Züül - To The Frontlines

To The Frontlines

· Udkom

Type:Album
Genre:NWoBHM
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

NWoBHM lever stadig

The New Wave of British Heavy Metal (eller NWoBHM) fra slut-70erne til start-80erne var måske den allervigtigste bevægelse i metallens historie. Selvom de fleste bands fra den æra forblev obskure og endte i den kollektive glemsel (her er undtagelser selvfølgelig Iron Maiden, Saxon og en håndfuld andre), så inspirerede NWoBHM adskillige bands på verdensplan; havde der ikke være NWoBHM, så havde der heller ikke været thrash metal, power metal eller melodød. Her i de seneste par år har der været en fornyet interesse i NWoBHM, og adskillige unge metalbands drager direkte inspiration fra denne æra.

Et af disse bands er amerikanske Züül, der på deres debut-album fra 2010 Out of Time samt singlen Howl of the Wolf fra samme år, trækker direkte på æstetikken fra NWoBHM. Denne tendens lever videre på deres seneste album To the Frontlines som udkom for blot et par dage siden. Således bydes der på traditionel heavy metal med referencer til tidlig Iron Maiden, Hell, Satan, Saxon, Ace Lane, Badger, og Bleakhouse samt Thin Lizzy, Judas Priest og Brats. Det er nok ingen overraskelse, at der er masser af gallop-riffs og guitarharmonier på skiven, da den slags jo hørte sig til i NWoBHM, og her gør Züül det fortrineligt og får det til at lyde som om, skiven var udgivet i slutningen af 1982 snarere end i slutningen af 2012. Specielt nævneværdige på denne front er "SkullSplitter" (der har masser af referencer til "The Trooper") - som også findes på Howl of the Wolf - "Show No Mercy", "In the Cellar", "Bounty Land" og "Waste of Time". Amerikanerne ser dog også lidt udover det typiske NWoBHM, og et nummer som "Guillotine" lyder inspireret af Anvil mens "Heavy Lover" kombinerer Motörheads punkede kant med aggressionen fra Accepts "Fast as a Shark" og Judas Priests "Exciter". "Smoldering Nights" er en tungere og mere balladeagtig sag, der er strategisk smart placeret mellem "In the Cellar" og "Heavy Lover".

Produktionsmæssigt har man søgt en mere autentisk rocket lyd frem for den polerede produktion, der kendetegner meget moderne metal. Selvom kvaliteten ikke lider under de samme tekniske begræsninger som i 80erne, så har man formået at fange samme ånd som man hører på mange tidlige NWoBHM udgivelser. Når det så er sagt, så er produktionen langt fra dårlig eller lo-fi.

Er man til autentisk god gammeldags metal med synkronguitarer og gallop-riffs (hvilket jeg er), så er der bestemt masser af timers fornøjelse i Züüls seneste udspil.

Tracklist

  1. Show No Mercy
  2. Guillotine
  3. In the Cellar
  4. Smoldering Nights
  5. Heavy Lover
  6. SkullSplitter
  7. Of the Fallen
  8. Bounty Land
  9. Waste of Time