Efter at have hørt "Holy Beast" kan man roligt konkludere, at der også findes portugisere, der elsker Entombed. På deres andet album har We Are The Damned allieret sig med en svensk producer, der har kreeret en lydkulisse, der giver bandets death ’n’ roll masser af pondus. Entombed-referencerne er som sagt mange på "Holy Beast" (fra perioden omkring "Wolverine Blues"), men We Are The Damned adskiller sig dog ved at have en sanger med en mere hidsig hardcore-agitg vokal.
Energien er tydeligvis til stede på "Holy Beast", men sangskrivningsmæssigt har We Are The Damned desværre ikke så meget at byde på. Andenrangs-riffs er hvad det for det meste kan blive til og "Holy Beast" er derfor hurtigt glemt igen. Bedst er det dog på den lidt langsommere "Viral Oration", hvor Entombed-referencerne i den grad trænger sig på – men det kan ikke opveje for den øvrige middelmådighed, der præger resten af albummets sange.
We Are The Damned gør det ganske godt indenfor death ’n’ roll-genren, men "Holy Beast" er på ingen måde en skelsættende udgivelse.