Ikke for sjov
Udtrykket “kult” er afgjort blevet en vittighed, men der eksisterer fortsat kunstnere, som udviser denne egenskab uden at parodiere noget som helst. Jeg refererer naturligvis til dagens debuterende antihelte, københavnske Witchcult, som jeg kun ved noget som helst om, fordi de fik deres egen side på metal-archives i torsdags, d. 14. marts. Coveret siger sådan set også alt, hvad man har brug for at vide: en mat, mørkebrun farvepalet maler en snarlig, ceremoniel ofring af et spædbarn. Hvis det virker frastødende på dig så har du min fulde empati, men hvis det afholder dig fra at lytte til Cantate of the Black Mass, så tillad mig venligst et forsøg på at ændre din holdning.
Odiøst oratorium
Cantate of the Black Mass er overvældende voldsomt og nærmest et studie i black metal-dyder. Witchcult kombinerer de dissonante toner fra tidlig Mayhem med de mest krigeriske elementer fra Watain samt Dark Funerals ustandselige ondskab. Med en sådan dedikation til afstumpethed står gruppen reelt med én klov på slagmarken og den anden på de forkullede rester af den kirkelige orden. Witchcult er da heller ikke helt grønne, og tæller bl.a. medlemmer af Grigorien og ligeledes albumaktuelle Ligfaerd.
”I Am the Witch” indleder med tyve sekunders forskruet cabaret-klaver, førend heksekulten præsenterer sig med intens, skurrende riffing tilsat blastbeats og et grusomt skrig. Lead-guitaren tryller en mørk og stormfuld aften frem – det hører ingen steder hjemme at tilbede Satan i tørvejr – og vokalerne lovpriser Den Bukkehornede med en hadsk hvæsen. ”The Hex of Uncreation” og ”The Sarkic Ritual” – fuck det: hver eneste sang på albummet følger op med flere hvirvlende riffs, blastbeats og mere hvidglødende had fra vokalen.
Witchcult har klogelig valgt at holde albummet på 34 minutter, da Cantate beror på chok og hærgen for at holde lytteren engageret. Det skal dog ikke hedde sig, at alting er lutter blastbeats og rivejernsriffs. Strejf af Dissections melodiske værk forefindes på adskillige sange, f.eks. indledningen til ”Trials of the Flesh”, og både ”The Sarkic Ritual” og ”Scholomance” giver anledning til at tæske pandebrasken ned i alteret. Afslutningsvist sætter ”Seven Brides for the Scarlet King” tempoet ned til en doomet kravlen som Euronymous ville nikke anerkendende til, førend temaet tilsættes tremolo-plukning og melodisk finesse; en velvalgt afslutning.
Produktionen rummer et betydningsfuldt æstetisk valg, idet Cantate lyder som en black/death-demo snarere end en black metal-debut. Forskellen er, at de dybe toner fra henholdsvis stortrommen og strengene ligger hen i et mørkt dynd, hvorfra de dissonante riffs stiger op for at dolke lytteren i øregangene. Hvis det ikke er tydeligt, er jeg overvejende glad for den upolerede produktion; trommerne og bastonerne kunne være mere tydelige, men hvis mudrede bastoner er prisen for en rå og ondsindet produktion, så siger jeg top og skriver under.
På med kutten
Egentlig rager det mig en oblat og et glas altervin om Witchcult er ”ægte” kult eller ej; deres musik taler for sig selv, og sproget er uhæmmet hadsk og ubarmhjertigt. Cantate er ikke ”flot” eller ”vellydende”, derimod er det en barbarisk og forskruet debut, hvor alle bønner om melodiske hooks eller genkendelige refræner falder for døve øren og omgående trampes under fode. Den kortklippede længde og grovkornede produktion vidner om en gruppe, der fra begyndelsen ved præcis, hvad de vil opnå, og der er næppe et sekund på albummet, hvor man kan sænke paraderne.
