Twitching Tongues er et hybridmonster, der skal sættes fri
Twitching Tongues er ude med deres 3 album Disharmony, som ramte gaderne den 30 oktober.
Gruppen blev dannet i 2009 af Young-brødrene, Colin (sang) og Taylor (guitar), og de er i dag også de eneste tilbageværende originale medlemmer. Resten af besætningen blev skiftet ud tidligere på året, og består i dag af F. Shean Martin på guitar (ex Hatebreed), Anthonie Gonzalez på bas (ex Skinfather) og Cayle Sain på trommer. Udskiftningen af medlemmerne har dog ikke betydet noget for musikken, for TT er stadig et hybridmonster inden for metalverdenen.
Hvilken stil er det her egentligt?
At forsøge at sætte Twitching Tongues ind i en bestemt genre er lige så svært, som det er at skulle trække sine egne tænder ud. Bandet blander ubesværet en række forskellige genre ind i de enkelte sange og med Colin’s utraditionelle stemme, er det både dragende og mystisk.
Der er helt klart referencer til Life Of Agony og Fate No More i måden Colin synger på. Type O Negative, Carnivore og Crowbar har også gjort et indtryk på bandets melodier, og så er der hardcorerytmerne, hvor Agnostic Front og Biohazard må være forbilleder.
Colin's stemme og tilgang til sangene kan enten være et turn off, eller ses som noget helt unikt. Hans stemme hæver sig ildevarslende over åbningsnummeret ”Disharmony”, hvor resten af bandet følger trop med sludgede guitarriffs, der går over og bliver til thrash og slutter sangen af i et heftigt beatdown. ”Asylum Avenue” skiller sig ud ved, at de snoede guitarsektioner skifter imellem trommernes beatdowns og tekniske djent riffs. Bandet ynder at bygge sangene op og tage os med på en destruktiv tur, inden sangene sluttes stærkest af, og sådan er det også med ”Sacrifice Me”. Sangens vers lyder som en bøn, der bliver messet til et pulveriserende rytmisk groove, inden sangen slutter af med flere destruerende breakdowns. Lige efter kommer ”Arrival”, hvor bandet sænker tempoet og lader klaveret træde frem i sangen, det er uhyggeligt og indbydende på en og samme tid.
Dynamisk, kraftfuldt og gribende
Disharmony skubber musikalske grænser, og bandet har skabt noget, der ikke kun er frisk og spændende, men som også viser, at man sagtens kan blande genrene og få et godt solidt produkt ud af det. Jeg kyler derfor 8 kranier efter albummet og håber, at TT på et tidspunkt beslutter sig for at lave et soundtrack til en gyserfilm, for her vil musikken kunne brække nakken på de fleste.
Twitching Tongues kan til sommer opleves på Roskilde Festival, og mon ikke bandet nok skal få fyret op på dyreskuepladsen.
