Heavymetal.dk bliver 20 år i år - opsummering

Heavymetal.dk

Igennem 2019 har vi set på udgivelser fra bands, der enten gik i sig selv igen, eller som overlevede overgangen til en ny tidsalder. Type O Negative, Immortal, Dimmu Borgir, Kreator, Neurosis, Limp Bizkit, Mr. Bungle, Mercyful Fate, Amon Amarth, Opeth, Rage Against The Machine og Testament har gennem året repræsenteret diversiteten i metallen, der hverken døde eller blev udvandet af at blive udfordret – tværtimod. De har hver især et skær af både tidsånd og levedygtighed over sig, og mens nogle af dem bliver støvet af for nostalgiens skyld, har andre stadig en lyd, der ikke falmer.

Med over 100 albums fordelt på alle tænkelige variationer af rock og metal udgivet i 1999, har det på ingen måde været nemt at udvælge blot 12 albums, der på den ene eller den anden måde indkapslede lyden af et årti, der gik på hæld og varslede et nyt årtusind. Var det banebrydende for bandet? For genren? Var det en blindgyde eller de første spæde skridt imod en ny tendens? Det kan diskuteres herfra, og til vi er tilbage til at slå to pinde mod hinanden, om det ene eller det andet album har haft større betydning for rock og metal end alle de andre. Det vil vi lade være op til den enkelte.

Men ingen lister uden boblere. Album, der af den ene eller den anden grund ikke overlevede den interne debat om, hvem der skulle fremhæves – men som alligevel ikke fortjener at blive overset. Så uden yderligere falbelader præsenterer vi de ærefulde omtaler i tilfældig rækkefølge:

Incubus – Make Yourself

Op med hovedet og begge fødder på jorden

Det var ikke fremmed for fans af rock og metal, at hiphoppen sneg sig ind på de hellige territorier. Limp Bizkit, Korn og et væld af øvrige bands, der fortjener at blive glemt, benyttede sig af beats, DJ’s og mere eller mindre vellykkede forsøg på at rappe. Men hvor de fleste bands enten påtog sig attituden fra inspirationen eller fordybede sig i ængstelighed og vrede, vendte Incubus fra Californien det hele på hovedet og erstattede den Kierkegaardske smerte ved eksistensen med positive budskaber, en forsanger med karisma og en stemme, der understregede, at man ikke behøver råbe for at blive hørt. Hvor forgængeren S.C.I.E.N.C.E var elektronisk, eksperimenterende og eklektisk, fremstod Make Yourself som et ”coming-of-age” album. Stilen var lige dele retskaffen rock og jazzede passager, krydret med nøjagtig nok inspiration fra en genre, der ellers var forhadt blandt ”ægte” rock- og metalfans, til det ikke blev en farce.

Med en barfodet, krølhåret og velsyngende Brandon Boyd i front gjorde Incubus op med ideen om, at man skal have den sure mund på, når man tackler de kriser, der uvægerligt følger med at være et tænkende, følende væsen. Åbningsnummeret ”Privilege” er en bombastisk og riffstærk sag, der med Brandons klare vokal og José Pasillas II knastørre trommer lukker op for posen med håb om, at det nok skal gå, hvis du bare tænker dig om – og tænker selv. På den næsten legesyge ”Stellar” tillader de sig at synge om kærlighed som noget, der ikke nødvendigvis gør ondt. Den melankolske ”Drive” er et af de numre, man som ung (og senere hen som gammel), følte talte direkte til én, og er, som mange af numrene, præget af personlige observationer, alle på et tidspunkt har gjort eller bør gøre sig. Bandet havde fundet sig til rette og appellerede bredt med deres vedkommende tekster og vellydende kompositioner.

Her 20 år senere, er albummet rent musikalsk en spøjs blanding af tidstypisk snapshot, men også et varsel om den efterhånden mere og mere udflydende definition på rock. Teksterne er stadig relevante og opløftende uden at blive bedrevidende og nedladende, og kunne man lide det dengang, er der stor chance for, at man stadig finder det brugbart. Make Yourself kan ses som et alternativ til den negativt vinklede selverkendelse, der er nem at forfalde til, efterhånden som man bliver ældre i en verden, der flytter sig hurtigere, end man kan løbe. Deres ungdommelige optimisme tager brodden af de skarpe observationer og pakker det hele ind i helstøbt og ”wholesome” rock og legesyge livtag med livet.

Nine Inch Nails – The Fragile

Skrøbelige sind og levedygtige numre

Vi vender nu blikket fra horisonten og indad mod det knugende mørke The Fragile, der står som skærende kontrast til livsglæden, optimismen og de opløftende budskaber fra Incubus. Fra første færd fremstår Trent Reznors tredje album som det stik modsatte. Introvert, tænderskærende og koldsvedende er alt organisk erstattet med industrielle beats som en mekanisk puls, der hamrer så hårdt, at den kan mærkes helt ned i buksen og ud i de kolde fingerspidser. ”Too fucked up to care anymore” vrænger han på ”Somewhat Damaged”, og ængstelige, fremmedgjorte teenagere i alle aldre fandt endnu engang en sjælefrænde i et plaget indre univers, præget af en vrede mod verden, mod andre og ikke mindst mod en selv.

Med ti år på bagen og tre albums under vesten var Trent Reznor allerede et talerør for den melankolske og misantropiske demografi, der desperat søgte at udtrykke den afgrundsdybe sorg over ikke at være som de andre børn. Stilen fra de foregående albums var lagt, og det elektroniske aspekt var dystert og ildevarslende. Depression, stofmisbrug og dyster pop på en bund af forvrængede guitarer smøg sig om Reznors livstrætte hvisken og desperate skrig, og trak en med ind i det grimme center for livslede og disassociation. En skrøbelig og trodsig sjæl krængede sit forrådnede indre ud, trak dig med ind i mørket og ramte plet hos fans og kritikere.

20 år senere er Nine Inch Nails tidlige udgivelser stadig interessante og forstyrrende. De vækker modstridende emotioner hos dem, der i større eller mindre grad kan identificere sig med følelsen af at være alene i en eksistens uden formål. Nogle fandt trøst og en allieret i de afvisende kompositioner, der i højere grad end sin forgænger inddrog atmosfæriske virkemidler og lod det elektroniske element bære det metalliske uden at forfordele. Andre lod sig drage af udelukkende det musikalske, og uanset om du dengang – og nu – kunne identificere dig med galskaben, er The Fragile på ingen måde et skrøbeligt album udsat for tidens tand.

Artillery – B.A.C.K.

Skarpe skud

I 1990 udgav danske Artillery deres tredje album, By Inheritance, der af mange thrash-afficionados med rette betragtes som et af genrens oversete mesterværker. Desværre gik bandet i opløsning kort tid efter, albummet kom på gaden, og både album og folkene bag gik i glemmebogen. Pludselig, i 1999, var Artillery nærmest ud af ingenting, nåh ja… B.A.C.K. med en længe ventet opfølger. Det var ikke uden en vis nervøsitet, man som fan lyttede til B.A.C.K. for første gang, for hvordan skulle bandet dog kunne leve op til arven fra By Inheritance efter så lang tids inaktivitet? Umiddelbart var det dog, som om det nye album fortsatte lige der, hvor Artillery slap tilbage i 1990, for åbneren ”Cybermind” starter med et ærkeklassisk Artillery-riff, der til fulde lever op til arven fra den nu ni år gamle klassiker.

Den gode stil fortsætter på sange som “How Do You Feel” og ”Out of the Trash”, hvor det ene fede riff efter det andet nærmest kæmper om at komme til. Klassisk thrash for fuld udblæsning, hvor Artillery på fornem vis udnytter deres evne at få melodi og opfindsomhed ind i de klassiske thrash-riffs. Desværre holder sangskrivningen ikke samme høje niveau hele vejen igennem, for kvaliteten falder mærkbart efter de første 3-4 numre, og resten af albummet når aldrig samme højder. Et andet problem er, at den gamle forsanger Flemming Rönsdorfs vokal lyder temmelig anstrengt. Han havde godt nok altid haft en ret lys og skrigende stil, men nu var det, som om de anstrengte stemmebånd ikke kunne mere. B.A.C.K. var da også det sidste Artillery-album, Rönsdorf skulle medvirke på.

Alt i alt fremstår B.A.C.K. langt fra som gruppens mest inspirerede udspil, men Artillery har med Stützer-brødrene i front bare altid haft et imponerende højt bundniveau, og det redder gruppens fjerde album fra katastrofen. Men tænk så lige efter en gang: Hvor mange fede thrash-albums fra 1999 kan du egentlig komme i tanke om? De to, der er med på Heavymetal.dk’s 1999 liste, er objektivt set ikke bedre end B.A.C.K., og det vidner nok om genrens generelle krisetilstand dengang for 20 år siden – men højt bundniveau var ikke tilstrækkeligt til at leve op til den forrygende By Inheritance. Så måske var det grunden til, at Artillery endnu engang ikke kunne holde sammen på tropperne og kort tid efter udgivelsen af B.A.C.K. atter smed håndklædet i ringen. Der skulle atter gå omkring ti år før vi hørte noget til københavnerne igen, og med Morten Stützers tragiske dødsfald her i 2019 kan man på ny frygte for bandets fremtid…

Metallica – S&M

For 20 år siden havde Metallica allerede etableret sig som et husholdningsnavn. ”Some Kind of Monster” var stadig et par år undervejs, og Lulu var utænkelig. Men hvad skal man dog finde på, når man har opnået alt? Kombinationen af klassisk musik og metal var ikke et ukendt fænomen, men den var skrevet ind i musikken på forhånd og ikke et addendum til et færdigt produkt. Det har jeg før klandret et andet band for, men at konstatere, at det ikke fungerer for Metallica heller, vil være en unuanceret konklusion.

Takket være afdøde Cliff Burton havde klassisk musik altid eksisteret i underbevidstheden hos Metallica, og sammen med Michael Kamen – der nu desværre også er død – fik bandet flettet denne klassiske tilgang ind i den direkte bevidsthed i stedet. Hvis man skal tage den kritiske brille på, så er der altså en række fejl og mangler på albummet. Én ting er produktionen – Hetfields vokal er overpoleret og det er heller ikke altid, at Metallica og orkestret harmonerer specielt godt. Især på de hurtigere sange som ”Master of Puppets” eller ”Fuel” kan orkestret slet ikke følge med, og de drukner i lyden af Ulrichs trommer og Newsteds bas. Det er faktisk kun på de mere langsomme og ”nyere” numre hvor kombinationen af metalband og symfoniorkester virkeligt fungerer optimalt, på sange som for eksempel ”Outlaw Torn” og ”Bleeding Me”.

S&M er derfor en lidt blandet fornøjelse og primært et supplement til de fans, der mente at Load og ReLoad manglede lidt kapow, mens de fans, der fortrak de ældre numre, nok vil have lidt svært ved at se ideen med hele projektet. Men i tråd med hele vores jubilæumsanmeldelser, så skulle det vise sig at i år også var året, hvor Metallica selv mente, at konceptet bag S&M skulle fejres. Derfor lavede de tidligere i år S&M2, som vi naturligvis anmeldte, og den kan du læse her  – for det er tydeligt, at Metallica har lært ét og andet omkring dem selv, men også det at spille med et symfoniorkester, de sidste 20 år.

Af Jonathan Pichard, Søren Højer Larsen og Cecilie Roos