Ni black metal-udgivelser fra 2022, som vi ikke fik anmeldt
Det måtte jo ske...
Ja, så skete det igen: Vores lille blå planet er endnu en gang ved at afslutte sin tur rundt om solen, hvilket betyder, at året 2022 er ved at være slut. Og lige så sikkert som denne planetære rundfart,´er det, at vi ikke nåede at anmelde alle de fede udgivelser, som der er blevet smidt på gaden i løbet af dette år. Det vil jeg nu forsøge at samle op på ved hurtigt at nævne ni black metaludgivelser, som, bestemt, er værd at give et spin eller fem, trods at vi ikke fik anmeldt dem – rækkefølgen er, i øvrigt, vilkårlig og har intet at sige om kvaliteten.
Ellende – Ellenbogengesellschaft
Ellenbogengesellschaft – ja, prøv at sige det tre gange i træk! Løst oversat betyder denne titel noget i stil med ”albuesamfundet”, hvilket skal forstås som et samfund, hvor man er nødt til at slås for at komme til sin ret og orde. Dette er østrigske Ellendes fjerde værk siden orkestrets undfangelse tilbage i 2011. Sat på spidsen kan man vel kalde dem for den østrigske pendant til Deafheaven. Dog hvor den californiske gruppe altid har haft lidt mere solskin i sin lyd, blander Ellende sin post-black-lyd med weltschmerz og alpekulde. Ligeledes kan der drages paralleller til deres landsmænd i Harakiri for the Sky – hvis vokalist da også er med på et enkelt nummer. Ellenbogengesellschaft er et finurligt værk, der i klassisk post-black-stil konstant skifter mellem yndefuldt og blidt og iskoldt og råt – bestemt et lyt værd!
Non Est Deus – Impious
Non Est Deus er et af de mange andre projekter, som Noise – manden bag bl.a. Kanonenfieber – står bag. Stilistisk set minder dette projekt da også om netop Kanonenfieber, værende blackened death metal, men i stedet for at galpe på tysk om Første Verdenskrig bliver der nu råbt og skreget på engelsk om, hvor rædsomt organiseret religion er. Trods at jeg faktisk vandt denne udgivelse på vinyl tidligere på året, fik jeg aldrig anmeldt den – det er min fejl, og den tager jeg på min kappe og forsøger at gøre bod for det nu. Det er bestemt ikke en banebrydende udgivelse, og resultatet er måske, hvad man ville få, hvis man blandede Behemoth med Bolt Thrower, og hey, det lyder sgu da meget fedt!
WitcheR – Lélekharang
“Toss a coin to your witch…”, næ, hov, forkert witcher! Trods sit navn har ungarske WitcheR intet at gøre med den polske fantasyserie at gøre, så forvent ikke, at Henry Cavill har en gæsteoptræden på albummet – selvom det ville være spas. Albummets titel betyder noget i stil med ”klokkeslag i forbindelse med en begravelse” – og det er egentligt utroligt sigende, for vi har at gøre med en seriøs omgang melankolsk, atmosfærisk black metal af den ypperste slags. Der er et enormt fokus på lange pianopassager; der er endda en udgave af Beethovens ”Måneskinssonaten”. Lélekharang er et virkeligt smukt, detaljeret og nærmest porøst værk, der kræver fokus og tålmodighed, men hvis man som lytter besidder disse dyder, vil man blive belønnet.
Grima – Frostbitten
Her har vi at gøre med et band, vi faktisk har glemt to år i streg, nemlig russiske Grima. Vi fik hverken anmeldt det fremragende album Rotten Garden fra 2021 eller det tilsvarende fremragende Frostbitten fra i år – undskyld, Grima! Ligesom WitcheR har vi at gøre med en god omgang atmo-black, men her er fokus på riffet og ikke på klaveret, og der kan drages paralleller til bands som Afsky og MgłaMGLA. Bandet spiller på Stengade d. 17/2 2023, så gør jeg selv en tjeneste og smut forbi og oplev bl.a. Frostbitten live – i stedet for at gøre som os og glemme den russiske gruppe… Igen, igen.
Firtan – Marter
Tyske Firtan kan, måske, bedst beskrives som ”hvis Eluveitie spillede folk-black i stedet for folk-death”, selvom det måske nok er at gøre det lige simpelt nok. For udover et fokus på pagan og folk blander gruppen også sin black metal med diverse elementer fra både prog- og post-rocken, hvilket giver et varieret, men også unikt resultat. Marter er ligeledes en sonisk mastodont med et lydmix så tætpakket og tungt, at det føles som at blive mast i en lavine af lyd – på den gode måde!
Black Beast – Arctic Darkness
Og nu til et band og en udgivelse, der ikke gider noget pis, nemlig finske Black Beast med Arctic Darkness. Her er der ægte, rå og upoleret finsk black metal a la Satanic Warmaster, Archgoat og Behexen komplet med nitter, corpsepaint og Satan over det hele. Her er ingen fine fornemmelser eller andre ambitioner end bare at uddele soniske skridtprygl til alle dem, der er for sløve til at komme væk. Black Beast opererer kun med ét tempo, og det er fremad. Så hvis du synes, at brodden er gået af black metallen, og det alt sammen er blevet for akademikervenligt, jamen så snup et stykke med Arctic Darkness!
Nordjevel – Gnavhòl
Nordjevel var også med på min liste sidste år, så der tegner sig jo et beklageligt mønster. Sidst var det deres EP Fenris, og denne gang er der altså tale om et reelt album i form af Gnavhòl – et hjemmestrikket ord, som åbenbart skal betyde noget a la ”en port til helvede, man selv har fremgnavet” – trve alligevel! Og ligesom Black Beast er Nordjevel et band, der heller ikke giver en fløjtende fis for de kontemporære versioner af black metallen – disse bitre nordmænd skal bare bede om 666 stykker med Satan. Gvavhòl er et sanseligt bombardement, og især Nils ”Dominator” Fjellströms trommer fylder godt i lydbilledet – så hvis du er til tæsk a la Norge, så er Nordjevel klar med knojern og bat!
Depressive Witches – Distant Kingdom
Trods sit navn er franske Depressive Witches et forholdsvis muntert band, hvis riff-orienterede black ’n’ roll får en til at tænke på, hvad der ville ske, hvis Abbath i stedet for at være gået solo havde sluttet sig til Inquisition. Distant Kingdom byder på tre kvarter med konstante riffs, der bare tonser derudaf derudad til den helt store guldmedalje, alt sammen akkompagneret af Sick Babs (ja, det er nu engang hans kunstnernavn…) vokal, der skifter mellem gutturale kvæk og en ganske habil clean vokal. Ulig mange af de andre bands på denne liste er Depressive Witches ikke et band, der tager sig selv superseriøst, hvilket sangtitler som ”Cancel Your Wedding and Fuck the Witch” eller ”Oh My Dear Wyvern” understreger. Så hvis man er til Immortal med Midnights humor, så skal der skåles til tonerne af Depressive Witches!
Djevel – Naa skrider natten sort
Det sidste navn på listen her er lidt af en supergruppe, nemlig norske Djevel – og ulig Depressive Witches er der absolut intet at grine af her. For her hersker kun kulde, misantropi og mørke – altså klassiske black metal-dyder, om man vil. Med en tilsvarende klassisk norsk lyd, der får en til at tænke på især tidlig Ulver, er Naa skrider natten sort nok den mest trve udgivelse i hele 2022, i den forstad at du næppe finder en mere nymoderne tolkning af andenbølge-black end denne.