Årets Internationale Udgivelse - 1 pladsen

ÅRETs internationale

ÅRETS INTERNATIONALE UDGIVELSE

1: GAEREA "LIMBO"

Det er svært at beskrive portugisiske Gaerea, uden at det lyder, som om man er ved at beskrive et mentalt sammenbrud. Melankolsk, dystert, deprimerende, misantropisk og gennemført smertende, men trods denne myriade af negative følelser, så emmer Limbo også af forløsning, katarsis og den lumre varme, som folk, der er ved at dø af hypotermi, beskriver.
Tidligere i år kaldte vi Limbo for post black-metallens svar på Metallicas Master of Puppets – hvilket er noget af et postulat, men vi står ved det. For Limbo indeholder mange af de samme facetter, som det legendariske thrashalbum: brutalitet, dybde, hypnotiserende melodier og passager samt en aura af professionalisme og ekspertise, der omfavner hele herligheden.