En Ode til Hammerheart
Tanker om fortid, nutid og fremtid
Kære læser
Sæt dig godt til rette, evt. således at du kan se ud ad dit vindue – helst det vindue der vender ud mod haven, så du kan se vinden ruske lidt i træer og buske. Hvis der er lidt koldt i din stue, er det endnu bedre, for selvom foråret så småt er i gang, så niver kulden stadig lidt derude. Og kulden er relevant, men det er foråret og lyset også – det vil give mening om ikke så længe, det lover jeg!
Læn dig tilbage i din stol, og kig så ud ad vinduet. Besku den nordiske natur, og tænk – nej – forestil dig følgende:
Du sidder i Stokholm, det er 1989, og det er forår – ganske som nu. Du grubler over både fortid, nutid og fremtid. Du er træt, ikke fysisk, men psykisk, for du føler, du skal videre i dit liv og videre med dit projekt. Du kigger over i hjørnet af din lejlighed på din gamle læderjakke, dit nittebælte og bunken med uvaskede, ildelugtende, sorte t-shirts. Ude på badeværelset står der et par bøtter med make-up. En med hvid sminke og en med sort. Det er længe siden, de har været åbnet, men du har ikke lige fået dem smidt ud. På bogreolen står en slidt udgave af ”Den Sataniske Bibel” af Anton LaVey. Den er heller ikke blevet åbnet i lang tid, siderne er gulnede og klistrede, og måske den også snart skulle forbi genbrugspladsen. I natbordsskuffen ligger der et par pentagramhalskæder, som du ikke kan huske, hvornår du sidst havde på. Måske ham din ven fra Norge vil have dem?
Det er lidt over et år siden, du sidst fik noget for hånden, at du sad og indspillede sange i studiet, og du er rastløs, men usikker. For du er begyndt at tænke nye tanker. Tanker som kræver, du stiller spørgsmål ved din egen selvopfattelse og eksistens. Du har lavet fire album nu, og folk kan godt lide det. De ser op til dig. De synes, du har været med til at skabe noget fantastisk. En genre som nu spreder frø til højre og venstre – og det får dig til at føle dig stolt. Men når du ser, hvordan de her nye bands viderefortolker det, du startede på, så er det, at du selv tænker, at du skal noget andet.
Alt det med Satan og satanismen, det er ved at være passé – det var jo aldrig andet end Kristendommen-Vendt-På-Hovedet. Og hvem kan bruge en invasiv bronzealderreligion til noget, og da slet ikke når man vender den på hovedet bare for at være trodsig.
Næ, det holder ikke – du skal videre. Videre ned ad en sti, du er begyndt at betræde. Du har været usikker på, om den sti var hovedvejen eller blot en afvigelse. Men når du ser, hører og læser om, hvad det, du har været med til at skabe, er blevet til, bliver du bekræftet i, at du skal noget andet med din kunst. Dit budskab er et andet, end det har været, og din inspiration og drivkraft ligeså.
For der er brug for at kigge indad og brug for at kigge tilbage. Som du sidder der og kigger ud ad dit vindue i Stockholm en kølig forårsdag i 1989, bliver du forsikret om, at vejen frem for dig og for Bathory – dit band – ligger i dine nordiske rødder. Du var så småt begyndt at lege med tanken om at lade dig inspirere af en tid med heltemod, eventyr og drabelige slag i stedet for historier om fremmede dæmoner fra mørke huler og lidende israelitter. Du tager en dyb indånding, inden du rejser dig fra din stol. Du har et selvsikkert smil på læben, for et ord er dukket op i din bevidsthed, og det ord skal være titlen på dit femte og mest skælsættende album: Hammerheart
Fra satanisk kultleder til skjaldemester
Jeg har absolut ingen evidens for, at det var de tanker, som Thomas Börje Forsberg, bedre kendt som Quorthon, tænkte, før han gik i studiet i 1989 for at indspille det femte Bathory-album Hammerheart. Men vi ved han var kørt træt i hele den klassiske: ”Satan er min bedste ven!”-ideologi, der herskede i black metallen dengang, og i stedet fortsatte han den stil, han startede på det forrige album, Blood Fire Death. Et album hvor nordisk mytologi spillede en enorm rolle, men musikken var dog stadig relativt klassisk black metal, men det skulle der laves om på nu på album nummer fem! Væk med blastbeats, væk med tremolo riffs og væk med skrigeriet – posen skulle rystes, og der skulle ske noget nyt. Masser af powerchords, episke omkvæd, akustiske instrumenter og skønsang – ja – skønsang. En vovet beslutning, når man har skabt en sangkarriere ved at skrige og skråle, delvist nok for at kamuflere det faktum, at man måske havde lidt svært ved at synge rent samt holde en tone. Men ikke desto mindre, så var det nu engang sådan, det blev – og resultatet af alle disse beslutninger blev Hammerheart, et album der fylder 30 år her i 2020. Et album der startede hele vikingebølgen i metalverdenen – noget som tonsvis af andre bands senere samlede op og løb med. Men det startede altså alt sammen her med Hammerheart.
Af mange årsager så burde albummet ikke have været en succes. Det voldsomme stilskift, et lyrisk indhold som pludseligt kun var relaterbart for folk i Skandinavien (husk, det her var i 1990 – lang tid før Vikings eller Skyrim havde gjort vikinger populære!) og det faktum, at Quorthon ikke rigtigt kunne synge. Men alt dette til trods, så er Hammerheart et fuldstændig fantastisk album, der, som den fineste mjød, kun er blevet bedre med alderen. Sange som ”Baptise in Fire and Ice”, ”Father To Son” eller den ti minutter lange fortælling ”One Rode to Asa Bay” er stadig legendariske sange, som fremstår utroligt visionære. Og når man lytter til utroligt meget folk metal eller metal fra Skandinavien, der er udkommet i tiden efter, går det op for en, at de jo alle har skamhørt Hammerheart fra ende til anden om og om igen.
Som jeg allerede har nævnt to gange, så kæmpede den kære Thomas med at synge rent på albummet, men det er faktisk utroligt charmerende og bekræftende! Han var da ligeglad med, at det skulle lyde smukt, det skulle bare LYDE! Og dét gør det, for han synger med en sådan kraft og furore, at det virker utroligt autentisk. Man bliver lullet ind i visionen om, at han er den eneste overlevende fra slagmarken, der nu fortæller sin historie med den samme ildhu, som han kæmpede med forinden.
Bathorys femte album er legendarisk. Ikke kun pga. den kultstatus, det har fået senere eller pga. den effekt, det havde på den skandinaviske metalscene, men simpelthen fordi det er et fuldstændigt fantastisk album! Produktionen er rå uden at være utydelig, sangene er velkomponerede, melodiske, men alligevel skarpe som et nyslebet ulfberhtsværd, og så bliver kronen på værket den forpinte, men effektfulde vokal, som Quorthon leverer. Albummet er mindst lige så mageløst den dag i dag, 30 år efter det udkom, som det var dengang.
En plads ved Odins bord
Quorthon er desværre ikke selv i live til at kunne fejre dette jubilæum med os i dag, da han gik bort i 2004 grundet en hjertefejl, men et besøg til hans gravplads er en populær pilgrimsfærd for mange metalfans, på samme måde som Dimebags eller Cliff Burtons grav er det. Derfor må den mest passende måde at slutte denne hyldest af på være med et vers fra det andet nummer på albummet, ”Valhalla”:
"Laid in ship of Oak
On final sail to fate
Steel is at side
Drifting to the open Gates of
Valhalla
Shields of gold
Valhalla
Great warriors hall"