Så er Zero Hour klar med en ny omgang hyperteknisk progressiv metal. Den stil, bandet har arbejdet sig hen imod i de seneste år kan beskrives som en slags fusion mellem Nevermores tekniske thrash, konstant skiftende, hæsblæsende rytmeskift og kringlede løb à la Spiral Architect og så små stænk af alt muligt andet. For udenforstående vil "Dark Deceiver"-albummet virke ekstremt overvældende med sine kryptiske musikalske strukturer, men i sammenligning med forgængeren, "Specs of Pieces Burnt Beyond" er der her tale om et mere fokuseret og lydmæssigt ensartet album. Man har valgt at lægge mere vægt på det thrashede og mindre vægt på de melodiske passager, der, når de forekommer, lyder mere hen ad Queensrÿche, end de lyder af Fates Warning (hvilket de gjorde på "Specs…")

Dette album vil således muligvis dele bandets lyttere. Alle de gode, behagelige melodier og afvekslende harmonier, der kendetegnede "Specs…", er i store træk erstattet af rytmisk variation over ofte lidt monotone harmoniske forløb. Der er dog nok for teknikfreaks at gå amok over: bandet spiller blændende virtuost over hele linjen – hvordan de holder styr på alle de skæve rytme- og riffmønstre er i sig selv forbløffende, men også soloerne er værd at komme efter. Især imponerer bassist Troy Tiptons ekstremt hurtige nodeeksplosioner, der endda bliver sat i centrum på solonummeret "Tendonitis". Hvordan det fysisk kan lade sig gøre at spille sådan på en bas er næsten ikke til at forstå. Om det er på grund af eller på trods af denne aktivitet, at Troy Tipton kæmper med den sene-sygdom, der har navngivet førnævnte nummer, er ikke til at sige, men det har i hvert fald sendt ham på sygehuset og tvunget Zero Hour til at aflyse deres job på Progpower Scandinavia i år.

Noget kunne tyde på at fænomenet sygdom som sådan er et gennemgående tema på "Dark Deceiver". De ensartede harmonier, der bliver smidt rundt i forskellige abrupt skiftende rytmestrukturer og måden, hvorpå nogle numre pludselig går i stå, for somme tider at fortsætte, somme tider ikke (lyt f.eks. til "Lies") skaber fornemmelsen af en organisme, der spjætter i spasmer eller febervildelse. Denne fornemmelse bliver ekstra fremhævet på albummets afsluttende instrumentalnummer "Severed Angel", der nærmest lyder som et fartøj, der gradvist bliver bragt til standsning med mange krampetrækninger undervejs, eller måske et stort såret insekt.

Bortset fra titelnummeret "Dark Deceiver", der har et utroligt catchy – og forbavsende lige ud af landevejen – åbningsriff, skal man efter min mening lytte sig en del ind på dette album, før man lærer at værdsætte de gode ting, det har at byde på. Personligt kan jeg bedre lide "Specs…", og jeg synes også at dette album gjorde bedre brug af forsanger Chris Salinas’ varierede register, men jeg respekterer, at Zero Hour har haft lyst til at lave noget, der var lidt anderledes. En del steder bliver musikken stadig for mekanisk for mig (nogle riffs er meget repetitive), men gennemgående vil jeg anbefale progmetal-fans selv at tjekke "Dark Deceiver" ud og danne sig deres egen mening.