Boomerbloggen - Lulu fylder 10
Ulideligt skrald eller misforstået mesterværk?
Her på Boomerbloggen opholder vi os som bekendt for det meste stadig i metallens vigtigste årti, men helt undtagelsesvis tager denne måneds udgave af bloggen ikke udgangspunkt i 1980’erne. For nu skal vi fejre et af genrens mest kontroversielle værker. Den 31. oktober er det nemlig 10 år siden, at Lou Reed og Metallica udgav det album, en stort set enig rockverden med det samme forkastede som noget ulideligt skrald. Det har altid undret denne blogger, at de samme mennesker, som beskyldte Metallica for at sælge ud og være ”for lidt metal” med Metallica og Load-pladerne, samtidig nærmest per automatik forkastede Lulu (og St. Anger for den sags skyld, men den tager vi en anden gang). At der er guld at hente på dette misforståede album, og at belønningen er stor, hvis man ofrer tid og kræfter på det, skal jeg forsøge at overbevise skeptikerne om i det følgende. Tør du følge med?
Fra skuespil til opera, film og heavy metal
Lou Reeds historie om Lulu er et sammenkog af to skuespil skrevet af den tyske skuespiller, sanger og forfatter Frank Wedekind i henholdsvis 1895 og 1904. Han var allerede i sin samtid en kontroversiel skikkelse, der udover sine homoseksuelle tilbøjeligheder (som det jo hed dengang) og sadistiske eskapader, også opnåede den store ære at blive fængslet for majestatsfornærmelse. Historien handler om danseren Lulu og hendes opstigen og efterfølgende deroute i den dekadente tyske overklasse. De to skuespil er efterfølgende opført som både opera, udkommet som film og sågar som en ’graphic novel’ (fint engelsk for tegneserie). I Lou Reeds genfortælling er der, new yorkerens historik taget i betragtning, ikke overraskende fokus på de outrerede seksuelle eskapader og de psykologiske spil mellem Lulu og de mænd og kvinder, der forelsker og fortaber sig i denne klassiske femme fatale.
Lou Reed havde flirtet med ideen om at lave musik og lyrik baseret på Wedekinds to værker i et stykke tid, da skæbnen gav ham en håndsrækning under Rock ’n’ Roll Hall of Fames 25 års jubilæumskoncerter i 2009. For her spillede han to af Velvet Undergrounds største hits, ”Sweet Jane” og ”White Light/White Heat” med Metallica som backing band, og den tyngde og slagkraft, verdens bedste metalorkester diskede op med, blæste angiveligt gamle Mr. Reed bagover. Sådan et bid havde der aldrig været i de sange, og det fik Lou Reed til at råbe til Lars Ulrich, da de skiltes efter koncerten: ”Let’s make a record together one day”. Præcis to år senere blev resultatet, Lulu, sendt ud til en helt igennem uforberedt og målløs verden.
Monster eller misfoster?
Da først chokket over det usandsynlige samarbejde og det lidt foruroligende cover havde lagt sig, var det, der umiddelbart åbenbarede sig, da man lyttede til Lulu første gang, en yderst velproduceret plade, der lød, som om den var indspillet live i studiet. Varm, organisk og for Metallica klart det bedste på den front siden Reload 14 år tidligere. På de første par sange er Ulrichs trommefills forvirrede, og Hetfields vokal lyder, som om han næsten prøver for meget (især på ”The View”, bedre kendt som ”I am the table”-sangen). Men der mærkes en afslappet stemning over det hele, formodentlig stærkt præget af Lou Reeds spontane tilgang til indspilningsprocessen: Første eller anden ’take’ er altid det bedste. Det var, for at sige det mildt, langt fra Metallicas normale fremgangsmåde, der som bekendt normalt indebærer at bruge mindst en uge på den rigtige lilletrommelyd (med skiftende resultat).
Efter to forholdsvis ligefremme sange, der ikke burde kunne ryste alt for mange sarte sjæle (bortset fra det med bordet selvfølgelig), tog det kontroversielle for alvor over med ”Pumping Blood”. Kirk Hammet holder desperat den samme tone kørende i baggrunden under hele sangens akustiske intro. Det virker creepy, og det er jo meningen. Stemningen skifter med varm bas, smukke clean guitarer og Reeds snøvlende vokal (den vender vi tilbage til). Det skønne holder dog ikke længe, for snart sætter et tungt Hetfield-riff ind, Kirks vanvittige hyleguitar vender tilbage, og Reed nærmest råber sin vamle lyrik ud om at lade blodet flyde. Det er decideret væmmeligt og ikke til at ryste af sig. Der er egentlig rigeligt med fede riffs, men alligevel er det Metallica, som man aldrig har hørt dem før. Det på en gang smukke og groteske vanvid fortsætter på ”Mistress Dread”, hvor man hører den mest maniske udgave af Metallica siden ”Whiplash”. Et 100 km/t-riff og klassiske thrashtrommer lægger bund til mere Lou Reed snøvleri om outrerede lesbiske nydelser og ydmygelser. Det maniske tempo bliver ved lige indtil forløsningen kommer sidst i sangen. Ikke særligt subtilt, men yderst dramatisk og leveret lige i fjæset.
I den langsomme ”Cheat On Me” lægger man især mærke til, at Lars Ulrich afdæmpet, og noget ukarakteristisk, holder sig fint i baggrunden. Det er en sang om umætteligt begær og den måske uundgåelige afstumpethed, der følger med. Et nummer så hypnotisk, at man (OK, jeg) her 10 år senere stadig ikke opdager, at den er over 11 minutter lang. Lulu er i det hele taget en lang oplevelse, og det illustreres nok bedst af de to afsluttende sange på en samlet varighed over en halv time. Der går således mere end to minutter, før ”Dragon” begynder at minde bare lidt om en egentlig sang. Men når den gør, så får vi til gengæld et solidt groove fra rytmesektionen og et af Hetfields bedste riffs. Som i nogensinde! Det er faktisk så godt, at det bruges hele vejen uden at blive kedeligt. Kirks bizarre soloer lyder som en 5-årig Tom Morello, der øver sig for første gang, men hold nu fast, hvor det passer perfekt til denne sang, hvor menneskets potentiale for afstumpethed blotlægges totalt.
Selvfølgelig skal dette monster (misfoster?) af et album slutte af med en 19 minutter lang sang. Lyrikken til ”Junior Dad” skrev Reed flere år før indspilningerne af Lulu, og han har da også fremført dette nummer med sin kone, avantgardekunstneren Laurie Anderson allerede i 2009.
Man skal vist være ret entusiastisk Lou Reed fan for ikke at mene, at Metallica forbedrede den sang betragteligt. For melodi, stemning og guitarmotiverne er så gudesmukke, at gåsehuden kommer helt af sig selv, hvis man ellers er klar til at sænke paraderne og lade sig flyde med. Desværre er Lars’ trommer igen for dominerende i de stille passager, og det, sammen med den otte minutter lange dronende outro, skæmmer en sang, der ellers havde chancen for perfektion. Men hvad er perfektion i musikkens verden? Hvis det er det perfekte, man søger, har Metallica begået et sort album, der er det tætteste et metalband nogensinde er kommet på det fejlfrie. Jeg vil hellere høre Lulu igen. Og igen.
”This is his masterpiece”
For selvom det til tider er næsten ubærligt at lytte til dette album, og selvom Lou Reed for det meste lyder som Leonard Cohen, hvis han havde fået det hvide snit, så er det jo for fanden meningen, at det skal fremstå så fucked up. Og når man lader sig rive med af historien om jalousi, vrede, fornedrelse, hævn og angst, er der langt mere at komme efter, end de fleste rockudgivelser kan prale af.
Skulle der mod forventning nu stadig være enkelte skeptikere tilbage, bliver jeg nødt til at spørge: Hvad pokker, havde I egentlig forventet? Metallica har siden Ride the Lightning konstant gjort en dyd ud af pisse deres fans af, mens Lou Reed, da Lulu udkom, i over 40 år havde været den vestlige verdens mest kontrære og excentriske musiker. At forvente noget letfordøjeligt eller genkendeligt fra denne konstellation fremstår mildest talt naivt.
På omslagets bagside ligger Lulu i stumper på gulvet. Ødelagt. Og det er vel sådan, de fleste føler sig når de har gennemgået alle 90 minutter af dette værk. Men mit gæt er, og det er selvfølgelig kun et gæt, at langt de fleste kritikere ikke er nået ret meget længere end at lytte til et par minutter af Reeds snøvleri og et enkelt eller to af James’ ”I AM THE TABLE!”, før de stod af. Trist for dem, men tag ikke mit ord for det. Lyt i stedet til salig David Bowie, som gav Lulu følgende lovprisning efter Reeds død i 2013:
”Listen, this is Lou’s greatest work. This is his masterpiece. Just wait, it will be like Berlin. It will take everyone a while to catch up.”