Et ikke så quiet album, men tæt på farewell

Tredje gang, lykkens gang?

De seks mænd fra Muenster i Tyskland forsøger med bandets tredje album og efterfølgeren til den anerkendte toer (The Black Wild Hist) at stable endnu et sammenhængende og nytænkende album på benene, men kan den nu også leve op til bandets fine ry? Deres velkendte blanding af melodisk dødsmetal og progressiv rock går igen på dette album, man kan endda sanse en snert af power metal på nummeret "Limit Cycle", hvilket giver albummet et lille twist. Derudover er det spækket med riffs og en sprød growlende vokal hele vejen igennem. Med det sagt er det også disse riffs, der netop trækker dette album lidt ned.

Genbrugte riffs

Halvvejs gennem albummet må jeg ærligt sige, jeg begyndte at kede mig. Den spænding jeg sad med ved deres andet album, er simpelthen ikke at finde på dette album. Ikke fordi det dårligt, men lytter man til musikken, lægger man tydeligt mærke til, at de ellers ganske fornuftigt spillede riffs nærmest bliver genbrugt igen og igen. De er fængende, ja, men kun i én sang eller to. Herefter bliver det bare kedeligt. Havde det ikke været for trommerne og den okay sprøde, growlende vokal, havde jeg nok valgt at dele albummet op og valgt at høre det færdigt en anden dag. Der er dog elementer, der holder. Her kan jeg eksempelvis promovere nummeret "Gaia Demise", som i de første par sekunder lyder som et yoga-nummer hvor man skal til at lade sig synke ind i sig selv, men det er kun lige indtil, trommerne spæder til og smadrer løs.

Høretelefoner fungerer

Det er ikke ofte, men lige præcis med dette album valgte jeg at lytte anden gennemspilning igennem med høretelefoner på. Ganske enkelt for at give bandet en chance for, at deres lyd blev bedre i en anden præsentation. Desværre hjalp det ikke meget. Jo, keyboardet og de to basser kom mere til deres ret, og de enkelte elementer stod mere klart, men der manglede stadig noget, og de genkendelige riffs ændrede sig jo ikke af den grund.