Boomerbloggen - Painkiller fylder 30
Sony Music Entertainment
Comebacket der ikke var et comeback
For faste følgere af denne blog vil det næppe komme som en stor overraskelse, at jeg har en vis forkærlighed for at kigge tilbage i metalhistorien, og denne måneds udgave af Boomerbloggen er ingen undtagelse. Endnu mere velkendt end denne blogs bagudskuende præferencer er historien om Judas Priest og The New Wave of British Heavy Metal. For da NWOBHM skyllede ud over en fuldstændig uforberedt verden i starten af 1980’erne, gav det veteranerne i Priest lidt af et spark bag i. Selvom gruppen jo i virkeligheden var en af hovedinspirationerne bag den nye bølge af unge, aggressive landsmænd, der fornyede den traditionelle 70’er-metal, blev det tydeligt, at Rob Halford & co. hankede gevaldigt op i både læderbuks og nittearmbånd, alt imens de skruede op på 11. Det kom der en stribe heavy metal-klassikere ud af, men efter en konstant optur i første halvdel af metallens gyldne årti gik det galt med den krampagtige Turbo i 1986 og den uinspirerede Ram It Down i 1988 – i hvert fald kunstnerisk. Men ud af nærmest ingenting, og netop som grungen stod klar i kulissen, slog Priest i 1990 fast med syvtommersøm, at de gamle kunne endnu. Painkiller var jo egentlig ikke et comeback, for metalguderne havde højst været væk mentalt, men det føltes godt nok som en tilbagekomst af de helt store.
Comebacket, der altså ikke var et comeback, udkom d. 3. september 1990 og huskes i dag nok mest for titelnummeret med den ikoniske trommeintro. Og det er da også bemærkelsesværdigt, at trommeslager Scott Travis’ ankomst gav bandet et lige så stort spark bagi som NWOBHM’en havde gjort 10 år tidligere. Nu var der ikke længere plads til leflen for hitlister eller forsøg på at lave hits til det amerikanske radiomarked. Painkiller var hurtig, hårdtslående og 100 % uforfalsket heavy metal, designet til at sætte alle opkomlingene på plads. Selv i en tid, hvor thrashen og den spirende Florida-død jævnligt satte nye hastighedsrekorder, var Painkiller således en imponerende bedrift. Men hvordan klarer dagens jubilar sig egentlig i englændernes omfattende diskografi? Ja, det har vi kigget på i følgende top 5 over de bedste Judas Priest-albums fra debuten i 1974 til og med Firepower fra 2018.
5. Sad Wings of Destiny (1976)
Selvom Rush havde taget tilløb til det i nogle år, blev 1976 året, hvor den episke heavy metal-sang for alvor gjorde sin entre: Led Zeppelins ”Achilles Last Stand”, Rainbows ”A Light in the Black” og ”Stargazer” var og er eminente, men mest metal af dem alle var selvfølgelig ”Victim of Changes” fra Sad Wings of Destiny. Den sang var en milepæl og indeholder sådan set alt, hvad en klassisk metalsang skal: riffs, dobbeltguitar, temposkift, melodi, infernalske skrig – you name it. Albummet som helhed derimod indeholder desværre en del rester fra gruppens tidlige hippiedage, så det samlede indtryk er et band, der ikke rigtigt ved, hvad de vil. En noget rodet affære altså, men alligevel med så meget guld og så stor efterfølgende indflydelse (ikke bare på Priests egen retning, men på al metal), at den selvfølgelig hører til på denne top 5. Også selvom albummet, der kom lige efter (Sin After Sin), og fx forrige års Firepower sagtens kunne fortjene at indtage denne plads. ”Victim of Changes” gør bare forskellen.
4. Stained Class (1978)
Inden de blev til metalguder, var Priests begyndelse altså lidt ramt af nogle, for et metalhoved, uheldige hippietendenser. Det er ikke nemt at udpege præcist, hvornår de smed det sidste 70’er-hardrock og flower-power væk, men mit bud er Stained Class fra 1978, der er lidt af en overset perle i bandets diskografi. Produktionen halter lidt, specielt guitarlyden, men ellers er det en hårdere, hurtigere og tungere udgave af Priest end nogensinde før. Albummet er i dag nok mest kendt/berygtet for Spooky Tooth-coveret ”Better By You, Better Than Me”, der angiveligt førte til to amerikanske teenageres selvmordsforsøg i 80’erne. Efterfølgende blev Priest trukket igennem en højt profileret retssag, der selvfølgelig endte uden dom, for ikke engang i en amerikansk retssal kan man dømmes for at skjule hemmelige, baglæns selvmordsopfordringer i et stykke musik. Men der er nu væsentlig mere interessante momenter på dette album. Hør fx titelnummeret, ”Invader” eller ”Saints in Hell”, hvis du er i tvivl. Specielt ”Saints” lagde skabelonen for, hvad Mercyful Fate skulle gå i gang med et par år senere. Og så var det måske her, vi hørte speed metal for første gang på åbningsnummeret ”Exciter”. Alt i alt er Stained Class et uhyre vigtigt album i metalhistorien.
3. Screaming for Vengeance (1982)
Storsællerten fra 1982 er måske det første ægte metalalbum nogensinde, der fik bred kommerciel gennemslagskraft. Priest havde selvfølgelig allerede via singlerne fra British Steel flirtet med hitlisterne i 1980, men nu tog det for alvor fart. De fede og bombastiske sange stod i kø: ”The Hellion”, ”Electric Eye”, ”Bloodstone” og så selvfølgelig ”You’ve Got Another Thing Coming”, der brød igennem på det lukrative amerikanske radiomarked. Screaming for Vengeance er fyldt med ørehængere, men stadigvæk heavy metal i sin reneste form.
2. Painkiller (1990)
16 år efter deres debut udgav legenderne så et af deres allerbedste albums, hvilket i sig selv er en bedrift, der fortjener anerkendelse. Rob Halford var mere manisk end nogensinde, og bandet fulgte ham helt til dørs. Med sange som ”All Guns Blazing”, ”Metal Meltdown” og ”Nightcrawler” var det ikke kun titelnummeret, der drønede derudad, og det i øvrigt helt uden at give køb på bandets sikre fornemmelse for melodi og uimodståelige omkvæd. Når bandet en sjælden gang satte tempoet lidt ned, som på den tunge og smukke ”Touch of Evil”, fungerede det stadig mageløst. Alt i alt er Painkiller en tidsløs klassiker, der stadig holder, når man hører den i dag.
1. Defenders of the Faith (1984)
Men Painkiller kommer dog ikke op på niveauet fra nummer et på denne liste, for i 1984 udgav bandet deres bedste og mest komplette værk. Defenders of the Faith indeholder nemlig alt, hvad et Judas Priest-album skal. ”Freewheel Burning” og ”Jawbreaker” er et heftigt 1-2-punch, der åbner ballet. Der er tunge og pompøse omkvæd i ”Rock Hard Ride Free” og ”Some Heads Are Gonna Roll”. Selvfølgelig også radiovenlige (men ikke alt for meget) hits i “Love Bites” og “Night Comes Down” og så ikke mindst en episk fortælling i “The Sentinel”. Alt i alt er Defenders så tæt på ”all killer, no filler”, englænderne nogensinde er kommet. Og så kan det jo bare ikke blive mere metal end denne lille historie på bagsiden af coveret:
”Rising from darkness where hell hath no mercy and the screams of vengeance echo on forever, only those who keep the faith shall escape the wrath of the metallian…”.
Ses vi på ‘Hell i 2021, så vi kan hylde metalguderne en sidste gang? Jeg håber det…
