Britisk brutalitet
Teknisk dødsmetal samt brutalt dødsmetal ligger under for hver sine kritikpunkter. Hvor mange har ikke hørt eller ligefrem sagt, at teknisk dødsmetal er sjælløst? Eller at brutalt dødsmetal er fladpandet? Som al genrekritik er dette naturligvis unuanceret, for naturligvis findes der adskillige bands, der kan spille betydningsfuldt teknisk dødsmetal, og sofistikeret brutalt dødsmetal. Og så er der et band (ud over Suffocation), der kan begge dele. Unfathomable Ruination stammer fra London og har vundet en del opmærksomhed på baggrund af deres første to studiealbums, Misshapen Congenital Entropy og Finitude. Deres tredje album, Enraged and Unbound, er mit første dybdegående møde med englænderne, og det bliver ikke det sidste.
Ubegribelig ruin
Måske det stærkeste element ved Enraged and Unbound – bortset fra fremragende fucking riffs – er spændet over forskellige stilarter. Selvom kernen består af teknisk og brutalt dødsmetal, låner riffene fra både thrash, black, melodød og groove – alt sammen velslagtet og presset ind i Unfathomable Ruinations lyd. Åbneren ”An Obsidian Perception” leverer således midttempo brutal dødsriffing [andet introriff], skifter til let forkullet melodisk dødsmetal i midterstykket, og runder af med et chug-stykke. ”Codebreaker” stikker en støvlesnude over i doom, førend den accelererer op i thrash-tempo og siden breaker sin vej til et pisseflot melodisk dødsstykke. Hele herligheden groove-thrasher sin vej mod afslutningen – alt sammen opnået på under fem minutter. ”Defy the Architect” lyder som navnet på et metalcore-band, men er i virkeligheden en fremragende dødsmetalsang. Nummeret vinder min knap-så-prestigefyldte pris for årets groove-riff, alt imens den leverer nogle black/death licks indimellem. Som de øvrige sange stikker den lynhurtigt af sted, så intet stykke når at blive kedeligt.
Når jeg forsøger at gennemgå sangene på skrift, slår det mig, at Ruinations musik er uforudsigelig. Det er ikke kun, at de kan riffe inden for enhver genre; det er snarere det, at de kan gøre hvad som helst og binde det ind i deres lyd. Selvom sangene typisk har en hjemme-ude-hjemme struktur, hvor midtersektionen tager en afstikker, er det umuligt at forudsige, hvor afstikkeren stikker henad. Når gruppen endelig gør noget simpelt, f.eks. de få hurtige chug-stykker eller titelsangens nærmest rockede midtersektion, krydrer de udtrykket med umulige licks, så lytteren holdes på tæerne. Trommeslager Doug Anderson følger trop med en ugudelig – og varieret! – præstation, og især lilletrommen lyder fantastisk.
Med det sagt er det dog ikke hver sang, der blæser mig bagover fra start til slut. ”Maniacal Delusion” taber mig stadig med den første serie af riffs, førend et okay thrashstykke tager over som bund for soloerne. Sangen slutter dog af med fornem doom og afløses fluks af brutal tremolo-riffing på ”Fibres”. Jeg skulle egentlig til at fremhæve flere sange, jeg ikke bryder mig om, men der er ikke flere, så lad mig rose produktionen i stedet. Den er dejlig dynamisk og rummer snildt alle instrumenterne, præcis hvad tætpakket teknisk dødsmetal har brug for.
Vred og fri
Enraged and Unbound er en velvalgt titel til et velspillet album. Musikken er i sandhed både rasende og ubundet. Gruppen er fri til at gøre, hvad de vil, fordi de er i stand til at gøre, hvad de vil, og hvad de vil er at spille teknisk og brutalt dødsmetal. Denne kombination behøver ikke være hverken tanke- eller formålsløs, og Unfathomable Ruination koncentrerer deres kollektive evner om at skabe et album, hvor så godt som hvert sekund er pakket med vidt forskelligartede riffs. Læg dertil enkelte strejf af melodi, en kolossal præstation fra trommesættet og en glimrende produktion, og du har et fornemt dødsmetalalbum.
