Opfølgning følger
Jeg nyder at lytte til demoer og skrive om dem ved nytårstid, men jeg erkender skamfuldt, at jeg har været skrækkeligt dårlig til at følge op, når grupperne senere bliver albumaktuelle. Sådan skal det ikke gå med Undeath, som jeg lærte at kende, da Sentient Autolysis-demoen fra 2019 blev udgivet på en split med Devoid of Thought. Deres i alt to demoer har vækket metalundergrundens interesse, og det med god grund, for gruppen har fra begyndelsen af kultiveret en pulserende ejendommelighed, man ikke helt har hørt andetsteds. Lesions of a Different Kind bygger på demoernes løfter med 37 minutter af nedtonet dødsmetal forrådnet til ukendelighed og hakket ud i ti sygelige nydelser til ditto mennesker. Som mig.
En anden slags old-school dødsmetal
Undeaths læsioner tilhører minsandten en anderledes type, men de leveres på et velkendt og velkomment sprog: riffs. Lesions er spændt til bristepunktet med de sygeste riffs, fortrinsvis inspireret af tidlig Carcass’ råddenskab og Cannibal Corpses gutturale, groovede grusomheder. De tre voldsmænd i Undeath skaber dog deres egen musik, og med undtagelse af en tydelig hyldest til ”Phobophile” på ”Entranced by the Pendulum” forfalder de aldrig til kopi.
Hvad gør lige præcis denne samling riffs særlig? Væsentligst af alt er naturligvis gamle travere som ”kvalitet” og ”variation”; ikke ét tarveligt riff har fundet vej til Lesions, og ikke to sange lyder som hinanden. Men der er en mindre ligefrem årsag: Undeath ynder at ryste posen med taktarter – et ekstra slag her, en halv takt der – så flere af de drøje riffs kommer helt bag på lytteren. Både ”Lord of the Grave” og ”Kicked in the Protruding Guts” er gode eksempler; Nogle af slagene ser man i opløbet, nogle gør man ikke, men alle lander med smertelig præcision.
Gruppen indretter desuden sine kompositioner uden respekt for andet end vold og anden morskab. Sangene skifter riff og rytme uden varsel – på ét minut stikker de helt af fra lytteren for pludseligt at vende ubønhørligt tilbage til det der mukkert-riff, der sjovt nok også kværnede nakkehvirvlerne til benmel første gang. Metoden minder svagt om Cannibal Corpses stop-start-tilgang til sangskrivning, men kørt længere ud i ekstremerne.
Endelig skal der lyde ros til produktionen, for albummet lyder rigtig godt. Der er pillet minimalt ved produktionsfronten siden demoerne, men hvert instrument vokalen inklusive fremstår simpelthen tydeligere i mikset. Dette lader sig især bemærke på ”Phantasmal Festering”, som er genvalgt fra Sentient Autolysis. Breaket og det efterfølgende groove virker tættere på og mere hårdtslående, på trods af at mikset ikke er væsentlig mere komprimeret. I den sammenhæng vil jeg også fremhæve lilletrommen, som har et yderst tilfredsstillende knald.
Forrådning fryder
Til min store skadefryd er Lesions of a Different Kind lige præcis det debutalbum, jeg havde ønsket mig fra Undeath – bare endnu bedre. Sangene bevæger sig oftest i midttempo, men tvinges gennem kompositionerne næsten hurtigere, end man kan følge med. På intet tidspunkt sidder gutterne fast, ingen idéer bliver slidte, ingen sange føles overflødige. Uden tvivl det sjoveste, rådne, groovede dødsmetal, 2020 har budt på … indtil videre.
