Dokken – studiealbum rangliste
Dokken
Den 29. juni 2023 fylder Don Dokken, frontmanden for det amerikanske band Dokken, 70 år, og i den anledning fejrer Heavymetal.dk denne ikoniske sanger med en rangliste over bandets 11 studiealbummer. Bandet blev dannet i 1978 af Don Dokken, George Lynch og "Wild" Mick Brown, og de opfattes af mange som det klassiske Dokken-lineup. Dette lineup blev fuldstændigt, da Jeff Pilson erstattede Juan Croucier på bas i forbindelse med sidstnævntes skift til Ratt i 1983. Bandet udgav sit første studiealbum, Breaking the Chains, i 1981, men i deres hjemland var succesen begrænset. Det var først deres 1984-album, Tooth and Nail, der førte til et reelt gennembrud for amerikanerne. Dokkens mest populære plade er Back for the Attack fra 1987, hvis første single, “Dream Warriors”, var med på soundtracket til den kendte slasher-film A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors. Men som de fleste ting varede denne succes ikke evigt, og bandet splittede op i 1988, hvorefter medlemmerne gik hver til sit. I 1992 fandt bandmedlemmerne sammen igen, men de fandt aldrig helt tilbage til den gode stime fra 1980’erne. Dermed nåede Dokken at udgive 11 studiealbummer og er stadig på turné, dog “kun” med Don Dokken som originalt medlem og enkelte gæsteoptrædener af George Lynch.
Plads 11: Dysfunctional (1995)
Ved Dysfunctional har vi at gøre med en plade, der er ret kedelig og på samme tid usammenhængende. Men på den måde genspejler albummets titel jo også musikken: Det fungerer ikke helt som håbet! Den eneste helt gode sang er efter min mening “Too High To Fly”. Men da albummet musikalsk bare er en helt anden stil end de øvrige Dokken-albummer, er det meget svært at sammenligne det med de andre, og man må lytte til pladen på dens egne præmisser.
Plads 10: Shadowlife (1997)
Dokkens sjette album, Shadowlife, går musikalsk mere i en alternativ rockretning end deres tidligere udgydelser. Det faldt ikke i god jord hos Dokkens fans, og Shadowlife bliver derfor ofte stemplet som bandets svageste album. Men hvis man lytter til pladen uden forbehold og ikke forventer noget i samme kvalitet som pladerne fra Dokkens storhedstid, så er det altså ikke helt elendigt. Kritikerne mener måske, at sangene er for ensidige, men “Puppet On a String”, “Sky Beneath My Feet” og særligt “Convenience Store Messiah” er faktisk helt gode og unikke. Dette er i øvrigt det sidste album med George Lynch som officielt Dokken-medlem.
Plads 9: Broken Bones (2012)
Broken Bones er bandets sidste studiealbum og det eneste, som Mick Brown ikke spiller med på, selv om han stadig officielt var medlem. Jimmy DeGrasso, der har spillet trommer for en lang række kendte bands som for eksempel Ozzy, Megadeth og Ratt, var vikar for Mick på dette album. Ud over Mick og Don var der altså ikke flere originale medlemmer tilbage; alligevel formår de at lave en udmærket skive, der dog til tider er lidt kedelig og noget mere melodisk end det, man ellers kender fra Dokken. Nævneværdige sange er “Best of Me”, “For the Last Time” og “Tonight”.
Plads 8: Long Way Home (2002)
I 2002 udgav Dokken deres ottende studiealbum, Long Way Home, som er den eneste Dokken-plade med John Norum med på guitar i stedet for George Lynch. Norum gør et godt stykke arbejde, men man må ikke glemme, at denne plade stammer fra en tid, hvor metalbandene fra 1980’erne stadig befandt sig i en eksistentiel krise. Så hvis man ser sådan på det, er denne bløde, alternative rockplade præget af weltschmerz og kærlighedssorger helt fornem. Særligt gode er “Little Girl”, “Everybody Needs (To Be With Someone)” og “Magic Road”.
Plads 7: Lightning Strikes Again (2008)
Lightning Strikes Again er – hvis man altså ser bort fra “Disease”, der lyder som noget fra Dysfunctional – meget sammenhængende og harmonisk. Man kan dog tydeligt høre, at Dons stemme ikke er, hvad den var i 1980’erne. Til gengæld gør Jonathan Levin et godt arbejde med både guitarriffs og -soli a la George Lynch, hvilket man tydeligt hører på pladens niende sang, “Judgement Day”. Sangene “Give Me a Reason” og “Point of No Return” er også værd at nævne.
Plads 6: Hell to Pay (2004)
Hell to Pay er et typisk Dokken-album med iørefaldende melodier og guitarriffs, der sparker røv. Og selv om Don Dokken på dette tidspunkt ikke længere rammer de helt høje toner som tilbage i 1980’erne, er hans stemme stadig velafstemt og passer til musikken. Lyrisk er der dog ingen forandring: Don skriver stadig om sine kærlighedssorger, dog med mere seriøsitet end i gamle dage. Så lytteren får den følelsesladede og absolut hjerteskærende “Still I’m Sad”, der er et klart højdepunkt på pladen, men også “Dont Bring Me Down”, der er mere uptempo, og den desertrock-agtige “Haunted” er stadig værd at lytte til her i 2023.
Plads 5: Erase the Slate (1999)
Af de plader, der er opstået, efter bandet fandt sammen igen i 1992, er Erase the Slate det tætteste, de kommer på deres tidligere kvalitet med fede guitarriffs, gode melodier og lækker vokal. Valget mellem Hell to Pay og denne plade var virkelig svært, men Erase the Slate endte på femtepladsen, da dens lyd er mere unik, og den har efterhånden længe været en fast bestanddel af min CD-samling. Pladens lyriske emner kredser i høj grad om ensomhed og smerte, men på trods af kærlighedssorger i massevis er der uden tvivl virkelig mange stærke sange, der går rent ind hos undertegnede. Hvis jeg skulle vælge de mest vellykkede, er det helt klart “Erase the Slate”, “Crazy Mary Goes Round” og selvfølgelig “Maddest Hatter”, der er blandt mine favorit-Dokken-sange.
Plads 4: Breaking the Chains (1981)
Særligt de første fire pladser var virkelig svære at placere, for bandets første studiealbummer er alle det pure guld. Men jeg må ende med at give deres 1981-udgivelse Breaking the Chains, der også var del af vores 40-årige, der ikke må gå i glemmebogen – 2022 en flot fjerdeplads. På trods af sangene “Breaking the Chains”, “Stick to Your Guns” og ”Live to Rock (Rock to Live)”, som jeg uden problemer kan lytte til i en uendelighed uden at blive træt af dem, er denne plade bare ikke på samme niveau som de resterende tre. Alligevel er der hverken mangel på gode, iørefaldende melodier eller skumle sangtekster, der jo var kutyme dengang i 1980’erne.
Plads 3: Back for the Attack (1987)
Bandets fjerde album, Back for the Attack, fra 1987 er som sagt bandets mest succesfulde plade kommercielt betragtet. Tre af pladens singler var på Billboard's Mainstream Rock Charts, og den 14. januar 1988 fik albummet både guld og platin. Det undrer heller ikke, at pladen havde så meget succes, da sange som “Burning Like a Flame” går rent ind, selv hos det ikke så hævi publikum, men også “Heaven Sent” og singlen “Dream Warriors” har virkelig ørehængerpotentiale. Pladen var også den sidste inden bandets fire år lange pause, hvor Don Dokken arbejdede på sin solokarriere, og George Lynch startede sit band Lynch Mob.
Plads 2: Tooth and Nail (1984)
Dokkens andet studiealbum Tooth and Nail solgte, på trods af at det gennemgående fik positive anmeldelser, ikke synderligt godt. Dette er dog efter min mening helt ubegribeligt, da sangene egentlig burde ramme smagen hos et bredt publikum med energifyldte “Tooth and Nail” og “When Heaven Comes Down” i kombination med mere melodiske og medynkvækkende sange som “Alone Again”. Desuden var dette den første plade, hvor Jeff Pilson spillede med på bas og gjorde en virkelig god indsats som backingvokalist.
Plads 1: Under Lock and Key (1985)
Nu er vi langt om længe kommet til førstepladsen, som indtages af Dokken-albummet Under Lock and Key fra 1985. Efter min mening er der ikke en eneste dårlig sang på dette udspil, og alt fungerer bare, som det skal. Det er virkelig svært at udvælge en favoritsang fra denne plade, for både “Unchain the Night”, “In My Dreams” og “Will the Sun Rise” er sandt øreguf. Men der er selvfølgelig ikke kun gode toner til ørerne, der er også dejlige musikvideoer til øjnene. Og selv om det måske ikke er helt fair, at de rent musikalsk er blevet sat i bås med Ratt, Poison og de øvrige hairmetal-bands, så skorter albumcoveret hverken på hårspray, spandex eller pangfarver.