Lyset er slukket, for evigt
Veni Domine spiller kristent Symphonic Progressive Doom metal, og har efterhånden mange år på bagen. Bandet blev dannet tilbage i 1987 og har haft en del succes igennem årene. Specielt de to plader Fall Babylon Fall og Material Sanctuary fungerede virkelig som deres gennembrud. Desværre endte de med, som mange andre bands i halvfemserne, at blive glemt og har nu kun en kult status for få mennesker rundt om kloden. Det har ikke stoppet bandet fra alligevel at udgive plader, og til tider også turnere. Bandet er nu klar med deres syvende plade Light.
Gennemgang
"In Memoriam" er det første nummer, som sætter os ud på denne langsomme, tunge tur imod lyset. Nummeret starter ud med en melodi, som uden videre introduktion kunne være fra en spilledåse af en slags. Bandet går på efter kort tid. Jeg synes, at musikken er middelmådig indtil videre. Spilledåse-melodien bliver lidt for meget for min smag, og den overtager egentligt ret meget starten af nummeret. Jeg synes virkelig også at forsanger Fredrik Sjöholms falset vokal slet ikke er til at holde ud. Virkelig irriterende og helt utrolig dårlig vokal. Jeg spiller selv musik i den atmosfæriske genre, men jeg må indrømme, at med den elleve minutter lange åbner, som pladen har, er det ikke blevet andet end blot middelmådigt. Efter denne skuffelse af en åbner rykker vi så videre til andet nummer "Farewell". Et nummer, der ikke er ligeså langt, som åbneren på pladen. Det bringer ikke noget nyt til bordet. Den følger lidt det samme format, som åbneren gjorde ved bare at have komponenter, som ikke virkelig imponerer. Hvis vi skal snakke om omkvædet i dette nummer, så kommer den helt utrolig irriterende falset stemme tilbage i brug. Trommerne bliver alt for ensformige i nummeret – det efterlader mig ikke spor imponeret overhovedet. Min tålmodighed begynder at blive slidt op for dette band. Begge numre har været utroligt kedelige og næsten ikke til at lytte til. Jeg håber inderligt meget, at tredje nummer har noget, som virkelig kan overraske mig og overbevise mig. "Hope" er titlen på det tredje nummer på pladen. Allerede fra introen starter med akustisk guitar begynder jeg at blive skeptisk. Nummeret holder det samme tempo hele vejen igennem – det bliver ret meget det samme. Dette er en bittersød ballade og virkelig langt fra noget, som jeg nogensinde vil blive imponeret over. Utrolig kliché powerballade, som vi har hørt så mange gange før i tiden. Det er virkelig ikke et trick, som holder nu om dage. Der er langt fra noget, som virkelig skiller sig ud i nummeret. Det kunne have været lækkert med noget, der er godt, eller noget man ikke forventer af det her band. Alle deres tre sange var utroligt ensformige og virkelig ikke noget, jeg håber, at jeg nogensinde kommer til at høre igen. Produktionen på pladen er helt klar, og alting er tydeligt. Nogen fik dog lige en idé om, at de skulle skrue virkelig meget op for tangentsektionen, hvilket også er et af de store problemer på denne plade. Jeg er ikke fan overhoved af den idé om at skrue så højt op for det. Trommerne har en god produktion, men det er bare ærgerligt, at de bliver alt for ensformige. Der er ikke noget variation at spore overhovedet og mere er der ikke at sige. Guitaren synes jeg drukner lidt i mixen. I nogle af numrene synes jeg, at guitaren bliver overdøvet af keyboard og andre instrumenter. Når det kommer til vokalen, har jeg aldrig nogensinde hørt noget lignende. Det er virkelig en forfærdelig vokal, som går mig helt utroligt meget på nerverne. Den falset vokal han bruger på pladen skal stoppes omgående, da det måske kan føre til permanent høreskade.
Aldrig igen
Light er årets største skuffelse for denne anmelders vedkommende. Virkelig en dårlig plade, som jeg virkelig fortryder, at jeg overhovedet har spildt min tid på at lytte til. De har ikke lavet noget, der ikke er hørt før, og deres musik er ikke noget, som jeg kan anbefale til nogen som helst.
Her er nummeret "In Memoriam"
