Boomerbloggen – Murder in the Front Row

Boomer in the Front Row

Boomerbloggen er som bekendt stedet, hvor Heavymetal.dk’s ældste skribent med jævne mellemrum harcelerer over tidens dårskab og især kigger tilbage på dengang, verden var knap så meget af lave som i dag. I denne ombæring kigger vi tilbage på det, nogen med et lidt uheldigt ordvalg har kaldt den reneste metalform af dem alle: thrash.

Hvis du er fan af thrash metal – og hvem er i et eller andet omfang ikke det? – så er der en god chance for, at du kender bogen Murder in the Front Row: Shots from the Bay Area Thrash Metal Epicenter. Udgivet i 2012 af de to lokale fotografer Harald Oimoen og Brian Lew var den et førstehånds vidnesbyrd fra dengang, thrash metallen opstod i San Franciscos Bay Area i starten af 1980’erne. Hvis du ikke kender bogen, så kommer du sikkert heller ikke til det, for den er både svær at opdrive og ubehagelig dyr, hvis det lykkes. Men fat mod. I 2019 udkom filmen af samme navn, instrueret af Adam Dubin (manden bag A Year and a Half in the Life of Metallica). Den fortæller mere eller mindre den samme historie via billeder fra bogen, TV-optagelser gravet frem fra perioden samt ikke mindst interviews med stort set alt, der kunne opdrives af medvirkende fra Bay Area-scenen dengang. Murder in the Front Row kan nu både streames og downloades for menneskepenge, og det har vi selvfølgelig, med passende boomer-agtig forsinkelse, for nylig gjort her på bloggen. Det er blevet til det, man på godt dansk kalder et trip down memory lane for overtegnede, der som 18-19-årig oplevede thrashens oprindelsessted på egen hånd i 1986 og 87. Efter nærmest at have fået genren ind med modermælken via Metallica i Saga i 1984 og Slayer på Carlton i 1985 måtte jeg simpelthen bare til San Francisco for at opleve scenen på nærmeste hold.

Ikke meget nyt

Filmen fortæller egentlig historien præcis, som vi kender den: Der var økonomisk krise, selv i det rige Californien, i starten af 80’erne med arbejdsløshed og en udbredt stemning af håbløshed i både land og by. I San Francisco-området var det især Oakland og omegn (det såkaldte East Bay), der var ramt, og det gryende Silicon Valley-boom nåede aldrig rigtigt over på den anden side af bugten. En ret beskeden gruppe af unge, utilpassede knægte fik tiden til at gå med at lytte til alt, hvad de kunne grave frem af dels the New Wave of British Heavy Metal og dels punk fra New York City. Ud af denne sprængfarlige cocktail opstod som bekendt den første ekstremmetalgenre, thrash, og resten er historie. Der er unægtelig ikke meget nyt at hente, heller ikke i filmen, men Murder in the Front Row byder nu alligevel på flere interessante vinkler på de gamle fortællinger.

”Du kan selv være en poser”

Filmen bekræfter først og fremmest sandheden om, at rebelske subkulturer har en tendens til med deprimerende hast at udvikle sig til konforme og måske ligefrem reaktionære bevægelser. Hippiebevægelsen, for eksempel, startede som bekendt for alvor med ’the summer of love’ i 1967 i San Francisco, men alt for hurtigt blev universel kærlighed og ”turn on, tune in, drop out” erstattet med stringent munkemarxisme på universiteter overalt i den vestlige verden. Mindre end 20 år senere skete lidt det samme igen i San Franciscos Bay Area, denne gang for thrash-musikkens forholdsvis løst definerede subkultur. Det var dybt indgroet i den (i starten) lille kult, hvor fuckfingrene sad løst mod alt og alle, at image, kostumer og den slags var strengt forbudt. Kun de helt rigtige T-shirts og tilhørende hullede jeans kunne accepteres, hvis ikke man ville være en poser. Det gjaldt især den så forhadte hair metal fra LA, der jo gik sin sejrsgang på hitlisterne på det tidspunkt. At de strenge regler om, hvordan man skulle se ud, og hvilken musik man måtte høre, gik fuldstændig imod de grundlæggende ”fuck jer; vi gør, som vi vil”-paroler, var der ikke mange af deltagerne i scenen, der opfattede ironien i. Heller ikke de medvirkende i Murder, der stolt og tilsyneladende helt uden yderligere refleksion fortæller om alle de forkerte band-T-shirts, der blev flået fra sagesløse ”posers” og prompte revet i stykker på Ruthie’s Inn og andre af kultens stamsteder. Helt så galt gik det ikke for Heavymetal.dk’s udsendte, da jeg, indrømmet, ganske uklogt var iført en forholdsvis nyerhvervet Van Halen-T-shirt til en Exodus-koncert på The Omni Club. Men at jeg var en ”fucking poser”, blev jeg ret hurtigt klar over, godt hjulpet på vej af et par højtråbende og frådende Paul Baloff-kloner blandt det euforiske publikum på The Omni.

At man som jeg, der elskede thrash over alt andet, også kunne hylde Van Halens eminente 5150-album fra 1986, var tydeligvis helt utænkeligt for de rene i troen. Nu var hair metal-bølgen jo også på sit højeste på det tidspunkt, men det var formodentlig rimeligt klogt, at jeg undlod at fortælle renhedens vogtere, at jeg også havde nydt et par forrygende Poison- og Cinderella-koncerter kort forinden. For jo, publikummet til en hair metal-koncert festede på en klart sjovere måde, og ikke mindst var de tilstedeværende (m/k) overordentlig meget kønnere, hvilket jo ikke var helt uvæsentligt for en 18-19-årig knægt. Men selv der i starten af 1987, hvor den lokale thrash-scene efter min opfattelse allerede havde peaket nogle år forinden, var energien til en Exodus-koncert helt uovertruffen. Omkvædet fra ”Murder in the Front Row” om blod på scenen gav pludselig meget mere mening. Selv Metallica i Saga i 1984 kunne ikke leve op til den energiudladning.   

At Exodus i øvrigt var Bay Area-fansenes yndlinge, får man bekræftet, når man ser Murder. Personligt var jeg dog aldrig i tvivl om det faktum efter min poseroplevelse på The Omni. Et par måneder tidligere havde jeg set et toptændt Megadeth varme op for Motörhead, men de var ikke i nærheden af at få så meget gang i det lokale publikum. Det kan godt være, at Exodus aldrig kom med i The Big Four, men i The Bay Area var de helt sikkert nummer et.

Kirk is back!

En af de andre ”nye” vinkler i filmen handler om Kirk Hammet, genrens svar på Fedtmule. Han bliver til en vis grad rehabiliteret – hvis en 57-årig mangemillionær ellers har brug for det. Murder tydeliggør, at Hammet var med fra år nul og dermed er en af thrashens vigtigste figurer. Han danner i 1979 Bay Area-scenens første band, Exodus såmænd, han lærer Gary Holt at spille guitar og finder endda gruppens ikoniske/maniske forsanger, Paul Baloff, der med sin utæmmede vildskab om nogen personificerede scenen i de første år. Dermed får vi en mere fuldstændig historie om Kirk Hammets bidrag end den version, altid mavesure Dave Mustaine har kolporteret siden sin fyring fra, hvad der skulle blive til verdens største rockband: nemlig at det var Dave selv, der var manden bag det hele, og at Kirk bare var en billig Mustaine-kopi. Beklager, Dave, men den må du længere ud i bugten med.  

Filmen understreger desuden, at Metallica gav scenen et kæmpe spark i røven, da de ankom fra det sydlige Californien. De selvbestaltede ”anti-posers” vil dog aldrig rigtigt give Metallica den kredit, de fortjener, for siden mainstreamgennembruddet med Metallica betragtede man dem i varierende omfang som en slags klasseforrædere. Og faktum er da også, at Lars & co. i forhold til de andre bands på scenen brød så hurtigt igennem, at de mere eller mindre konstant enten var væk på turne eller i København for at indspille de to bedste thrash-plader nogensinde.

Hvor længe kan man blive ved med at være vred?

Murder in the Front Row er med andre ord et rendyrket nostalgisk tilbageblik. Selv Cliff Burtons tragiske dødsfald, og hvad det betød for folkene omkring ham, behandles på fineste vis. Man kunne dog godt ønske sig, at filmen gik lidt tættere på den forholdsvis store nedtur, de fleste bands fra scenen oplevede i 90’erne. Mens Metallica med Bob Rock i producerstolen forlod thrashen og fuldstændigt sprængte rammerne for, hvad et thrash-band kunne opnå, døde scenen i The Bay Area lige så stille ud. For det var ikke kun hair metal-bølgen, der blev kuldsejlet af en flok deprimerede (og deprimerende) dudes i flannelskjorter; thrashen blev i høj grad også ramt af grunge-eksplosionen fra Seattle. Der var selvfølgelig mange, der fortsatte, men generelt var 90’erne en hård omgang for scenens kombattanter. Alle de legendariske spillesteder lukkede, bands holdt pauser, og kulten gik stille og roligt i opløsning. I bagklogskabens ulideligt klare lys kunne man egentlig godt se tegnene på det i Oakland og omegn allerede tilbage i 1987, da denne blogger besøgte Ruthie’s Inn, The Omni osv. Også selvom mange af grupperne blev ved med at udgive eminente album på det tidspunkt. I de senere år er det ganske imponerende lykkedes mange af de gamle bands at udsende deres bedste albummer i årevis, men det understreger vel bare, hvor hård en periode 90’erne var.  Alt i alt ender Murder med at være et underholdende, men temmelig ukritisk hyldestkvad. Man kunne vel godt tillade sig at forvente lidt mere, for medløberi er helt sikkert ikke i thrash-genrens oprindelige, rebelske ånd. Men det er selvfølgelig også svært at være vred 40 år i træk. Selv for Dave Mustaine. 

Det kan forekomme omsonst at lave en playliste baseret på så fortærsket en genre som thrash. Men betragt følgende som denne blogs forslag til soundtracket til Murder in the Front Row.

https://open.spotify.com/playlist/4FsK0IdOapLPIuGHj72P9E?si=LP8q-3cGQoir...