Tærskeværk
Peruviansk black metal? Jow. Det er ikke ligefrem prangende, hvor velbevandret undertegnede er i Limas metalscene, det skal indrømmes. Umiddelbart dukker kun de smagfuldt navngivne Anal Vomit op i hukommelsen. Og jo, dette mest på grund af det mentale billede af, hvordan noget sådant så skulle kunne lade sig gøre...
Men sørme om der ikke er en forbindelse imellem de to bands. Trommeslager Joe Hoyle agerer tærskeværk i begge formationer, og, skal det tilføjes, i ganske imponerende grad. Med lækre blasts og en herligt tør snare-lyd stjæler han lydbilledet i løbet af Two Face Sinners tredje fuldlængdeudspil, Spiritual Nemesis, og dette måske i virkeligheden, fordi han er det mest konsistente indslag hele pladen igennem.
Overskudslager
Det er nemlig noget af et tohovedet monster, som Two Face Sinner præsenterer på Spiritual Nemesis. På en baggrund af black metal slår bandet af og til ind på death metal-stien, men uden at det sker på den fusionerede black/death-måde, som Dissection eksempelvis perfektionerede. Derimod kommer de to stilarter til at stå en smule hver for sig, uden at det dog er decideret skæmmende for helhedsindtrykket. Men alligevel, en fuldstændigt helstøbt skive lyder anderledes, og det er kun på grund af de rent håndværksmæssige kvaliteter, at Two Face Sinner ender på ovenstående karakter.
Åbneren “Invoking Evil” buldrer med Glen Benton-agtige growls og tung riff-gods igennem den sydamerikanske nat, mens efterfølgende “Satanic Altar” både med vokalfraseringer og sit langstrakte melodiløb lyder som noget, der er hentet på Dark Funerals overskudslager. Begge dele fungerer glimrende, også selvom de korte reciterede tekstpassager i sidstnævnte nummer balancerer på kanten af corny.
Inspirationen fra Dark Funeral synes ligeledes at spøge i kulisserne på “God Sun”, “Triumphant Satan” og “Ode to Destruction”, mens den sfæriske baggrundsmelodi på “Servants of Blind Faith” minder om noget fra indonesiske Vallendusks fine Black Clouds Gathering-plade. “God of the Masses” vender tilbage til death metallen, krydret med en lang bluessolo, der matches af soloen på den (selvfølgelig) episke “Mother Death”, der med ildevarslende kirkeklokker og dæmpet ah-ah-kor afrunder Spiritual Nemesis storslået.
Fingeren ud
Spiritual Nemesis er lige præcis det, man kan kalde et solidt album. Hverken mere eller mindre. På intet tidspunkt skyder Two Face Sinner sådan for alvor ved siden af blasfemiskiven, omend de heller ikke ligefrem skal beskyldes for at genopfinde nye måder at hamre pæle i ham gutten på korset. Alt er hørt før, men det gør ikke noget. Indtil de gode folk i Dark Funeral atter en gang får trukket fingeren ud af Ahrimans tempel, er Spiritual Nemesis således slet ikke nogen dårlig måde at fordrive ventetiden på.
