De progressive doomsters In The Woods som for undertegnede både er et klenodie, men som så sandelig også er symbolet på den psykedeliske musikalske bølge som vi kender den fra de glade tressere hvor man hørte bands som Pink floyd, King crimson, osv., har med "liveatthecaledonienhall" skabt en magisk og fortryllende live plade, hvis psykedeliske lige man skal lede længe efter i den musikalske encyklopædi. Ja det skulle da lige være da Pink Floyd indtog Pompeji i 1970'erne eller da de turede med Umma Gumma pladen i slutningen af 60'erne. Godt nok har In The Woods drengene ikke en syngende hund eller et psykedelisk arsenal af syntetiske stoffer i baglommen umiddelbart, men deres sans for musikalsk transendentalisme kan på mange måder godt være et fornuftigt grundlag for kvalitativ identitet. De seks musikere fremstår som altid som en enhed i en helhed og især deres passion for at eksperimentere lyser igennem den musikalske toneangivende form. Den distinkte syntese mellem Synes sopran og Transits psykedeliske vokal virker ligeså fortræffelig og jeg må sandt erkende at til tider så er det svært at høre om det er selve live pladen eller studie indspilningen som spiller på fuldt blus ud af mine speakers. Godt nok er der nogle musikalske svipsere, men generelt så spiller In The Woods musikerne tight og distinkt som altid. Allerede med åbningsskæringen "Medley On Heartworks" bliver der eksperimenteret til den helt store guldmedalje. Hvorimod et nummer som "Heart of the Ages" fremstår næsten identisk med studioindspilningen. Det eneste jeg savner på disse skæringer er den skrigende vokal, ellers virker medleyet fortræffeligt. Coveret af Jefferson Airplanes "White Rabbit" fremstår ligeså distinkt, dog alligevel mere intens end på CD’en og den Pink Floyd agtige "Mourning the Death of Aase" giver mig da også stadigvæk gåsehud ikraft af Synnes monumentale sopran. Hele Omnio trilogien virker ligeså storslåede med undtagelse af nogle mindre skønhedsfejl. De enkelte numre fra "Strange In Stereo" perioden "Dead Mans Creek", "Path of the Righteous" og "Titan Transcendence" fremstår på samme måde distinkt og titanisk. Med "Epitaph" viser In The Woods at de stadig mestrer den titaniske musikalske jargon fra King Crimson mesterværket "In the Court of the Crimson King" og med "Closing In", ja der bliver det musikalske In The Woods bal for evigt lukket og publikum takker de seks musikere med en tonsende applaus. R.I.P.