Endnu en svensk super-guitarist
Hvis man søger på Vindictiv finder man ud af, at det er et svensk progressivt metal band fra 2004 bygget omkring guitaristen Stefan Lindholm, og at Cage of Infinity er bandets tredje udgivelse.
Det er meget muligt, at Vindictiv en gang spillede progressiv metal, men det gør de ikke på Cage of Infinity; det her er mere traditionel melodisk heavy metal med tendenser i retning af power metal. Og så synes der at være tunge inspirationer fra hard rock navnlig på den sidste halvdel af udgivelsen. Nogle vil muligvis kalde det progressiv hard rock, og det kan sikkert være en fin beskrivelse. Om bandets udvikling har Stefan Lindholm sagt: "I'm no longer the same person as I used to be, so now I'm going for a simpler approach, more in your face. Cage of Infinity definitely contains a lot of immediate hooks and choruses. At the same time, I think it just may be more metallic than previously. Possibly a tad Judas Priest-ish, but I'll leave that for the listener to decide. Still, it's unmistakably Vindictiv."
Jeg kender ikke de tidligere udgivelser, så jeg kan ikke sige, om udviklingen er til det bedre eller værre – og det er vel også lige meget: Det afgørende må være, hvordan det lyder. I starten var jeg mildt sagt ikke videre imponeret, men Cage of Infinity er en plade, der vinder ganske meget, når man får hørt den nogle gange.
Stefan Lindholm er guitarist, at guitaren er så afgjort noget af det, der bærer Cage of Infinity hjem. Der er mange lækre riffs og noget shred. Det sidste rammer efter min smag nogle gange ikke helt rent i forhold til sangene, men generelt yder guitarspillet et værdigfuldt bidrag til musikken. Og hr. Lindholm har bestemt også sørget for at få besat de øvrige poster i bandet med kompetente folk.
Her skal lige spindes en ende over den nye sanger, Marco Sandron (Eden's Curse). Han er bestemt en god sanger, der tilfører Cage of Infinity noget selvstændigt. Stilmæssigt har sangen et præg, jeg ofte synes, man hører inden for hard rock, hvilket faktisk klæder sangene.
Og det bringer mig så til de mindre gode sider ved Cage of Infinity. Som nævnt må pladen betegnes som en melodisk heavy metal udgivelse, og sange som "Choises" og "Astronaut" fremstår særligt stærke. Navnlig sidste halvdel af pladen forekommer mere hard rock inspireret, uden at det bliver traditionel hard rock i min vurdering. Det giver nogle efter min smag ikke helt sammenhængende numre. Omvendt er det bestemt en stil, og det er ikke tilfældigheder, der giver de enkelte numre, deres udtryk, så der kan helt sikkert være flere meninger om den vurdering.
Min største anke er manglen på mindeværdige øjeblikke. For mig handler denne genre meget om melodisk vellydende øjeblikke, jeg går og hører for mit indre øre igen og igen. Og de er ikke her. Tættest kommer sange som "Son of Fate" og "Screaming For Answers".
Tilbage står Cage of Infinity som en bundsolid udgivelse med masser af godter for dem, der holder af guitar. En plade der er steget betydeligt i min agtelse i takt med, at den er blevet hørt mange gange. Men samtidig mangler der lige dét ekstra, der får Cage of Infinity til at skille sig ud.
Tracklist: 1. The Chosen 2. Cage of Infinity 3. Down in a Black Hole 4. Choices 5. Astronaut 6. Human Emergency 7. Resistance 8. Orphans 9. Son of Fate 10. The Encounter 11. Screaming for Answers (Bonustrack)
