Engang imellem kan det være ret svært at definere hvad der er metal og hvad der ikke er. Især vi metalfans er hurtige ude med riven, hvis nogen vover at påstå at det band eller et andet band er metal, når de ihvertfald ikke spiller lige så hårdt som det og det band. Således har jeg siden barndommen diskuteret hvad der er metal og hvad der ikke er metal med mine metalvenner. Vi bliver nok aldrig enige, og hurra for det. Metal udvikler sig, breder sig ud over sine grænser og trækker sig sammen igen. Den diskussion jeg vandt i 1988 da min ven påstod at White Lion ikke var metal, ville jeg nok ikke vinde i dag. Men min pointe er, at det kan være meget svært, at bedømme grænserne for hvad der er metal. Og med norske Zeromancers fjerde album, Sinners International, er jeg meget i tvivl. De læner sig op af industrial, men det er en ret poppet version af genren de spiller. Gothic Rock er de også blevet kaldt, men det er heller ikke dækkende. Og det hjælper heller ikke at Zeromancer ikke holder samme stil på hele skiven, men bevæger sig op og ned i "hårdhedsgraden" om du vil. Og hvorfor er det så vigtigt, hvis musikken er god? Det er det heller ikke, men nu er anmeldelsen på et metalsite, og derfor har i som brugere en anden indgangsvinkel, end folk på et gothsite ville have.
Sinners International starter med titelnummeret, der desværre er et af de svagere numre på skiven, og der bliver dermed lagt dårligt ud. Det bliver der tilgengæld rettet op på med andet nummer på skiven og skivens bedste nummer, "Doppelgänger I Love You" som er en rigtig ørehænger, og en af de få numre på skiven der har en industrial feel. På det næste nummer har de glade keyboardmelodier overtaget, og vi får præsenteret en poppet synthrock-sang. En god én af slagsen, bevares, men stadig ikke noget der minder om metal. Det får vi til gengæld på fjerde skæring "It Sounds Like Love (But It Looks Like Sex)" som kunne være taget ud af scrapbogen hos Marilyn Manson eller Nine Inch Nails. Efter et par poppede numre, kommer vi igen til noget der smager lidt af fisk, på nummeret "Yours To Lose", og sådan svinger albummet konstant. Pop – blød metal – pop. Det er ikke alle det vil appelere til, og jeg føler mig da også kun underholdt noget af tiden. Ikke kun pga den manglende metal, men mere vigtigt på grund af de manglende gode numre. 3-4 stykker ud af 10 er ikke mange, og derfor lander vi på karakteren 5.
