Vaagenat - What Comes After

What Comes After

Udkom

Type:EP
Genrer:Post-metal, Sludge metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En sjov lille selskabsleg

I langt de fleste situationer ved vi godt, hvad det næste skridt er. Når du står op om morgenen, er næste skridt typisk morgenmad, dernæst transport til job og derefter en lind strøm af opgaver, som du i et nogenlunde omfang er klar over. Men når livet kaster uventede og skelsættende begivenheder efter os, så er vi ofte på bar bund. Hvad er næste skridt, hvis du vinder i Lotto, hvis du møder den eneste ene og omvendt: hvis du mister alle dine penge, eller parforholdet går i stykker? Det er grundlæggende dette store spørgsmål, som danske Vaagenat stiller på ep’en What Comes After.

Terapeuten bør altid bestemme over landmanden

Når man stiller så stort og åbent et spørgsmål, så skal lyduniverset selvfølgelig følge med, så at Vaagenat begår sig i sludget post-metal, passer glimrende.

Grundlæggende gør Vaagenat det også glimrende i tunge tæsk og storslået eftertænksomhed. “Amygdala” åbner i solid, bred og tung sludge, der lyder som livet, der langer ørefigner ud, mens de post-metalliske toner agerer frustreret følelsesregister, som spørger, om der findes mere i livet end bøvl og trælshed. Det gør der heldigvis, hvilket nummerets midterste passage fortæller os. Og med den erkendelse så brager Vaagenat ud i arketypisk reverb-indsovset post-metallisk forløsning, hvor følelserne får frit løb, og man næsten kan mærke vægten blive fjernet fra skuldrene. Bliver den dybe tallerken opfundet? Nej, men en velspillet post-metallisk forløsning efter en god sludget opbygning er som det sædvanlige fra det lokale pizzeria: Du falder ikke bagover i benovelse, men det fungerer altid. Sat sammen med introen “Præludium” og mellemspillet “Interludium” så havde Vaagenat faktisk ikke behøvet mere for at overbevise mig om deres evner.

Dog smider bandet alligevel “Betelgeuse” og “Postludium” efter os, og det havde de da ikke behøvet. Ærlig talt, det havde de ikke. “Betelgeuse” er unægteligt præget af sludgens mere bondske toner, og præcis ligesom en stokkonservativ landmand så bliver alt mødt med et skeptisk skuldertræk. Det er totalt lige meget, om den post-metalliske terapeut giver sig i kast med velmenende og vellydende følelsesmæssige tips og tricks til trist ensomhed eller euforisk lykke; intet af det formår for alvor at spille sammen med sludgen, og nummeret fremstår næsten magtesløst i sine utallige forsøg på opbygning. En følelse, som desværre spreder sig til outroen “Postludium”, der allerede fra start lyder til at have erkendt, at nu skal vi bare være færdige.

Plads til forbedring

Nøjes man med de tre første numre på What Comes After, så får man solid sludget post-metal, som ved, hvad det vil, hvornår det vil det, og hvilke knapper som fremkalder de ønskede følelser. Det fungerer præcis, som det skal. Desværre beviser Vaagenat også, at der skal så lidt til, før dine lokale sværvægtspunkere tropper op med en ramme bajere, og ligegyldigt hvor meget du stritter imod, så slipper de dig først, når de gyldne dråber render tør.

Tracklist

  1. Præludium
  2. Amygdala
  3. Interludium
  4. Betelgeuse
  5. Postludium