Vardis er genopstået til stor glæde – må man formode – for deres fans. Om de får nye fans med dette comebackalbum er et åbent spørgsmål. Denne anmelder har i hvert tilfælde fået noget at tænke over

Genopståede Vardis har ikke banket al rusten af

Nordengelske Vardis er pladeaktuelle med albummet Red Eye. Jeg må tilstå, at Vardis var ukendt territorium for mig, så jeg startede med at læse lidt op på lektien. Her erfarede jeg, at bandet startede i 70’erne, inspireret af både glam, punk og blues, og de har angiveligt været med til at identificere The New Wave of British Heavy Metal og dermed inspirere bands som Metallica og Megadeth.

Det lyder jo vældigt, og man er håbefuld. Men dette er jo et genopstandelsesalbum fra et band, der ikke har eksisteret i et par årtier – og så ikke engang i den originale line-up. Så hvad kan man forvente?

Starter skidt, redder æren, men…

Albummet åbner med titelsangen ”Red Eye” – et nummer, jeg ikke begriber får lov at lægge navn til et helt album, da det er langt fra at være albummets bedste. Det er ikke ikonisk, og det er ikke noget særligt på nogen måde, bortset fra at være i særklasse gumpetungt. Så er der heldigvis mere gods i ”Paranoia Strikes”, som faktisk har en hel del kvalitet. Det har noget ildevarslende over sig og er ganske velfungerende.

I det hele taget er en fællesnævner for albummet, at musikken egentlig er godkendt, om end til tider lidt gumpetung. Sanger og guitarist Steve Zodiac leverer riffs og især ’soli’, som er forrygende. Faktisk er soli seriøst næsten albummet værd. Blues-agtige på den lækre måde og stadig hårde, uden nogensinde at blive for lange. Vokalen er imidlertid til tider løjerligt uengageret, mens den på andre numre er meget nærværende og får tilføjet noget vigtigt.

I løbet af albummet er der faktisk meget lidt, der får mig til at tænke ”det var her, Dave Mustaine og James Hetfield blev inspireret til at lave thrash!”. Der er mere Creedence Clearwater Revival over det, altså bare fedt og med kant, men albummet spiller sig faktisk stærkt op efter en hostende start, hvor især numre som ”Back to School” og ”200 M.P.H” løfter niveauet og smager lidt af metal. Lidt.

…det er sgu ikke mesterligt, og det er ikke metal

Vardis har lavet en solid blues-rock-plade med få metalelementer på. Det er faktisk ikke skidt, men det er som om der hele tiden, i hvert eneste nummer, lige mangler ét eller andet. Enten halter riffs, eller også mangler der tyngde og bund i musikken, som i nummeret ”Hold Me”, der starter med en rigtig fed, skramlet og støvet blues-like intro og så slår over i en meget skuffende alt-for-poppet hjerte-smerte-rimende europa-palle-blues sang, der hører hjemme i et øltelt hos et omrejsende tivoli.

Andre sange, som ”Paranoia Strikes”, hører bestemt ikke hjemme sådan et sted, så vi har at gøre med en vaskeægte bastard, der ikke rigtigt hører hjemme nogetsteds. Enten vil Vardis for meget forskelligt og mestrer for lidt, eller også har de dybest set ikke haft materiale nok til deres comeback og er gået på kompromis med kvaliteten på 2-3 af sangene. Mindst. Uanset hvad, så er der godt at komme efter, men også ret meget snavs at springe over. Det er lidt forvirrende, men der er mere godt end skidt. Lidt mere. 

6 forvirrede og perplekse kranier, der ikke helt ved, hvad de skal mene om det hele, kan det blive til.