"Reading My Day Away" - Anbefalinger fra redaktionens læsehest

Biografier – del 2

Lige op til sommerferien kom den første af tre dele i denne serie af læseanbefalinger, og den bød på lidt af hvert. Præcis det samme er tilfældet her, hvor vi skal se nærmere på yderligere otte bøger om og af forskellige personer inden for rock og metal. Savner du en bog på listen? Er der et mesterværk, jeg fuldstændig har overset? Frygt ej – dette er blot anden del, og i løbet af efteråret kommer tredje og foreløbigt sidste stak anbefalinger. Og hvem ved, måske kommer der også en fjerde? Nuvel, her er otte fremragende bøger, som jeg synes, alle bør læse. Enjoy!

Slash (2007)
af Slash

Anden omgang anbefalinger af biografier skal selvfølgelig starte et fedt sted med en bog, der fanger jer læseres interesse. Og hvilken stjerne fra den store rock- og metalverden er bedre at starte med end Slash? Den letgenkendelige guitarist, hvis borgerlige navn er Saul Hudson, er unægteligt en af de mest ikoniske guitarister i musikhistorien. Sammen med musikjournalist ved magasinet Rolling Stone Anthony Bozza skrev den krølhårede mand med den høje hat og næsepiercingen sine erindringer ned og udgav dem i 2007. Man kunne da godt ønske sig en opdateret version af hans historie, da blandt andet gendannelsen af Guns N’ Roses og hans succesfulde soloprojekt med Myles Kennedy har fundet sted siden udgivelsen, men kedelig er den bestemt ikke. Som 15-årig begyndte han at interessere sig for guitarspil, og inden længe var musik alt, hvad den unge knægt tænkte på, hvilket som bekendt skulle vise sig at føre ham mod stjernerne op gennem 80’ernes og 90’ernes ofte tumultariske internationale rockscene.

Bogen er ikke en dybere eksistentiel fortælling om livet som rockstjerne, der skal balanceres med et stille og roligt privatliv. Ej heller rummer den de store filosofiske essaypassager. Den er derimod en grundig kronologisk livshistorie med masser af underholdende anekdoter, der, selvom den ikke altid går i dybden med mange af de personlige ting, er en særdeles fængende bog. Og det lyder næsten for voldsomt til at være sandt, når Slash fortæller om, hvilke eskapader, han har overlevet undervejs. Elsker man ”den gode historie”, og higer man efter en masse skægge facts fra en af verdens største rockguitarister, må man ikke misse denne selvbiografi.

Iron Man (2011)
af Tony Iommi

Og nu vi er ved ikoniske guitarister … I 1965 mistede den dengang 17-årige Birmingham-knægt Tony Iommi spidserne af sin højre ring- og langfinger i en arbejdsulykke. For at kunne fortsætte med at spille guitar, som var hans helt store passion, måtte han speciallave sine egne fingerbøl til de ødelagte fingerspidser samt stemme sin guitar ned i et dybere toneleje, så strengene ville være nemmere at trykke ned. Sidstnævnte tiltag medfører en dybere og mere metallisk lyd på en elektrisk guitar, og derfor har det sidenhen heddet sig, at Iommi på baggrund af sin ulykke er faderen til heavy metal. Men ikke hvis man spørger manden selv. Iron Man starter med kapitlet ‘The Sound of Heavy Metal’, hvor han skyder den gode historie ned som kun delvist sand, og noget firkantet. “People credit the loss of my fingers, with the deeper, down-tuned sound of Black Sabbath, which in turn became the template for most of the heavy music created since (…) but creating heavy metal because of my fingers? Well, that’s too bloody much. After all, there’s a lot more to the story than that.” Og således starter den noget mere nuancerede fortælling om, hvordan fire unge arbejdersønner revolutionerede rockmusikken.

Iron Man er med sine korte kapitler og fantastiske sproglige flow meget let læsning. Den er underholdende og informativ, og alle os, der troede, vi vidste alt om Black Sabbath, lærer mange nye ting fra guitarguden selv. Jeg anede blandt andet overhovedet ikke, at flødebolletenor og trussetyv Michael Bolton faktisk var til audition hos Black Sabbath, efter Ronnie James Dio forlod gruppen i 1982 …! Men den er god nok. En skam vi aldrig fik hørt den konstellation. Eller måske meget godt?

Man behøver ikke være Sabbath-fan for at give sig i kast med Iron Man. Bogen er glimrende og let læst uanset ens forhold til gruppen, da den giver et godt, fyldigt og interessant indblik i vigtige og afgørende øjeblikke i metalhistorien.

The Storyteller – Tales of Life and Music (2021)
af Dave Grohl

I første del af denne serie af blogs fortalte jeg, at samtlige af de omtalte bøger på ingen måde er rangeret, men er listet i ganske tilfældig rækkefølge. Som tidligere nævnt må jeg dog tilstå, at Rob Halfords selvbiografi ville ligge helt oppe i toppen af en eventuel rangliste, og lige ved siden af den ville vi finde denne: Selvbiografien fra Nirvanas trommeslager og senere frontmand i Foo Fighters. At Dave Grohl skulle være en af de absolut flinkeste mennesker i rock’n’roll, kan der ikke herske meget tvivl om, når man har læst hans erindringer. Hans livshistorie, oplevelser og sjove anekdoter er så ubeskriveligt rørende, at jeg kun kan anbefale denne bog på det varmeste – og nej, den handler ikke kun om Nirvana. Langt fra, faktisk. Selvfølgelig var gruppens succes en af hovedårsagerne til Grohls personlige gennembrud som frontmand for sit eget band senere hen, men det er ikke Nirvana eller vennen Kurt Cobains død, der er central for fortællingen. Og det klæder det samlede billede rigtig godt.

The Storyteller er et “must read”, hvis man elsker en ærlig og humoristisk feel good-fortælling fra en lille knægt med en stor drøm. Det er som at få en historie fra en nær ven, når man sætter sig til rette og læser, og kan man få fat i lydbogen, vil jeg anbefale den på det kraftigste. Den er nemlig indtalt med formidabel indlevelse fra Grohl selv.

So Let It Be Written – The Biography of Metallica’s James Hetfield (2017)
af Mark Eglinton

En af de personer, jeg virkelig godt kunne ønske mig en selvbiografi fra, er Metallicas frontmand, James Hetfield. Han har desværre ikke skrevet en, og derfor må jeg nøjes med det næstbedste: en biografi fra en musikjournalist. Mark Eglinton har dog lavet sine lektier ordentligt og strikket en rigtig fin bog sammen om ‘Papa Het’ – forsangeren for et af verdens ubestridt største bands nogensinde. Den er dejligt detaljeret og uhyre informativ, og den tegner et aldeles fint portræt af en mand, der gennem tiden har kæmpet med mange dæmoner, for at nå til hvor han er i dag.

Testament-frontmand Chuck Billy har skrevet bogens forord, og han hylder blandt andet, at James altid har beholdt begge ben på jorden, uanset hvor store Metallica er blevet.Trods en ikke helt problemfri opvækst, problemer med alkohol og stoffer og et periodisk kontrolbehov udover det sædvanlige, står James Hetfields navn stadig som et af de øverste navne på listen over mest sympatiske og dygtige frontmænd i metalhistorien. Og denne bog fortæller en hel del om, hvordan det har kunnet lade sig gøre.

Mustaine: A Heavy Metal Memoir (2010)
af Dave Mustaine

En anden og meget central figur inden for thrash-metallen er Dave Mustaine. De fleste af os kender allerede historien om dengang i 1983, hvor James Hetfield, Lars Ulrich og Cliff Burton smed den iltre og stordrikkende Mustaine ud af Metallica. Bitter og hævntørstig dannede han Megadeth med en plan om, at uanset hvad Metallica foretog sig, skulle hans band være bedre. Trods hvad man må regne som flot succes alt i alt, blev Megadeth dog aldrig en lige så stor mastodont som Metallica, og her ligger meget af bogens fokus: selvfølgelig en masse vrede og skuffelse, men også spørgsmål som ‘Hvorfor ikke være glad, for det man har?’ og ‘Hvorfor kun måle sig efter en urealistisk målestok?’

Mustaine har altid været en kontroversiel figur på metalscenen. En mand, der altid har sagt sin uforbeholdne mening. Mustaine: A Heavy Metal Memoir er fuld af netop disse meninger, og hvad enten man elsker eller hader manden, så er hans velfortalte og spændende livshistorie fortalt med lige dele sarkasme, intelligens og knastør humor. Præcis som man kender ham. Som læser kommer man godt ind under huden på den snerrende superguitarist, og selvom han bruger en del sider på at beskrive sin genvundne kærlighed til Gud og Jesus, gør han dette på en ganske fin måde uden for meget prædiken. Er man fan af Megadeth og Mustaine, er bogen et ”Must-read”. Fik I den?

Dark Days (2015)
af D. Randall Blythe

I sommeren 2012 landede Lamb Of God i den tjekkiske hovedstad Prag. Dette stop havde forsanger David Randall Blythe – også bare kendt som Randy – glædet sig usigeligt meget til. Den ellers så tætpakkede tourplan tillod nemlig et par tiltrængte timer, hvor han og bandet kunne holde fri og slentre rundt i den smukke historiske by. Men det eneste sted, Randy Blythe kom til at slentre i den efterfølgende tid, var i det berygtede Pancrac-fængsel; han blev anholdt i lufthavnen og sigtet for uagtsomt manddrab på en ung tjekkisk fan to år forinden. Blythe havde efter sigende skubbet den 19-årige Daniel Nosek ned fra scenen, hvilket resulterede i en grim landing med døden til følge.

Dark Days er en ærlig, skræmmende og yderst åbenhjertig fortælling fra Blythes egen hånd, hvor læseren får et detaljeret og personligt indblik i alt, hvad der skete før, under og efter arrestationen, fængselsopholdet og den efterfølgende retssag. Bogen er både barsk, tårefremkaldende og bizart humoristisk og kan og bør læses af alle uanset deres tilhørsforhold til Lamb Of God. Medmindre man har boet under en sten, ved man godt, hvordan historien ender, men man hepper alligevel på Randy og retfærdigheden fra allerførste side. Med andre ord er Dark Days en ganske unik bog, der ikke helt er en selvbiografi, men stadig på alle måder en fantastisk skæbnefortælling fra en herre, der besidder et kolossalt storytelling-talent.

Machine Head – Inside the Machine (2012)
af Joel McIver

Det har altid været et band, der har delt vandene, amerikanske Machine Head. Deres diskografi er en temmelig blandet landhandel, der kvalitetsmæssigt rummer alt lige fra mesterværkerne The Burning Red og The Blackening til fadæserne Supercharger og Catharsis. Personligt er jeg kæmpe fan af bandet – dog uden at have noget synderligt godt forhold til sidstnævnte album – og derfor er mit valg af denne bog nok også en anelse farvet. Ikke fan af Robb Flynn? Så spring denne bog over med ro i sindet. Den grundige Joel McIvers bog om den californiske kvartet centrerer sig nemlig ikke overraskende om bandets ubestridte leder og sangskriver, der har vadet gennem tykt og tyndt i tre årtier, udelukkende med hjertebarnet Machine Head for øje. Kontroverser med tidligere bandmedlemmer, pladeselskaber og ikke mindst fans fylder selvfølgelig en del, men historien har vist, at den gode Flynn altid trækker sig sejrrigt ud til sidst. Er man fan og godt kunne tænke sig en grundig gennemgang af bandets historie, er dette den rette bog.

I en perfekt verden kunne man ønske sig en opdateret version, da det efterhånden er elleve år siden, bogen udkom. Og som de fleste nok ved, er der sket en hulens masse siden. Ikke mindst sidste års formidable comeback i form af albummet Of Kingdom and Crown. Men vi må nøjes med en fortælling der slutter efter udgivelsen af Unto The Locust. Og det endda helt uden overflødig brug af bogstavet “ø” …!

To Live Is To Die – The Life and Death of Metallica’s Cliff Burton (2009)
af Joel McIver

Denne anden afdeling af “Reading My Day Away” lukker vi af med et decideret “must read” i form af førnævnte McIvers mesterlige biografi om Metallicas Cliff Burton. McIver er, om muligt, endnu mere grundig i denne dragende bog om den “bell bottom”-bærende bassist, der var en yderst afgørende del og et bærende element af Metallica i de unge år. Afdøde musikere har det generelt med at blive hyldet som genier på alle ledder og kanter, men ofte – og jeg nævner ingen navne – er deres eftermæle nok en kende overdrevet. Men, efter min bedste vurdering, ikke i tilfældet Cliff Burton. Han var vitterligt en begavet musiker, der ikke bare på et musikalsk plan, men også rent socialt og performancemæssigt trak Lars, Kirk og James op på et niveau, de aldrig havde nået uden ham. Det er bestemt ikke pjat og nostalgiske røverhistorier, når folk, der kendte ham, stadig taler om hans enorme betydning for Metallica og hele thrash-genren.

Behøver man læse bogen, når man har hørt så meget om Cliff i så mange år? Ja, det gør man faktisk. Bogen er den ultimative og definitive Cliff-hyldest, og den rummer masser af info og sjove facts, som selv jeg som selvudråbt Metallica-ekspert ikke vidste noget om. Og helt ærligt, det er Cliff, vi taler om her. Så selvfølgelig skal man bare komme i gang med læsningen.

Det var det. Otte af de allerbedste. Læs med i tredje og foreløbigt sidste del, når jeg senere på efteråret ser nærmere på bøger af blandt andre Bruce Dickinson, Maynard James Keenan og Henry Rollins.