bill Kelliher i øveren angiveligt i gang med nyt materiale. 2019 virker således ikke så sandsynligt, men vi har da lov at håbe.

Megadeth

Mega-Dave har bekræftet det flere gange: der kommer nyt fra thrash-legenderne i år. I den kommende uge er der endda gode chancer for at høre første udspil, idet Dave selv lige har tweetet en teaser om, at første smagsprøve kommer d. 11/1. I Royal Arena kunne vi sidste år se, og navnlig høre, at Daves stemme ikke har det for godt, men at bandet er ligeså velspillende som altid. Dystopia fra 2016 var en solid omgang, så hvorfor skulle de ikke kunne gøre det igen?

Overkill

2010’erne har været en veritabel guldalder for Blitz, Verni & co., og de er ikke til at stoppe. Den 22. februar udkommer The Wings of War, der er gruppens nittende studiealbum, og vi lægger gerne hovedet på blokken og garanterer: det bliver hurtigt, det bliver højt og det bliver ondsindet!

Rammstein

De tyske pyro-mestre nøjes formodentlig ikke med at tænde ild til Parken til sommer, de medbringer også et nyt sæt sange. Indtil videre lader det til, at et nyt album udkommer til april.

Opeth

Da HeavyMetal.dk talte med Frederik Åkesson tilbage i oktober sidste år, regnede han med, at Opeth ville gå i gang med at indspille et nyt album ’om en måneds tid’, og vi har ikke hørt noget, der ændrer på det udsagn. Vi kan derfor formodentlig se frem til et nyt album fra prog-mestrene til efteråret. Med growls, spørger du? Tvivlsomt. 

Slipknot

Alt tyder på, at vi får mulighed for at høre nye Slipknot-sange, når de skal forsøge at smadre Copenhell til sommer. I hvert fald er det officielt bekræftet, at Corey & Co. er i studiet her i januar. Et godt gæt er, at et album er på gaden lige før festival-sæsonen starter. 

Soilwork

At Sverige kan det der med melo-død, er ingen overraskelse, men at Soilwork kan blive ved med at levere albums i topkvalitet, er alligevel imponerende. Glæd dig til Verkligheten, der udkommer 11. januar.

Tool

Tool har vel optrådt på denne type liste hvert år de sidste 10 år, men ifølge vedholdende rygter skulle den nu være god nok! Og som du kunne læse forleden dag på vores Facebook-side, så er Maynard James Keenan nu færdig med at indspille vokalerne. Det offentliggjorde han nemlig selv sammen med det spydige hashtag #whileyouwerewhiningiwasworking. Spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen, der rent faktisk tror på, at det bliver i år. Dit gæt er lige så godt som vores, men det kan da ikke skade at håbe.

Triptykon

Thomas Gabriel Fischer får travlt i 2019. Dels er der en turné med Hellhammer-projektet Triumph Of Death, og dels vil han angiveligt færdiggøre Requiem – det gamle Celtic Frost-projekt. På trods af alt det og en brækket arm i 2018 har chefen selv flere gange indikeret, at et nyt Triptykon-album er på trapperne. Forventningerne er store, for Melana Chasmata fra 2014 er noget af det ypperste, Fischer har præsteret i en ellers lang og gloværdig karriere inden for ekstrem-metal.  

 

Resten...

Der er naturligvis en lang række andre bands, der med mere eller mindre sikkerhed er på vej med nyt materiale. Hvis vi har overset lige netop dén udgivelse, du brænder for, så giv os endelig besked! Den følgende liste er altså langt fra udtømmelig.

Alter Bridge

Anthrax

Aphyxion

Avenged Sevenfold

Bring Me The Horizon

Children Of Bodom

Code Orange

Darkthrone

Death Angel

Deftones

Devin Townsend

Dream Theatre - Distance Over Time (22/2)

Evanescence

Exodus

Fleshgod Apocalypse

Helloween

Manowar

Metallica – Helping Hands Live Acoustic (1/2)

Mike Tramp

Napalm Death

Nightwish

Papa Roach

Rob Zombie

Queensrÿche - The Verdict (1/3)

Sabaton

Septicflesh 

Swallow The Sun - When A Shadow Is Forced Into The Light (25/1)

Testament

Tony Iommi

 

Kommentarer (5)

Thorbjørn Jacobsen

I har da glemt et par vigtige

MERCENARY
Skullclub
The Interbeing
Beast In Black

Thorbjørn Jacobsen

...og...

SWINDLER

Carsten

Battle beast samt Beast in

Battle beast samt Beast in Black mangler

Lars Nissen

I har også glemt

Dream Theater, Flotsam and Jetsam og Evergrey

Lars Nissen

Sorry

Dream Theater havde i på listen.