Continue?

Game Over er en modig titel for en mand med over fyrre år i gamet, men mod må være simpelt at finde frem med en diskografi som Udo Dirkschneiders. Siden den stærke Steelfactory fra 2018 er bassist Tilen Hudrap samt guitarist Dee Dammers kommet til, og ifølge hovedpersonen selv har de begge bidraget til sangskrivningen på U.D.O.’s syttende album – og Udos fireogtyvende i alt. Intet tyder på, at titlen skal forstås som en afskedssalut, mindst af alt kvaliteten på albummet.

Game on

Fans af U.D.O. ved, hvad man skal forvente. Udo nærmer sig de halvfjerds år, men hans karakteristiske snerren er tæt på upåvirket. Lige fra åbningsnummeret, ”Fear Detector”, lader Udo til fortsat at være i topform, selv efter at have rocket i en sand menneskealder. I forhold til Steelfactory er produktionen mere tilbagetrukket, mens mange af sangene her lægger vægt på melodiske skæringer – to egenskaber, der går godt i spænd sammen. Længes man imidlertid efter Accept-dagene, kan man glæde sig over, at der naturligvis stadig er masser af hårdtslående omkvæd, man kan skrige sig hæs til.

Og hæs bliver man, for det her spil tager sin tid, førend det er ovre. Seksten sange fordelt på svimlende 69 minutter er tættere på en sætliste end på et album. Jeg ruller ofte øjnene ud af hulerne over timelange album, men jeg må give Udo og gutterne, at de holder kvaliteten fra start til slut. Desuden har albummet en glimrende lyd – navnlig guitarerne – hvilket undgår den værste træthed i ørerne. Skulle jeg skære et par sange fra, ville valget falde på den ligefremme rocker ”Kids and Guns” samt balladen ”I Don’t Wanna Say Goodbye”, men jeg lever fint med dem.

Game Over er – måske lidt atypisk – spækket med vidunderligt melodiske omkvæd flot sat op gennem spændingsfuld sangskrivning. Derfor begriber jeg ikke, at korstemmerne ikke er trukket længere tilbage på f.eks. ”Fear Detector”, ”Prophecy” og ”Unbroken”, så man bedre kan høre Udo. Koret fungerer fint på de nævepumpende slagomkvæd, men de mudrer melodierne, så man er bedst tjent med at gætte sig til dem. Det er ikke en umulig opgave at balancere Udos stemme med korstemmerne – det lykkes fint på ”Metal Never Dies” og ”Marching Tank”. Endelig er der noget fundamentalt forkert i, at man ofte ikke kan høre manden, hvis navn pryder omslaget.

Spil videre

Ligesom sin forgænger er Game Over i det store og hele et rigtig godt album. På trods af en endog temmelig lang spilletid får man ikke lyst til at gå før tid, idet materialet hele vejen igennem lyder inspireret og drevet af ren passion for heavy metal. Min største anke er den heftige brug af korstemmer, som fungerer fint i de klassiske kald-og-svar-omkvæd, men som slører melodierne i de talrige sungne omkvæd. Ikke desto mindre er omkvædene – og sangene som helhed – meget mindeværdige, og siden intet tyder på, at spillet er slut for Udo, kan man med sindsro glæde sig til næste udspil.