Omhyggeligt omslag
Tyske Werians debut, Animist, skal jeg nok fable meget mere om, men lad mig først sige et par ord om det kunstværk, der pryder pladens omslag. En naturreligiøs shaman påkalder sig gennem et ritual naturens ånder, som svarer ved at besætte deres villige vært. Besættelsen stadfæstes dels ved den kraft, som tager rod i shamanens sværd og trænger ind gennem hans mund, og dels ved hans øjne, som afspejler ånderne bag ham. Åndernes rovdyrgebis samt shamanens sværd afspejler et afgjort krigerisk tema, mens omgivelserne tager lytteren med til naturreligionens domæne. Omslagets kunst afspejler naturligvis musikkens indhold, og Animist er en endog meget særpræget oplevelse.
Kulsort doomrock fra hulen
Tre ting er værd at vide, inden man tager hul på Animist: 1) ”animisme” betegner jordens ældste spirituelle og overnaturlige overbevisning, 2) dette urmenneskelige tema er centralt for oplevelsen af albummet og 3) albummet rummer en fuldendt fortælling, eller oplevelse, fordelt på blot tre numre. ”Hex” åbner med lyden af vindsus og plukkede guitartoner, på hvilken baggrund shamanen fra omslaget påkalder sig elementerne med ru stemme. Guitarspillet udbygges til en trancefremkaldende vuggen, som senere brydes af et pludseligt akkordanslag. Vokalen gør entré med en dyb, rumlende knurren, som synes at komme allevegne fra takket være velvalgt rumklang. Herefter tager guitaren hul på et knastørt og råt rockriff, mens bassen jazzer sig igennem en underliggende skala. Helt overordnet spiller Werian en hybrid mellem stoner/doom rock og black metal, til tider med jazzet walking bass-inspireret basspil og tilsat rigelig mørk psykedelia.
Werian finder et væsentligt fællestræk ved black metal og stoner doom; nemlig at begge stilarter kan opnå noget særligt alene ved at manipulere repetition og afveksling. ”Blade of Heresy”, for eksempel, gentager et arpeggio-baseret guitartema med melodi fra bassen, indtil det brat afveksles af et aggressivt nærmest thrash-riff. Senere i sangen bringes temaet tilbage, blot for i stedet at blive erstattet af et mol-tonet, melankolsk black metal-riff, som glimrer ved at låne vokalen en snert af lidelsesfuld vrede. Gruppen tilsætter desuden små variationer og finurligheder i temaerne, så de ikke henfalder til gemen kedsomhed.
Ligesom de to forgængere indledes ”March Through Ruins” af en atmosfærisk sample, men tager ellers sporenstregs hul på en kavalkade af både rasende og sørgmodige forkullede rockriffs. Midtersektionen består af akkordanslag, som bølger og ebber ud, inden de bliver afløst af nye, alt imens trommerne spiller en simpel stammerytme, og bassen skaber en atmosfærisk effekt. Atter benytter gruppen sig af heftig repetition, førend de bygger op til en vidunderligt forløsende guitarsolo akkompagneret af elorgel. Musikken her afspejler refleksion over forvoldt ødelæggelse, men ærligt talt: med så fornem sangskrivning behøver man nærmest ikke et tema.
Animist er indspillet live på bånd i Nürnbergs Tonstudio Katzer, hvor også Venenums fremragende debut fra 2017 blev indspillet. Optagelserne deler både en karakteristisk rå tone og en form for organisk rummelighed, som giver vokalen en overnaturlig karakter. Selvom mikset er temmelig komprimeret, er der dels plads til alle instrumenter, og dels lyder hvert instrument glimrende alligevel, så gruppen har i dén grad valgt rigtigt.
Helstøbt debut
Werians debut er en sjældent fuldendt præstation, både hvad lyd og tema angår. Den skiftevis hypnotiske og rasende musik forstærker den urmenneskelige fortælling og vice versa, og som resultat rummer Animist en stor lytteroplevelse, hvis man lader sig rive med. Men selv vurderet fra et rent musikalsk perspektiv er pladen en succes, idet sangskrivningen er fremragende, og kunstnerne bag er klar over, hvad de vil opnå, samt hvordan de kan forene black metal og psykedelisk doomrock for at opnå det. Animist kræver som nævnt indlevelse – mørke og ensomhed hjælper – og nok også et par gennemlytninger, men der vanker rigelig belønning for tålmodigheden.
