Tvivlsom toer fra de tyske tungmetallere
Deutsche deathcore
Tag jer i agt; tysken kommer! Denne gang behøver vi dog ikke søge tilflugt i den nærmeste bunker, men vi kan nøjes med en auditiv belejring, phew. De fem herrer, der tilsammen udgør Walking Dead On Broadway, er en forholdsvis ny konstellation, og de smed deres første frontalangreb, ep’en Welcome To Corpse Wonderland, på gaden for bare fire år siden. Efterfølgende er det blevet til fuldlængden Aeshma, der fik en hård modtagelse i mange medier, og nu er gutterne klar med deres – forhåbentlige – revanche: Slaves.
Bree, bree, oink, oink
Fra første sekund etableres der en iskold og dundrende dyster stemning med intronummeret ”Intro” – ja, her var titelidéerne vist rindet ud. På sin vis fungerer tracket ganske udmærket – det skaber en atmosfære og vækker interesse hos lytteren – men samtidigt er det i konflikt med sig selv og hele albummet. Udover at bidrage med den uhyggelige stemning, lægger det med sine maskinelle og rumfærgeagtige lyde op til cyber-/industrial-undertoner, hvilket viser sig at være lidt af en vildledelse. Stilen fortsættes en smule på ”Pitchblack” og inkorporeres sporadisk rundt omkring på skiven, men det bliver aldrig noget gennemgående tema – hvorfor så denne intro!? Nå, nok om det.
Med undtagelse af få krumspring følger bandet alle de stereotype deathcore-regler til punkt og prikke: Der er blast beats i stride strømme, tremolo picking for fuld skrue og et velassorteret udvalg af tung vokalføring. Måske netop derfor forekommer Slaves mig langt henad vejen steril og intetsigende. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne høre forskel på, om den samme sang blev spillet for mig ti gange, eller om det var de ti forskellige numre… Ok, det er måske lige groft nok – og dog. Det er svært at finde et egentligt højdepunkt, og det ender derfor med at være en ret lineær og enstrenget lytteoplevelse. Det tætteste, vi kommer på noget interessant, er første singleudspil, ”Haunted”, der trods alt har lidt karakter.
Ét sted formår knægtene dog at overraske. I kraft af navnet på tredjesidste skæring, ”01110010”, forventer man en ordentlig djent-lussing tværs over fjæset, men i stedet bliver man ramt af akustisk guitarspil, atmosfæriske toner, kor og klaverspil. Paradoksalt nok er dette et nummer, der egentlig ikke passer ind på slave-skiven, men alligevel er det et af de få steder, hvor man fornemmer, gutterne har smidt deres sjæl ind i arbejdet og ikke bare har fundet en standardopskrift på deathcore.
I kamp mod de store
Med albummet Slaves viser Walking Dead On Broadway, at de kan en masse, men at de i den grad mangler mål, personlighed og hooks. De fleste af numrene lyder ok, men de mangler særpræg – det der helt unikke, der får kødet til at rasle fra knoglerne i ren og skær ekstase og forundring. Det bliver simpelthen for gennemsnitligt og gråt, og det er svært at retfærdiggøre, hvorfor man skulle vælge Broadway-gangerne, når vi har langt mere vellykkede alternativer såsom Whitechapel, Thy Art Is Murder og mange flere.
