Kursændring? Nej tak
Fire år er gået, siden vi sidst hørte noget fra amerikanske Unearth. Bandet har siden albumdebuten i 2001 været bannerfører for metalcoregenren, og det er selvfølgelig også denne lyd, der møder os på album nummer syv: Extinction(s).
Som i gamle dage
Kan du lide metalcore, som genren lød for 10 år siden, så er Unearths seneste plade lige noget for dig. Med Extinction(s) leverer amerikanerne nemlig et råt og råbende album, der ikke levner megen plads til sukkersøde passager og rene vokaler. Der er skruet op for aggressionen, og de tunge riffs sætter hurtigt hovedet i bevægelse.
Fra første skæring, den fandenivoldske ”Incinerate”, rammes vi af knusende guitarer og en mildest talt vred Trevor Phipps. Som sædvanligt er vokalen stærkt inspireret af hardcoregenren, og nummeret får derfor en dejlig flabet vibe. Guitarspillet er fuldt af tempo og små finurligheder – bl.a. en omgang tapping, der skaber en god variation i nummeret. Unearth er tilbage på fuld styrke.
Og sådan fortsætter det mere eller mindre på pladens ni resterende numre: Kvintetten fra Boston serverer potent metalcore med tydelige sidespring udi hardcoren. Her og der krydres sangene dog også med melodiske indslag, tekniske soloer og atmosfæriske guitarlicks – fx i starten af den solide ”King of the Arctic”. Dette gør pladen til en dynamisk og levende størrelse, der aldrig bliver kedelig at lytte til.
Både ”Dust” og ”The Hunt Begins” er klassisk metalcore – fyldt med breakdowns, der rent faktisk fungerer som en integreret del af sangene. På ”No Reprisal” møder vi pladens mest melodiske sang, og på ”Hard Lined Downfall” bliver det for alvor tungt. Med en intro, der minder om Slipknot, og en vokal, der nærmer sig deathcore, føres vi ind i et mørkt univers. Sangen svinger udmærket, men er næppe pladens stærkeste. Denne hæder må gå til åbneren ”Incinerate” eller den tempofyldte ”Survivalist”.
På ”Sidewinder” går der for alvor Hatebreed i den, men desværre efterlader nummeret ikke noget positivt indtryk. Skæringen fremstår rodet, og det lidt alternative guitarriff var sikkert en god idé i øvelokalet, men ikke her på pladen. Det lyder forceret og passer ikke synderligt godt ind blandt resten af guitararbejdet på Extinction(s). Nuvel.
Long live metalcore
Unearth har gjort det igen: De gamle drenge har leveret en habil omgang metalcore, der hverken overrasker eller keder. Extinction(s) har alt, hvad man kan forvente, men egentlig heller ikke så meget mere. Er du til klassisk metalcore uden alt for mange dikkedarer, bør du bestemt tjekke albummet ud. God fornøjelse!
