Året der gik: Tre prog udgivelser vi missede i 20'
Tre vi missede i ’20
Her på redaktionen anmelder vi årligt utroligt mange albums og koncerter, og det ville være utopi at tro, at vi kunne komme omkring alle fantastiske som elendige udgivelser, der bliver spyttet ud hvert år. Det forgangne år er der næppe meget positivt at sige om, når det kommer til alle de mosh pit-higende oplevelser, vi er gået glip af. Noget positivt er der dog kommet ud, især på den progressive metalscene så vi højdepunkter med blandt andre Hakens Virus, der for undertegnede står som en af årets stærkeste udgivelser. Black Crown Initiate stemplede for alvor ind i gamet med sit progressive dødsmetal, Psychotic Waltz leverede et fint comeback, og Enslaved udfoldede sine progedde manier endnu mere på Utgard.
I samme boldgade er der dog yderligere tre udgivelser, der står utrolig stærkt, som vi desværre glippede her på sitet. Så hvis du er en sucker for kompleks sangskrivning, gennemsmadrede hårde riffs og stærke melodier, skal du bestemt ikke stoppe med at læse med. For disse udgivelser er muligvis nogle, du er gået glip af i en tid, hvor tankerne for nogen naturligt har været andet steds end at opdage ny musik.
Vulkan – Technatura
Youtube har været den store Al Capone i år, når man tænker tilbage på tiden med underbetalte musikere, og at det nærmest har været umuligt at lytte til sine yndlingskunstnere i en alt for stor del af året. En ting kan man dog takke dem for, og det er at algoritmen en gang imellem får en til at opdage nogle fantastiske ting. Vores svenske naboer har haft krammet på metalscenen i mange år, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at Vulkan har hentet lidt inspiration fra de svenske mastodonter i Opeth.
Technatura er bandets tredje album og forhåbentlig en udgivelse, der vil skabe mere opmærksomhed omkring deres værk, for de har bestemt noget at byde på.
Som lyden af et gasværk, der er ved at eksplodere, lægger bandet fra land med ”This Visual Hex”. En af pladens stærkeste sange, der kredser om syrede effekter, skæve taktarter og spirituel stammefløjt indkapslet i en fornem blanding af heavy, progressiv metal. De formår at holde dampen oppe og hypnotisere en i dette medrivende spirituelle univers, som bandet har skabt på Technatura.
Pladens mere tilbagelænede numre som ”Rekviem”, der foregår på modersmålet, kommer aldrig til at lyde stagnerende, fordi bandet formår at skære indtil benet i, hvad god sangskrivning omhandler, nemlig at opbygning og forløsning er omdrejningspunktet. Som en hybrid af det nyere Between the Buried and Me krydret med lidt Porcupine Tree er Vulkans Technatura bestemt et lyt værd.
The Ocean – Phanerozoic II
I den lidt hårdere og tyske ende finder vi The Ocean Collective, som muligvis overgik sig selv med opfølgeren Phanerozoic II. Rytmiske smadderkasser, dybe baslinjer, soniske angreb og blæsesekvenser indpakket i passager af black, alternativ metal og virkemidler fra core-genren. Svøbt rundt om prog-metallens gave med varierende temaer, temposkift og overbevisende grooves. Det lyder måske diffust og som en overflod af indtryk, men de har styr på deres enestående hooks, der stille og roligt får tid og rum til at udvikle sig naturligt. Musikken bliver en form for transcenderende passager, der benytter sig af forskellige genrehybrider og virkemidler, og med fortællinger om fortidens mysterier, er det svært ikke at blive hooked. Inspirationerne fra Tool og Cult of Luna er tydelige at høre, men The Ocean formår at få det til at lyde nyt, forfriskende og originalt. De forskellige lag og grooves vokser på en, og Phanerozoic II er en plade, der kan tåle mange rotationer på pladespilleren.
Irist – Order of the Mind
Ud af det blå kom Irist og sparkede døren ind med deres debutalbum Order of the Mind. Denne udgivelse befinder sig i en gråzone på denne liste, da man næppe kan kategorisere dette som prog-metal. Snarere som en lækker fond af post-metal, sludge og teknisk dødsmetal med proggede elementer i sangenes struktur og temaer. Albummet er ikke særlig innovativt eller bevæger sig i nye retninger, men er et mere sikkert valg, hvis du skal have stillet dit metalliske fix. Inspirationerne fra Gojira, Sepultura og Mastodon er mærkbare, især vokalen synes stærkt inspireret af den gode Joseph Duplantier.
Men ordsproget lyder ”If it ain't broke, don't fix it”, og hvis det kan gøres med så stor overbevisning, er det helt okay at søge mod de sikre og velkendte toner.
10 skarpe og effektive skæringer pryder dette album og smadrer løs med aggressive hooks og chucks. Omkvædet i ”Creation” sniger sig stille og roligt ind under huden på en, den djentede ”Order of the Mind” brager derudad, og ”Burning Sage” viser stor overbevisning i sine medrivende temposkift. Det er bestemt et lyt værd!