Så godt - og så alligevel
Her kommer så noget, der for mig var helt og aldeles ukendt: We Are the Damned (eller blot WATD). Bandet kommer fra Portugal, og med den aktuelle Doomvirate er de nået deres fjerde full-length siden dannelsen i 2007. Doomvirate er produceret af Fernando Matias (Moonspell, Sinistro) og bandet. Bandet skal have turneret med en række af genrens større navne, men har altså formået at flyve under min radar.
Selv benævner bandet deres stil ’Metal Black’, det bliver man vel ikke så meget klogere af. Andre steder omtales det som Death 'n' Roll/Crust, eller endog som 'death-punk-crust-doom’. Stadig nok svært rigtig at få fat om. For mig er musikken solidt plantet i Black Metal. Men der er noget meget direkte i den aggressive stil, der vel kan tilskrives punk-inspirationer. Samtidig er der fleres steder nogle mere traditionelle heavy metal guitar-elementer. En blanding måske nok, men bestemt ikke uden retning.
Det tekst-mæssige univers beskrives som "Anti-Christian Society, Humour, Satanism". Doomvirate angives at være en konceptudgivelse om menneske- og sociale rettigheder og politisk korruption.
Pladen
Nu skal man passe på med sine billeder, men starten på Doomvirate forestiller jeg mig må være nogenlunde sådan det føles, når man udsættes for Blitz-Krieg. Der åbnes med "Ghastly Humans", som har lidt stille og rolig klassisk intro, indtil der efter rundt regnet et minut sættes ind. Så er freden forbi – og det gør bestemt ikke noget!
Her går det over stok og sten med aggressiv black metal i en brutal og beskidt form. Hen over nummeret er der masser af variation, der også rammer en noget langsommere og knusende tung passage. Vokalen varierer mellem traditionel black metal-skrig og noget, der går mere i retning af growl. Det kan nok være en smagssag, om man vil betragte det som et halv-dårligt growl, eller vil betragte det som en growl-variation, der er tilpasset We Are the Damneds stil. Personligt synes jeg, at det fungerer fint, men jeg nåede nogle steder at tænke, at det var et lidt svagt growl.
Angrebet fortsætter på "Dreams Under Surveillance", der kan høres nedenfor. Et kort nummer, der dette til trods, indeholder god variation. Netop variationen er med til at give nummeret en næsten manisk fremdrift. Det er fascinerende som nummeret næsten får mig til at sidde helt anspændt. (Det er faktisk ment som en positiv egenskab i denne sammenhæng.)
Sådan fortsætter Doomvirate frem til sjette nummer (femte i den version, der var modtaget til anmeldelse), der er en smule langsommere. Herefter gå stilen tilbage indtil sidste nummer, "Flight of the Phoenix", der er lidt mere særegent, og hvor tempoet igen går lidt ned.
Konklusionen
Som det fremgår, er der rigtig meget godt at sige om We Are the Damneds Doomvirate. Det er en på mange måder stærk udgivelse, der navnlig har styrke i variationen i numrene og i intensiteten. Specielt synes jeg, at der er gode riffs og fills. Dermed er navnlig de første numre en fornøjelse at lytte til.
Men der er som om, at der mangler variation mellem numrene. Hvis man er meget til We Are the Damneds stil, så gør det nok ikke så meget. Men ellers kommer der til at mangle lidt til at fastholde interessen. Det gør, at vi ikke når op i de høje luftlag, men det kan ikke ændre ved, at Doomvirate er en god udgivelse, som i hvert fald for en tid giver god underholdning, og som godt kan tåle, at man lytter godt efter.
