Var det egentlig nysgerrighed, der slog katten ihjel?

Urbain er et helt nyt projekt, men alligevel har kvintetten fra Houston, Texas formået at skabe en del hype på diverse SoMe-platforme, og i 2023 er hype vigtigere end alt andet. Gruppen beskriver sig selv som ”urban black metal” – ikke at black metal som sådan mangler flere underkategorier, og hvad i alverden betyder det, at det er urbant? De to første singler, som bandet udgav, ”Unseen” og ”No God To Greet Me”, mindede mest af alt om, hvis Carach Angren reciterede Michael Strunge, så jeg skal da erkende, at jeg var skeptisk over for hele projektet. Men alligevel, i takt med at vi kom tættere og tættere på udgivelsesdatoen for A Soul Purged, kunne jeg også mærke, at jeg blev mere og mere nysgerrig på, hvad Urbain egentlig      havde pøset sammen. Og nu sidder vi så her og må erkende, at nysgerrigheden vandt, så lad os da undersøge, hvad ”urban black metal” egentlig er.

Masser af gode ideer, men…

Når jeg tænker ”urban” i forbindelse med musik, så tænker jeg på bands som White Ward, Deafheaven, Imperial Triumphant, In Flames og til dels Aphyxion – jeg tænker ikke på bands, som bliver beskrevet som ”symfonisk black metal”. Dog beviser Urbain allerede fra første nummer, ”Perception”, at det her ikke bare er Dimmu Borgir, der har læst Ildefons Cerdàs samlede værker. Nok er der klaverpassager, men det er ikke af den gotiske variant; derimod af den slags, der oser af film noir og regnvejret, der hamrer mod ruderne i store grå brutalistiske boligblokke. Det er især de korte, instrumentelle numre som ”C.A.F.O.”, ”Lockdown”, ”Bissonnet” og ”Nihilophobia”, der er med til at understrege og underbygge denne stemning – at ingen plade så har brug for hele fire små instrumentelle intermezzoer, er noget helt andet, især når nu de så nemt kunne være blevet bagt ind i de resterende fem numre.

Nok beskriver de sig selv som ”urban black”, men ”prog-black” er nok meget mere passende, for udover alle de sædvanlige black metal-virkemidler så er der blevet øset godt med progressive elementer ud over A Soul Purged: lige fra de snørklede guitarsoloer til en svulstig bas, der får lov til at fylde godt i mixet samt levere en solo nu og da – og ligeså har numrene en spilletid, som man tit forventer af prog-bands. Udover ”Unseen” og de fire instrumentelle numre er alle sange på lidt over syv minutter – og langt hen ad vejen slipper Urbain godt fra at tillade sig at have så lange numre, selvom et nummer som ”Without Consciencse” bliver lige lovligt langt i spyttet henimod slutningen.

Der, hvor Urbain for alvor brillerer, er, når det kommer til at skabe en klar og tydelig rød tråd. Samtlige af albummets ni numre går absolut op i en højere enhed, og narrativen er lige så krystalklar, at man faktisk køber ind på præmissen om hele det urbane aspekt.

Men al dette ros til trods så begår bandet nogle forventelige begynderfejl – det er trods alt sjældent, at en debutplade formår at gøre alt rigtigt. Albummet kunne godt bruge noget mere finpudsning, og jeg tror egentligt, at det ville klæde dem at gøre mere ud af hele det urbane – især ville en saxofon virkelig gøre underværker. Dertil burde de klart afskaffe de få gotiske passager, de har – det klæder virkelig ikke musikken, at der pludselig går Cradle of Filth i dent, som det er tilfældet på titelsangen.

Udslet min tvivl

Jeg kan godt forstå, hvorfor der er hype omkring Urbain, for musikken er god, og den udføres af kompetente musikere med nye ideer. Jeg savner dog, at værket havde stået skarpere og været mere fokuseret. Jeg tror egentligt, at Urbain udmærket ved, hvem de er, og hvad visionerne er, men jeg savner at være totalt og aldeles overbevist – jeg savner slet og ret, at deres musik var så overbevisende, at jeg ikke havde startet denne sætning med ”jeg tror” – udslet min tvivl, Urbain, og gør mig til jeres discipel.