Nevermores karakterfulde forsanger, Warrel Dane, har allieret sig med producer, guitarist og bassist Peter Wichers (ex-Soilwork), trommeslager Dirk Verbeuren (Soilwork) og guitarist Matt Wicklund (Himsa) og skruet denne melodiske metalskive sammen, der lanceres som Danes første soloalbum. Musikalsk er der jo strengt taget tale om et samarbejde mellem de involverede kunstnere, men det er dog Danes sangmelodier og personlige tekster, der er i centrum.
Stilmæssigt spænder "Praises to the War Machine" bredt: På numre som "When We Pray" og ørehængeren "Messenger" får man fed, energisk melodisk heavy metal, hvor man godt kunne tænke lidt på Soilwork blot med en helt anden og flot type vokal. Der er goth-inspireret metal på coverversionen af Sisters of Mercy-nummeret "Lucretia My Reflection" og den Katatonia-lignende "August", mens powerballaderne, "Let You Down", "Your Chosen Misery", "Brother" og "This Old Man", virker som destillerede udgaver af lignende teatralske passager hos Nevermore. "The Day the Rats Went to War" og "Equlibrium" peger ligeledes i retning af Nevermore, blot i det progressive og thrashede hjørne. Endelig er "Obey" og "Patterns" behagelige mellemting mellem alle disse udtryk, gode, personlige melodier leveret i alt andet end kedelige arrangementer. Sidstnævnte er for øvrigt en godt camoufleret udgave af et gammelt Simon & Garfunkel-nummer!
Er man fan af Nevermore, bør man afgjort tjekke "Praises to the War Machine" ud, selv om enkelte fans måske vil savne den fremtrædende tekniske dimension i Nevermores musik. Der er som antydet også lækre detaljer i arrangementerne på dette album, men det er Danes vokal og de store linjer, det primært handler om. Han har tydeligvis hældt en stor portion af sine personlige historier omkring familietragedier, misbrug og generelle eksistentielle overvejelser ind i lyrikken (tilsat lidt politik her og der), og det afspejles fint i musikken, der generelt har et lidt eftertænksomt, modent præg, som af og til får mig til at tænke lidt på Redemptions seneste album, "The Origins of Ruin". Det er hele musikerholdets fortjeneste, at man har kunnet kombinere denne fornemmelse med stærk, usentimental, slagkraftig metal, der både rummer catchy elementer og sange, der vokser i ens bevidsthed. Kritikere vil måske mene, at balancen er lidt skæv mellem de langsomme numre og de mere energiske, men bruger man primært Warrel Danes "debut" som et album, man sidder ned og lytter til, vil man næppe blive rigtig skuffet.
