Whitechapel er, som de fleste hærdede metalheads sikkert ved, et deathcore band fra Amerika. De blev dannet i 2006, og har udgivet tre albums siden da. Deres fjerde album, Whitechapel, udkom i juni, og er faktisk en mindre bedrift i sig selv.

Albummet starter med klaver, hvilket er ret unaturligt for et deathcore-band, men virker super godt. Så kommer guitaren, efterfulgt af trommer og vokal. Forsangeren growler, og bevæger sig fra det dybeste han overhovedet kan komme, til lyst, delvist forståeligt growling. Det virker super godt, og giver en variation i vokalerne, som man ellers sjældent ser. Det samme gælder trommeslageren. Han spiller alt fra helt stille til dobbeltpedaler i ekstremt tempo. Disse to ting giver albummet størstedelen af dens variation, og løfter albummet en hel del. Guitaristen er også god. Han spiller ikke så meget specielt, men han spiller hvad han skal, og han gør det med perfektion. Han spiller også en enkelt guitarsolo i "Make It Bleed", men det er også kun der. Den guitarsolo har ikke så højt et tempo, men er stadig super god, og holder en ved højtalerne. Det er lidt ærgeligt, for man ender med at sidde og være ivrig efter at høre mere. Whitechapel er endnu et af de albums hvor man skal anstrenge sig for at høre bassisten. Hvis man er ny inden for deathcore kan det at lytte til musikken være anstrengene nok i sig selv, og så får man ingen glæde af bassisten. Desuden bliver musikken tungere og tungere jo længere ind i albummet man kommer. Det kan være hårdt for den ikke-så-hærdede lytter, og kan ende med at kede den utålmodige lytter.

Alt i alt er jeg meget positivt overrasket over Whitechapel. Det er et album, der er meget melodisk. Jeg vil vove at påstå at det egentlig er melodisk deathcore eller melodsik dødsmetal med deathcore elementer, som de spiller på dette album. Er man en hærdet lytter, og er man tålmodig bliver man bestemt ikke skuffet. Tværtimod.

Hate Creation er der hvor albummet begynder at blive tungt. Det er dog ikke det tunngeste på albummet.