Boomer Bloggen – om hyggeonkler, mørkemænd og et mesterværk, der fylder 25

• Bands: Dissection, Metallica

Metallica, Dissection og forbudte ord

”Gid du må leve i interessante tider”, hedder det i en gammel forbandelse, hvor ”interessante” forstås som urolige, farlige og andet fælt, og det må man sige, at vi alle har gjort her i 2020. Alt imens vores egen regering midt i den måske værste pandemi, verden har set i 100 år, konkurrerer med Trump-administrationen om at være mest løgnagtig, er visse musikmedier herhjemme optaget af vigtige sager som at sortliste stødende ord som diva og prinsesse. Man undres og kan godt frygte, hvad der vil ske med metallen – der om nogen er en musikgenre, der lever af at provokere, frastøde og chokere – hvis den slags vinder indpas her i vores verden. Hvis man vil se et godt eksempel på præcis hvordan det ser ud, når genren bliver tandløs og ufarlig, så er der stadig mulighed for at streame Metallicas All Within My Hands 11/14 Webcast. Men det vender vi tilbage til, for lige så passende for snakken om politisk korrekthed fyldte Dissections Storm of the Light’s Bane, et af ekstremmetallens hovedværker, 25 i denne uge. Passende, fordi bandets primære kreative kraft var en nihilistisk, satanisk og måske endda homofobisk svensker.

 Episk melankoli 

Historien om Dissection og især gruppens hovedperson, Jon Nödtveidt, tager fart i slutfirserne og er præcis lige så dramatisk og fascinerende som den om hans frænder i ånden, medlemmerne af den sorte cirkel, kulten omkring Euronymous i Oslo. Kontakten med denne, lad os kalde den farverige, norske subkultur inspirerede givetvis Nödtveidt til at blande sin kærlighed til traditionel metal og den nye dødsmetal med den nye norske black metal. I 1992 udkom det første resultat af dette unikke møde, The Somberlain, på kassettebånd, og i 1993 som fuldlængdealbum. The Somberlain var en på alle måder imponerende debut, men blev overgået, da en af 90’ernes allerbedste metaludgivelser, Storm of the Light’s Bane, udkom d. 17. november 1995. Dette værk hentede ubesværet inspiration i alle ekstremmetallens hovedbestanddele, thrash, død og black, og smed så en sjat Maiden og Priest i som det sidste, magiske krydderi. Udover at det rent objektivt er et fænomenalt album, åbnede Storm døren for mig, og muligvis mange andre uforstående metalfans, der endnu ikke for alvor havde fået den anden bølges sorte metal ind under huden. Men det var et kort bekendtskab, for i 1997 blev Nödtveidt arresteret, og senere dømt, for mordet på en homoseksuel mand fra Algeriet. I 2006, bare to år efter sin løsladelse, begik den plagede svensker selvmord, og det var så det. Man burde nok have lugtet lunten, da Nödtveidt få år tidligere havde udtalt til det norske Slayer Magazine: ”The Satanist decides over his own life and death and prefers to go with a smile on his lips when he has reached his peak in life, when he has accomplished everything, and aims to transcend this earthly existence”.

Jeg har ofte spurgt mig selv, hvordan en mand, der efter gængse normer var så fucked up, kan skrive så smuk musik som indledningen på ”Thorns of Crimson Death” eller den akustiske passage midt i ”Night’s Blood”. Jeg kender ikke svaret, men melodierne er med til at skabe en lige så uhyggelig stemning, som den mere traditionelle black kan. Dels bliver melodierne hængende i lytterens bevidsthed, længe efter de gængse tremolo-riffs fortaber sig, og dels kommer man i tvivl om skaberens intentioner. For noget, der er så smukt, kan da ikke være så ondt, at ikke engang engle kan overleve? Men jo, det kan det, og man ligefrem mærker, hvor meget Nödtveidt selv kæmpede med sine indre dæmoner, når man lytter til en sang som ”Thorns”

Den korte instrumentale afslutning ”No Dreams Breed in Breathless Sleep” og de andre små akustiske perler strøet med nænsom hånd udover albummet antyder desuden, at Dissection, præcis ligesom Opeth, også var rundet af den svenske visetradition og ikke mindst et af Mikael Åkerfeldts yndlingsalbum, Jazz På Svenska. Opeth debuterede i øvrigt samme år med Orchid – et album, der som Storm blev indspillet i Unisound-studiet og lyder ganske meget som Dissections klassiker, men når det bare ikke til sokkeholderne. Siden har Opeth jo på alle måder overgået deres svenske kolleger, men tænk, hvad det dog kunne være blevet til for Dissection, hvis Nödtveidts tilgang til livet havde været knap så misantropisk. Men det er ren spekulation, og nu skal vi til den anden side af mønten.

 Tandløse og ufarlige filantroper

Da jeg købte Kill ’Em All i 1983, var jeg overbevist om, at medlemmerne i Metallica måtte være verdens vredeste og mest utilpassede teenagere. Den slags varer jo selvfølgelig ikke evigt, og her i det koncertfattige 2020 har de rare gamle mænd fra Metallica, i skarp kontrast til udladningerne på Storm of the Light’s Bane (og Kill 'Em All for den sags skyld), netop spillet endnu en (delvis) akustisk koncert til fordel for deres velgørende fond, All Within My Hands. En koncert, man for den beskedne sum af $14.00 kunne opleve live i lørdags. Der var ingen tilskuere i Metallicas HQ, men til gengæld var vore helte omgivet af hundredvis af skærme med fans, der så kunne interagere med Lars, James, Kirk og Robert. Og det skal jeg love for, de gjorde, for mellem hvert nummer blev det til nærmest endeløs sniksnak og ligegyldigheder mellem bandmedlemmer og, trods alt, forståeligt begejstrede fans. Lars fra Ølstykke, der var en af dem, der havde betalt en mindre formue for at være med på skærmene, virkede i hvert fald yderst tilfreds, men for denne tilskuer var det decideret røvsygt. Ydermere ødelagde det fuldstændigt koncertens momentum, og det så ærlig talt også ud til at forstyrre bandets koncentration – forestillingen var i hvert fald smækfyldt med fejl og sjusk. 

Det startede såmænd fint i det akustiske sæt med en fremragende version af ”Blackened”, som vi har hørt den tidligere i år, nu med både mandolin og en passende afdæmpet Lars Ulrich. Glimrende versioner fulgte af Deep Purples “When a Blind Man Cries”, ”Now That We’re Dead” fra Hardwired og ikke mindst den helt igennem fremragende ”All Within My Hands”. Men som aftenen skred frem, og hyggesnakken tog over, blev der længere og længere mellem snapsene, og det elektriske sæt var decideret kedeligt.

Før, under og efter koncerten blev vi ”underholdt” med adskillige indslag om alt det gode, Metallica og deres fond gør i både hjemstaten Californien og verden rundt. Al ære og respekt for, at verdens største metalband vil bruge deres tid, kræfter og anseelige formuer på at hjælpe i nær og fjern, men behøver de absolut at stoppe det ned i halsen på os? Hvorfor skal det ende med anstrengende føle-føle og skamløs selvpromovering? Behøver det, med et udtryk, jeg ellers hader at bruge, være så fucking amerikansk? Men man kan da glæde sig over, at det i det mindste ikke bør kunne provokere redaktøren på Gaffa og andre, der sidder klar ved tasterne. Nok tværtimod, og det er jo præcis problemet. Jeg ved godt, hvilket af de to udtryk fra metallens verden, dette blogindlæg har beskrevet, jeg foretrækker…