Debutant på slagmarken
I dag skal vi høre krigsmetal. Ikke Manowar. Ikke Sabaton. Ikke engang Sodom, selvom de afgjort har spillet en rolle for stilen. Nej, vi skal til noget mere hadsk, mere fjendsk, mere hensynsløst. Vi skal til den mest grovkornede variant af black/death, man kan opdrive, og vi skal høre den fortolket af amerikanske Witch King. Gruppen blev dannet i 2008 med et antageligt formål: at kæmpe skulder ved skulder med Blasphemy i kampen for at jævne den kristne orden med jorden. På bedste undergrundsmanér har gruppen brugt de første ti leveår på at udgive demoer/EP’er/splits og er nu klar med deres debutalbum, Voice of the Ossuary. Og lad mig da bare spolere overraskelsen: det er voldsomt, men ikke voldsomt godt.
Uklar fra start
Stik mod sædvane vil jeg gerne have lov at lægge ud med at diskutere produktionen, siden det er det første, man bemærker ved Voice of the Ossuary. Jeg ved godt, at krigsmetal skal lyde som at pudse vinduer med sandpapir, men produktionen er så uklar og mudret, at jeg reelt ikke kan høre hverken toner eller anslag på albummets første riff. Voice of the Ossuary har en rimelig andel af dybe smadreriffs – det hører sig jo til – og alle som en er de utydelige ad helvede til. Trommerne lider med guitaren, og jeg mener gravalvorligt, at man skal lede efter stortrommen i lydbilledet, før man finder den.
Men hør, var der ikke noget musik at tale om? Jo, og efter at have lyttet intenst til albummet en håndfuld gange kan jeg konstatere, at kvaliteten er meget blandet, og at det ikke kun er produktionens skyld. De første tre sange passerer med så godt som intet til at skille dem ud, og hvis jeg ikke lytter koncentreret, falder de helt i baggrunden. Der er heller ikke nævneværdig belønning til den koncentrerede lytter, og albummet kunne for min skyld have været udgivet uden de tre åbningsnumre som en EP. Heldigvis bliver det bedre herfra.
Titelsangen er den største succes på albummet, og den primære årsag er, at riffene trækker sig op af mudderet for at skære gennem lydbilledet med hurtige tremolo-hug for derefter at springe tilbage i pølen med tunge, men hørbare riffs. Efterfølgende ”Savage Conquest Upon Holy Lands” begår lidt de samme fejltagelser som de første sange, men holder for det meste samspillet mellem dybe tremolo-riffs og blastbeats på enten-eller basis, så man mestendels kan høre, hvad der foregår. Albummets resterende sange ligger kvalitetsmæssigt et sted mellem åbningstrioen og titelsangen; de har nogle gode riffs, men man husker dem næppe, når albummet er slut.
Kun for hardcore fans
Voice of the Ossuary er et udmærket formørket dødsmetalalbum, som holdes tilbage af en forglemmelig indledning og en produktion, der er mere rå end hvad godt er. Efter den skuffende begyndelse spiller albummet sig op, og det lykkes til tider Witch King at kombinere krigsliderlig brutalitet med afvekslende sangskrivning. I disse øjeblikke viser amerikanerne et højt potentiale, men resten af albummet falder i baggrunden medmindre man er meget opmærksom. Hvis man er tilhænger af rå produktion og krigsmetal som helhed bør man give Witch King en chance, men ellers er det næppe Voice, der overbeviser én.
