Går de stadig over for rødt?
X Teenage Rebels startede for 14 år siden med det formål at feste og skabe fællessang – parametre, som debuten Still Rebel! leverede fuldt ud Samfundskritikken sad i skabet og indeholdt samtidig rids af selvransagelse og noget for punken nyt: et nik om at huske at se lyset i mørket. Sidste år udkom den stinkende geniale single ”Min Zombie hær” på punksamlingen Lort og lagkage 2023. En superb smagsprøve, der efterlod lytteren savlende efter mere. Det får vi nu.
Zombiehærens vanvid
Åbneren ”Vil ikke med” er en omgang glad punk, der ligger tæt på Jello Biafras mange soloprojekter – reelt ligger hele albummet der, for XTR viser sig som en enhed med styr på stilen. Punk med pedalen næsten permanent trådt i bund og vedblivende aggressiv akkordfræs. Der er både melodi, vanvid og gode greb i den dybe tallerken. Lyt blot til den punk’n’rollede udgave af Chopins begravelsesmarch i ”Den døde by”. Sammenlignet med debuten er melodien trådt en anelse i baggrunden, mens tilgangen til sangskrivning og guitararbejde er blevet lidt mere bevidst vanvittigt. Og det er et klogt træk.
Tekstuniverset runder det velkendte: kapitalismens fejl, rekvalmernes(!) magt og tilværelsens uretfærdighed, mens der på debuten glimtvist var selvransagelse og en vej til det gode liv. XTR fortsætter kritikken – og alligevel er eftertanken med: Verden brænder, og hvor kan vi flygte hen?Er XTR på tærsklen til opgøret med oprøret? Det holder dog ikke vand i den alt for bogstavelige insisteren på, at retten til ’mangfoldighed’ er under direkte angreb. Regnbueflaget har da aldrig været så accepteret som nu? Bandet er bedre, når de med løftet pegefinger går over for rødt, mens Manon spytter, råber og s(l)ynger de bidske budskaber ud. Man skal lede længe efter en vokal, der kan give hende kamp til stregen … Blondie, Henry Rollins – kom an.
Energien mangler på ”Grænsernes land”, mens ”Nattens dæmoner” er lidt som en midttempo Green Day-maveplasker. Ellers byder XTR på giftig, innovativ punk a la Black Flag, Germs og Dead Kennedys. Gode eksempler herpå er ”Vil ikke med”, ”Ingen fantasi”, punkstormeren ”Min Zombie Hær”, ”Forfulgt” og det fuldstændig uhæmmede og overraskende titelnummer.
Og tør jeg smide stigmaet på banen? Nemlig sammenligningen med Red Warszawa, som XTR punktvis læner sig tæt op ad (”Fri fantasi”, ”Hvidt skidt” og titelnummeret). RW’s fire første album er trods alt hamrende fed ’polsk punk’. Derudover spiller RW’s bassist, Matthias Pedersen, guitar hos XTR, og når Manon i titelnummeret atonalt vræler linjen ’Nikker i samme taaaaaaaakt’, går hun Lækre-Jens i bedene. Og det er vel oplagt i RW’s ånd at introducere nummeret ”Pik” fra scenen med spørgsmålet ’Skal vi spille …?
Mere gak, tak!
I de ti år mellem de to udgivelser er der sket en klar progression i sangskrivningen. Den er blevet både mere vild og innovativ, men der er også kommet mere radiovenlig punk ind, for der er en kløft, hvor sangene deler sig i to lejre: en innovativ og en ’stadionrocket’. Den første dyrker det gakkede vanvid og skaber geniale og mindeværdige sange. Det bedste eksempel herpå er zombiehæren, mens det ’stadionrockede’ viser sig i et par midttempo-numre, hvoraf kun ”Hvidt skidt” bør fremhæves. Den rammer lige i solar plexus og eksemplificerer den svære kunst, det er at spille midttempo-punk uden at gøre køb på energi og idé.
Men selv ikke et par svipsere kan ødelægge indtrykket af et album, der er en overflod af rene ørehængere, ja, noget af det stærkeste, punk hørt fra både ind- og udland i nyere tid.
Det brænder på udkommer fysisk på vinyl.