Norske Twisted Into Form spiller progressiv metal med stort P. Metal, der synes formet i et rytme- og især klangsprog, der er milevidt fra alt, der nogensinde har båret betegnelsen mainstream. Musikken ligger i forlængelse af små kultudgivelser som Psychotic Waltz’ debut, "A Social Grace", Cynics "Focus", Fates Warnings "Perfect Symmetry" og måske TIFs landsfæller, det hedengangne Manitou (ikke at forveksle med det finske powermetalband af samme navn) og deres "Entrance". Læg dertil et hyperteknisk kompleksitetsniveau og de jazzede guitarakkorder på bl.a. nummeret "The Thin Layers of Lust and Love"; begge træk, man også fandt hos Sieges Even i deres velmagtsdage på "Sophisticated" og "Uneven" (den tørre, uprætentiøse produktion peger også i denne retning). Man kunne også sammenligne den kaotiske kompleksitet og nogle af de mere dystre, teatralske passager med Nevermore – især deres "Enemies of Reality". Men alt dette er egentlig blot famlende forsøg på at udrede stilen hos TIF, som er en homogen fusion af det hele.

Jeg skal ærligt indrømme, at første gang jeg hørte dette album, brød jeg mig ikke om det. Jeg syntes, det virkede fortænkt og rodet, og havde lidt den samme fornemmelse, jeg havde, da jeg første gang hørte Zero Hours "Metamorphosis": en dyb tvivl mht., om bandet ind imellem spillede forkert, eller om det bare var mig, der var for dum til at forstå deres rytmestrukturer. I tilfældet Twisted Into Form hælder jeg efter talrige gennemlytninger til den sidstnævnte tolkning. Spoler man tilbage og lytter efter på de mest sorte passager, går det op for én, at bandets medlemmer faktisk følges ad i de subtile skift. Bandet formår at spille ekstremt teknisk, uden at det kommer til at lyde mekanisk, bl.a. takket være Extol-trommeslageren David Husviks lidt løse beat, der kan minde mig om Mark Zonder fra Fates Warning.

Bandet har været over 4 år om at komponere og producere dette album, og man mærker tydeligt, hvor sirligt gennemarbejdet værket er blevet. Coverillustrationen viser et tæt filter af træstammer og grene, og det er faktisk en meget god metafor for musikkens opbygning: Så mange sære, krogede grene af til tider næsten atonale harmonier og solofraser, ekstremt detaljerede rytmemønstre og selvstændig aktivitet i alle stemmer samtidigt gør, at man til at starte med farer vild i buskadset. Efter – for mit vedkommende – ca. 4 gennemlytninger begynder man at kunne filtre trådene ud, og det går op for én, hvilken rigdom af genial musik, der befinder sig nedenunder.

Det er svært, for slet ikke at sige umuligt, med en så kompleks og krævende plade at give en fyldestgørende beskrivelse af de enkelte detaljer. Numrene skifter behændigt mellem det intenst komplekse, det afdæmpet syrejazzede og mere enkle, heavy lysninger, der tillader førstegangslytteren at orientere sig lidt i den dunkle skov. De få ting, jeg undredes over til at starte med, har jeg for længst accepteret som en del af musikken. Det gælder bl.a. den langtsomt doomede "Tear" (et kort instrumentalt intermezzo, der har omtrent samme stemningsfunktion som det ubetitlede nummer midt på Alice In Chains’ "Dirt"-album) og den enkeltstående brug af growl på "Manumit". Sangeren Leif Knashaug, der ligesom bandets guitarist har været tilknyttet Spiral Architect, er i øvrigt meget tro imod genren. Hans rene vokal rummer noter af John Arch, Buddy Lackey og måske Tiles’ Paul Rarick (bemærkede en anden progfan), men har alligevel sin helt egen lyd. Ligesom det er svært at fremhæve enkelte passager, er det svært at fremhæve enkelte musikere, da det er musikken, der forekommer én at være mesterligt komponeret, og ikke musikerne, der markerer sig som virtuose solister. "Then Comes Affliction to Awaken the Dreamer" er måske et album, der lige så godt kunne være lavet for 10 år siden – ikke fordi det er decideret gammeldags, men fordi det hører til i en tidløs niche af musik, der er som indadvendte, fascinerende særlinge, der sidder i et hjørne og venter på at blive talt med. Det er bestemt ikke en CD for enhver smag, men inden for sit felt er den mesterligt afviklet.