Religion og tung metal er og bliver et no-go

Spørger du dit lokale menighedsråd om, hvad de synes om heavy metal, så kunne de mere poetiske medlemmer nok godt finde på at kalde genren spirituelt barbarisk musik – Hvis nogen tæller, så er dette endnu et nederlag for As I Lay Dying. Men at kalde heavy metal for spirituelt barbarisk, kan der nok være en vis rigtighed i. At forsage Gud, Himmeriget, næstekærlighed og barmhjertighed og i stedet forherlige Satan, Helvedet og diverse voldelige og ekstremistiske handlinger skriger ikke ligefrem sjælefred. Så når nu amerikanske Weeping har kaldt deres debut Spiritual Barbarism, skal man så tage dem på ordet?

Sæt dig i hjørnet og græd af frygt

Rent genremæssigt holder den barbariske ideologi dog ganske udmærket. Dødsmetal, grind, powerviolence og hardcore, med tydeligt moderne strejf af deathcore i én stor menneskefjendsk pærevælling.

Med ti numre og en samlet spilletid på knap et kvarter, så spilder Spiritual Barbarism bestemt heller ikke tiden. “Dark Blade of Prostration” venter to sekunder, inden intensiteten tæskes op på 11, og hvad der lyder som en symfoni af trykluftshamre prøver at overdøve vokalens sav-din-fod-af-med-en-sok-i-munden smertenshyl, rammer din øregang. Jeg ved ikke hvem, der har gjort Weeping ondt, men jeg må udbringe en skål for det fremragende resultat. Klassiske gedigne motorsavsriffs bliver pisket op i det røde felt af en rytmesektion, som gør et glimrende job med sin beatdown-goes-grindcore filosofi er, hvad numre som “Begging To Be Crucified” og “Every Breath Worthless” spiser til morgenmad. Overhæld det så med samme tunge produktion, som man kender fra Thrown, ja så har vi en moderne udgave af Vermin Womb, som enhver ekstremmetalfan bør savle voldsomt over. Dog må vi ikke glemme vokalen. Et totalt uforståeligt støjhelvede, der rammer med samme styrke som den første gang, du hørte Anaal Nathrakh. Denne gang bare i en mere tortureret deathcore retning. Weeping sætter i den grad flueben i alt, det kræver, for at være en solid infernalsk kakofoni.

Alt dette lyder muligvis som noget af en mundfuld, og selvom pladen ikke engang runder et kvarter, så kommer ensformighedens mørke silhuetter stadig snigende. I Weepings iver efter det overdrevne ender numre som “Perpetually Euthanized” og “Humiliating the Inferior” med at fremstå, som meget andet grind, mere ensartede, end hvad godt er. Det lyder dog til, at bandet godt er klar over denne “genredefekt”. “Apathy” har en lækker truende hardcore klang, titelnummeret omfavner deathcoren totalt med et glimrende breakdown pyntet med grind-noter og “Cellophane Sacophagus” lader guitaren dominere og viser, at trods det ekstreme ydre, så er der et sind, som elsker fede grooves og ditto soli.

Deathcore er ”great again”

Trods det lille strejf af ensformighed, så har Weeping kreeret et fabelagtigt moderne monster af en plade med Spiritual Barbarism. Pulveriserende grind, kværnende død og knusende deathcore, som man bare har lyst til at kramme. Total sonisk nådesløshed baldrer ud gennem højtalerne uden den mindste interesse for modtagerens efterfølgende sindstilstand. En perfekt lille pille til at forløse alle de aggressioner, som det moderne menneske render rundt med, inden man igen skal ud og være socialt acceptabel i offentligheden.