Metalsnobbens Hjørne – Metallica coverart

Metallica Royal Arena 2017. Foto: Lasse Jacobsen

• Bands: Metallica

Elleve covers; én liste!

Der er nu under en måned til, at Metallica smider sit 11. album, 72 Seasons, på gaden. Et album, der – uanset hvor godt eller skidt det nu engang må være – er den største metaludgivelse i hele 2023, og et album, der vil blive talt om året ud og nok egentlig indtil 2047, hvor vi må forvente, at bandet udgiver sit 12. album.
Derfor kunne man lave en liste, hvor man rangerede samtlige af bandets album, men det er gjort tusind gange allerede og er ærligt talt en kedelig omgang. Lad os derfor i stedet rangere deres coverart, eftersom et billede jo siger mere end tusind ord, og ligeså er albummets coverart jo det første, vi møder, og derfor noget af det første, der får vores hjerne til at gå i gang med at opbygge forventninger.
Jeg har valgt udelukkende at fokusere på bandets egne udgivelser, det vil sige at udgivelser som Lulu, S&M eller Garage Inc. ikke vil være at finde på listen. 

11. 72 Seasons

Da Hardwired… To Self-Destruct tilbage i 2016, var jeg sikker på, at der aldrig ville komme et grimmere albumcover fra Metallicas side af, men så kom 72 Seasons! Jeg ved ikke helt, hvad der er værst, om det er Netto-farvetemaet eller det rodede børneværelse, men én ting er sikkert – det er i sandhed en øjebæ. Det er jo ikke, fordi metalalbums partout skal prydes af blod, Satan og zombier, og konceptet med en ødelagt tremmeseng kan nemt bruges – det er for eksempel oplagt til et horrororienteret album. Men kombinationen af de henkastede objekter og den smadrede seng giver mest af alt en det mentale billede, at der er en virkelig sur baby på flugt fra sit soveværelse.

10. Hardwired… To Self-Destruct

Det er ikke første gang, at Metallica har forsøgt sig med at lave kunstværker, hvor medlemmernes ansigter er kombineret, men det betyder ikke, at det er en god ide, eller at det giver et pænt resultat. Selve ideen med at de forvredne og forpinte ansigter skulle være med til at cementere det lyriske koncept bag albummet, er som sådan fin, men det ændrer dog ikke på, at det er intet mindre end hæsligt at kigge på.

9. Reload

Vi kender vist alle historie bag Reloads famøse cover, der består af en blanding af okseblod og urin leveret af kunstneren Andres Serrano. 1990’erne var en underlig periode for mange af de gamle og etablerede metalbands, og mange forsøgte at prøve en masse nye ting af. For Metallica betød det blandt andet, at Kirk og Lars overtog roret, boltrede sig i endeløse mængder kokain og ja, det er da også kun i en sådan rus, man får ideen om, at blod og pis er vejen frem. Selvom blandingen af blod og pis nok må siges at være rimeligt mædl, så er resultatet ikke specielt kønt eller visuelt spændende.

8. Load

Ja, historien angående Reloads cover er jo i bund og grund den samme som historien bag Loads cover – her er der dog tale om sæd i stedet for urin. Denne kombination af kropsvæsker er ej heller specielt behagelig for det blotte øje, dog er mønsteret et hak mere spændende end det på Reload, så point for det!

7. Metallica

Så er vi nået til Metallica eller The Black Album, som det hedder i folkemunde, og når man kigger på albummet, så er det da også en titel, der giver mening. For ud over logoet og den lille sydstatsklapperslange, så er albummet komplet sort. Der er ikke just talende om stimulerende kunst, og jeg synes egentlig, det havde fungeret bedre uden slangen, hvis tilstedeværelse altid har virket en kende søgt, da den udelukkende refererer til et enkelt nummer på albummet – endda et nummer, der aldrig rigtig er blevet spillet.

6. St. Anger

Der er blevet sagt og skrevet meget om musikken på selve St. Anger – primært lilletrommen. Nu er det dog tid til at diskutere albummets artwork i stedet. Lig musikken er den tegneserieagtige knytnæve utrolig zeitgeist. Hvor musikken forsøgte at kanalisere de former for metal, der dominerede 00’erne, som industrial og nu, ligner den førnævnte knytnæve (og monsteret, den tilhører) noget, der er taget direkte ud af en tegneserie fra samme periode. St. Anger havde masser af problemer, men albummets cover er ikke et af dem – ej heller albummets titel.

5. Ride the Lightning

Der er ingen tvivl om, at den elektriske stol omgivet af lyn og den stålblå nattehimmel er blevet et ikonisk albumcover. Derfor er der nok nogle, der vil mene, det er kættersk at påpege, at det ikke just er det kønneste eller mest spændende cover, gruppen nogensinde har lavet. Bevares, den matcher da albummets titel en til en, men det er ikke stimulerende at se på.

4: Death Magnetic

Minimalistisk, simpelt og med til at underbygge albummets titel – mere er der vel ikke at sige om Death Magnetics albumcover. Sort/hvid er en klassisk kombination, og den kisteformede grav samt de magnetiske spor fungerer bare supergodt sammen. Nok er Death Magnetic et album, folk tit glemmer, hvilket kan virke morsomt, når man tænker på ,hvor meget det blev hyldet tilbage i 2008. Men hvorom alting er, så er det et fremragende cover – dog ikke helt top 3 materiale!

3: Kill ’em All

Sort, rød og hvid – der findes næppe en mere klassisk farvekombination, når det kommer til metalalbumcovers. Man kan næsten fornemme, hvor seje de purunge medlemmer af Metallica må have syntes, den bloddryppende hammer var tilbage i 1983. Der er noget charmerende ungdomsnaivt over hele affæren, og derfor fremstår det nærmest rent og jomfrueligt – det er et cover, der udstråler, at her er der ingen dikkedarer, bare rendyrket metal lige i ansigtet.

2: … And Justice for All

Lig Death Magnetic udstråler … And Justice For Alls cover simplicitet og minimalisme, og albummets titel bliver igen understøttet. Derudover er der bare noget sejt over hele billedsproget med Dame Justitia, der er krakeleret og ved at blive hivet ned fra sin sokkel. Det er råt, det er vredt, og samfundskritikken sprøjter ud over det hele – præcis som musikken.       

1: Master of Puppets

Der er bred konsensus om, at Master of Puppets både er Metallicas bedste album samt et af de bedste metalalbum nogensinde – hvilket er svært at være uenig i. Men det er ikke bare musikken, der er helt i top, coveret er ligeså verdensklasse. Farverne, ikonografien og tematikken boltrer sig i en perfekt, kunstnerisk symbiose, og der er absolut en grund til, at albummets cover stadig pryder T-shirts verden over til samtlige metalkoncerter uanset artist.