Solid toer fra de engelske ekstremmetallere

Birth is pain, life is pain, death is pain

Det er gået stærkt for den engelske kvintet Venom Prison de sidste par år. Rigtig stærkt. De albumdebuterede med uhyre vrede Animus i 2016, turnerede en vis legemsdel ud af bukserne i et stykke tid, hvilket blandt andet bragte dem forbi København sidste år sammen med Trivium, og nu er de aktuelle med anden langspiller Samsara.

Samsara er det buddhistiske begreb for livshjulet, hvor fødsel, liv og død er én lang lidelse, der gentager sig, når sjælen fødes på ny. For at opnå frelse – nirvana – skal cirklen brydes ved en erkendelse af, at samsara er en illusion. Men spørgsmålet er, om man har modet til at erkende det.

Larissa Stupar – genrens nye dronning

Er man fan af debuten, bliver man ikke skuffet – vreden og energien er intakt, og sangskrivning og variation er forrygende. Sværger man til feeeee’ døøøøøø’ af den mere ekstreme slags, og så endda krydret med en god portion slam- og grind-elementer, går man bestemt ikke galt i byen med Samsara. Først og fremmest er frontskrålerinde Larissa Stupar en ren nydelse. Nok er musikken ganske solid og medrivende, men drivkraften bag fantastiske numre som åbneren “Matriphagy” og albummets førstesingle, “Uterine Industrialisation”, skal tilskrives den vanvittigt dygtige vokalist. Med en superb aggressivitet og konstant vekslen mellem klassisk growl og decideret skældud a la hardcore går Larissa Stupar endnu mere til stålet end på bandets forrige skive. Og det siger ikke så lidt. Her er klart tale om en af de bedste og mest kraftfulde vokalpræstationer, denne anmelder har hørt meget længe. 

Den kompromisløse tilgang til musikken, der låner en hel del fra hardcore og black metal, samt de generelt utraditionelle sangstrukturer er et kærkomment frisk pust. Sangene er uforudsigelige på den fede måde, og selvom vi har at gøre med masser af smadder med endnu mere smadder på, er numrene på Samsara fængende og melodiøse. Lyt bare til “Implementing the Metaphysics of Morals” – sådan skal ekstremmetal sgu lyde! Og så gør det heller ikke noget, at der er overordentligt tydelige nik til bandets inspirationskilder her og der. Tykke referencer til både Cattle Decapitation, Dying Fetus og Cannibal Corpse er strøet nænsomt ud over pladens 42 medrivende minutter, som var det de velkendte små skriftruller i en Find Holger-bog. Lyt selv og se, hvor mange forskellige bands du kan finde mellem de forskellige lag. Det er faktisk ikke så få. 

Plads til små forbedringer

En beskidt produktion og en stor fed langemand til alt, hvad der hedder ren lyd og Pro Tools, giver i de fleste tilfælde et rigtig fedt resultat inden for denne genre. Jeg vil dog mene, at lyden af de ellers velspillede trommer kunne have været en del bedre på Samsara. De er for flade og for buldrende, og alle de lækre detaljer, som garanteret er der et sted, går desværre tabt. 

Derudover har jeg ikke mange anker til denne yderst medrivende plade, der kun kan anbefales til alle fans af kompromisløs ekstrem-death “with a twist”. Trods navnet er Samsara bestemt ikke en illusion. Om bandet selv føler, at det har været en ulidelig cyklus af lidelse, og om de også føler, at de har brudt cirklen og opnået nirvana efterfølgende, kan kun de selv vide. Jeg har i hvert fald ikke i sinde at erkende noget som helst for at opnå frelse og ryge ud af min livscyklus. Jeg foretrækker at blive, hvor jeg er, og lytte endnu mere til Venom Prison.