Fra tre til to
Københavnske Vile Retribution har på trods af en EP (Born in Captivity, 2014) og en fuldlængdeudgivelse (Global Chaos, 2017) ikke figureret på hverken HMDK eller min hjernebark før, og det er to fluer, der bør og skal smækkes omgående. Efter oprindelig at være dannet som en trio i 2013, er gruppen nede på to medlemmer – Jonas Dehn på trommer og Rasmus Hansen på strenge og hals – og det er denne duo, der netop har udgivet studiealbummet Obedience. Visionen har fra starten af været at spille formørket dødsmetal, hvilket jeg naturligvis kun kan bifalde.
Grænser for galskaben
Hvor Global Chaos befandt sig med én fod i svensk melodisk black metal og den anden i mere riff-baseret blackened death metal krydret med sporadisk dissonans, springer Obedience i svensker-melodødsblack med begge ben. Ikke desto mindre tager de moltonede arpeggioer en birolle til et tungt dødsriff på åbneren ”Paranoid Reality”, hvor svenskerindflydelsen i stedet forskubbes til b- og c-stykkerne. Svensknøglen får et nøk eller to mere på opfølgerne ”Self-Destructive Humanity” og ”A Web of Corruption”, der begge bringer hver deres akkordbaserede tremolo-riffing, som hver for sig er kompetent udført og holdet et fint bundniveau, hvilket kan siges om de fleste sange på skiven.
Helheden står straks værre stillet, idet sangenes udtryk langt hen ad vejen er afgrænset til de sikre valg. Arpeggio-baserede tremolo-riffs afveksles med dissonant akkord-baseret ditto for igen at skifte til mere stille passager á plukkede arpeggi. Få tanker er skænket til de guitarmelodier eller rasende thrashede riffs, som medvirkede til at gøre genrens forfædre legendariske og som sidder uhjælpelig fast i hukommelsen. Enkelte afvekslende dødsriffs forefindes, for eksempel doom-stykket i ”Blinded Eyes” eller Morbid Angel-riffingen i ”Break the Barrier”, men langt størstedelen af musikken kan koges ned til blot tre bestanddele. Tempomæssigt ligger sangene nærmest konsekvent i midten, og kun ændringer i trommerytmen giver indtryk af temposkift. ”A Great Hunger” og afslutteren ”False Memories” sætter som de eneste sange tempoet op (dog ikke i nærheden af f.eks.”Night’s Blood”), og begge sange kommer fornemt blæsende sammenlignet med resten. Bemærk: hurtigt er ikke lig med godt, men tempoet er en dimension, der kan og bør varieres, og det bliver det ikke her.
Produktionen får et par ord med på vejen; som tidligere har Rasmus Hansen selv stået for ingeniørarbejdet, og det har han som helhed gjort godt. Lidt atypisk for stilarten – og til forskel fra Global Chaos – har bastonerne fået en kærlig hånd og nyder stor tyngde samt klarhed, hvilket passer dødsriffene glimrende – ærgerligt, der ikke er flere af dem. Mikset er i øvrigt dejlig dynamisk, så man kan med fordel skrue op for skiven. Højt op.
Hvo intet vover
Obedience er et kompetent udspil, som dog virker mere begrænset end Global Chaos, og derfor i bedste fald føles som et skridt til siden. Størstedelen af sangene kan koges ned til de samme få bestanddele sammensat på lignende måder, hvilket giver dem en meget uniform og forudsigelig karakter. Endelig trasker ni ud af elleve sange af sted i et komfortabelt midtertempo, hvilket kun bidrager til følelsen af ensformighed. Der er naturligvis gode momenter og sange, hvilket for mit eget vedkommende fortrinsvist er dem, som gør noget anderledes. Som helhed har duoen fat i noget godt og jeg har høje forhåbninger om fremtidige udspil, men der skal voves mere i sangskrivningen.
