Syv års sangidéer

Abject Tomorrow er den irske guitarist Graham Keanes bud på et gæstesangerbåret konceptalbum. Idéerne til de blot otte, men meget lange sange på albummet, har været syv år om at færdigudvikle sig og er nu endeligt kommet ud af Keanes hoved. Som en irsk version af det, Arjen Lucassen har gjort med Ayreon, har Keane samlet en trup af irske metalsangere, der står for den lyriske del af albummet. Der lægges altså op til et storværk for progressiv rock på den britiske ø. Pladen skal dog virkelig have noget at byde på, for at overgå alle de episke progplader, de seneste år har givet os.

Smukke stykker mangler sammenhængskraft

Pink Floyd, Rush, Dream Theater, Arjen Lucassen… Graham Keanes inspirationskilder er tydelige og mange. Han formår, på Abject Tomorrow, at koble en masse af prog-musikkens signatur-teknikker sammen, og koge dem ned til de otte minutter lange numre. På introsangen ”The Sycophants” høres dette allerede tydeligt i den klassiske hammond-orgel-lyd, der afbrydes af et mindst ligeså karakteristisk Petrucci-riff. Senere i sangen forsvinder Dream Theater-stilen og en 70’er-syret passage tager over. Falder man hen i et par sekunder, kunne man let forveksle stykket med Eagles klassiker, ”Hotel California”. Som albummet udfolder sig, får vi også lidt heavy-vokal, der er tydeligst i ”The 11th Hour”s dødsgrowls. Ligesom pladens powermetal-riffs er det dog en meget triviel growl-teknik. Ikke noget overbevisende, men alligevel glædelige gensyn med metallens andre undergenrer på det ellers meget proggede album.

Man får altså lidt af hvert, samlet under The Vicious Head Societys banner. Men jeg er i tvivl om, hvad der gør albummet til The Vicious Head Society, og ikke bare en billigere kopi af det forrige århundredes progressive musik. Hvor er kernen, der skal samle alle de mange elementer til en helhed? Er det historien i albummets lyrik? Den lidt vage fortælling om fremtidsdystopi giver i hvert fald ikke meget at samles omkring. Så albummets stærke numre kommer til at stå lidt for sig selv, uden en rød tråd til at trække hele pladen i land.

Relevant, men intet mesterværk

Er Keane, faldet i plagiatfælden i sit forsøg på et irsk bidrag til genren?

Godt nok er der en meget tydelig imitation af genregiganternes spillestil, men Abject Tomorrow blander kendingsmelodierne på sin egen måde. Det er ikke et album uden relevans og er helt sikkert en fed oplevelse for integrerede prog-fans. Den mangler dog lidt selvstændighed – noget unikt, der for alvor kan skille den ud fra mængden. Abject Tomorrow får dog alligevel seks kranier, som en gestus til det tekniske niveau og den spændende collage af fortidselementer, der dog mangler lidt lim nogle steder.