I min forholdsvis korte karriere som anmelder, må dette, indtil videre, kvalificeres som noget af det mest specielle, jeg har fået ind af brevsprækken til dato.

Jeg havde aldrig i mit liv hørt om Yakuza, så jeg var ganske intetanende da jeg satte promoen på og straks blev introduceret for en saxofon. Kort efter fulgte en brutal guitarlyd akkompagneret af en aggressiv vokal. Til sammen udgør disse elementer en blanding af jazz, metal og hardcore.

Samsara er et meget varieret album. Der er rigeligt med både temposkift samt en godt fordelt blanding af både melodiske og aggressive stykker og til sidst de helt jazzede passager, hvor saxofonen dominerer.

Jeg vil gladeligt indrømme, at mit møde med Yakuza ikke ligefrem var kærlighed ved første lyt. Faktisk tog det mig afskillige forsøg at høre albummet igennem, så ubetinget lyttervenligt vil jeg langt fra kalde det. Ikke desto mindre er der noget ved denne meget eksotiske cocktail, der fænger, og de meget uforenelige elementer præsterer Yakuza trods alt at få til at fungere. Et så unikt lydbillede er temmelig svært at bedømme - man må tage hatten af for Yakuza for overhovedet at kunne få dette til at hænge sammen, og ikke desto mindre for at få dele af det til at lyde fedt, men jeg har stadig svært ved at finde det en nydelse at høre "Samsara" mere end halvvejs igennem.