Whitesnake er et af de førende hardrock bands. Siden bandet blev dannet i 1977 af David Coverdale, efter han røg ud af Deep Purple, har deres karriere været præget af op- og nedture samt en pause på næsten 20 år (der blev dog spyttet et enkelt album ud i den periode, der egentligt skulle have været et David Coverdale solo-album). Bandet startede med en hårdstlående rock/metal-stil a là Deep Purple men bevægede sig efterhånden over i noget mere poppet of kommercielt.

På "Forevermore" lader det til, at Coverdale & co. har vendt sig lidt tilbage mod den mindre kommercielle hardrock - hvilket således er lidt en fortsættelse af stilen på forgængeren fra 2008 "Good to Be Bad" (dog lidt mere melodiøs). "Forevermore" byder således på melodiøs men bestemt ikke poppet hardrock med fængende klassiske guitar-riffs, engagerende omkvæd, hæsblæsende og melodiske guitarsoli samt et par ballader i ny og næ. David Coverdales stemme er rå og bluesey men samtidig kan den også være pæn og blid, og man må sige, at han efter alle disse år stadig er en fantastisk sanger.

Der er tale om fed hardrock som fatter (eller bedstefatter måske) lavede den. Det vil sige, der er ikke meget innovation at spore i musikken, og alt er stort set genkendeligt. Men det er også fedt, og der er god gammeldags knald på de fleste numre - og sådan skal det bare være. Balladerne kunne jeg godt være foruden, men de er vel nærmest obligatoriske, og mange fans ville nok blive skuffet, hvis der ikke var ballader på en Whitesnake-plade.

Er du til god gammeldags hardrock, så er "Forevermore" en sikker vinder.