Den kvindelige vokal er på vej frem
Kvintetten fra Brasilien er endelig begyndt at få opbygget en fanbase på det europæiske kontinent, efter One udkom i 2013 og har haft et par år til at komme ud til folket. Efter et skift på begge guitarpladserne står vi nu med Beyond the Human Mind, som er deres anden plade. Atter en gang ser vi Daísa Munhoz som en kvindelig vokalist, en konstellation vi ikke ser så tit inden for power metal, men som heldigvis er på vej frem.
Bombastisk og voluminøs
Som med mange plader inden for både den progressive, den melodiske, den symfoniske og den almindelige, om man vil, power metal skal der en intro til. Jeg kan levende forestille mig ”Columns of Illusion” blive spillet som noget af det første til en koncert med Vandroya, mens musikerne finder sig på plads på scenen, og publikum hujer af dem. Det er god indgangsmusik, idet den starter forsigtigt og stille og roligt bygger intensiteten op, for så at kaste sig direkte ud i ”The Path to the Endless Fall”.
Beyond the Human Mind er en speciel rejse, hvor alle undergenrer af power metal bliver besøgt. Der bliver prøvet så meget, at det næsten er for meget af det gode. Daísas stemme passer rigtig godt til alle de ting, de prøver, dog ville jeg helst undvære den ballade, der er på pladen. Den passer ikke ind, synes jeg, og selvom resten af pladen virkelig forsøger med alle virkemidler at trække lytteren med ind i bandets univers, ødelægges det lidt af balladen ”If I Forgive Myself”, idet den ødelægger flowet for meget. Det virker, som om den er taget med, fordi det er noget, man skal som power metal-band.
Når nu vi er ved Daísa, er jeg nødt til at nævne hendes stemme. Den er rigtig god. Produktionen på albummet gør desværre, at hendes stemme til tider er alt for dominerende, som om man havde skruet op for hende og ned for musikken. Det kan man især bide mærke i titelsangen ”Beyond the Human Mind”, men det træder også igennem andre steder, mens den dominerende del andre steder er musikken, hvilket får produktionen til at virke meget rodet.
Hvis vi derimod hopper tilbage til ”The Path to the Endless Fall”, kan man her mærke, at musikken har fået den fremtrædende rolle, og det er herligt. Knivskarpe riffs fra begge guitarer, pompøst trommespil og en stemme, der rent faktisk passer til musikken, også i volumen. Hvis blot de kunne have holdt denne kadence gennem hele albummet, i stedet for at springe frem og tilbage mellem forskellige undergenrer og lydkompositioner, havde vi haft et album, der kunne lyttes til ad flere omgange.
Forvirringen er total
Den rejse, vi netop har været igennem med Vandroya, efterlader en i en underlig position. Mit register har været over det hele, lige fra eufori til besynderlig forundring. Det har været svært at fastlægge sig på en bestemt fornemmelse for albummet. Jeg vil sige: Hvis de fik en anden produktion, en, der havde lidt mere styr på, hvordan stemmen rent faktisk skal bruges, i stedet for at kaste den rundt over det hele, ville der næste gang, måske, være en bedre lyd. På grund af forvirringen, der opstår ved gennemlytningen, samt ved produktionen og sammenblandingen af genrerne, bliver jeg nødt til at give kun seks kranier.
