At overgå hype
Tomb Mold ramte dødsmetalscenen med et rungende brag i 2017 med debuten, Primordial Malignity, som fornemt dyrkede især Finlands tidlige dødsmetalscene. Allerede året efter stadfæstede canadierne deres status med Manor of Infinite Forms; et dødsmetal-højdepunkt i et år fuld af dem. Nu, blot 13 måneder efter Manor, bliver vi hungrende ådselædere begavet med det tredje album i rækken: Planetary Clairvoyance er ventet med spænding på dødsmetallens undergrundsscene – alle farvede LP’er har været udsolgt i ugevis før udgivelsesdatoen – og det er på høje tid at lægge spændingen i graven.
Tung, teknisk, kompleks
”Beg For Life” er præcis, hvad man håber på at høre, når man sætter et nyt Tomb Mold-album på for første gang. Åbningspassagen er tung og morbid, men skifter uden videre tempo og leverer en serie overraskende tekniske guitarlinjer på en baggrund af hæsblæsende off-beats fra trommesættet. Canadierne gemmer dog en overraskelse i form af et mellemspil på spansk guitar (ligesom afslutteren på Manor), som fører sangen til sin knusende konklusion. Titelsangen følger umiddelbart efter med fornyet indsats på alle områder; tung, teknisk og uforudsigelig med et tilintetgørende groove til at slutte af på.
Tomb Mold har bygget deres renommé på en solid bund af finsk dødsmetal, og bunden ændres der ikke på: her er tyngde á la Abhorrence og Demigod tilsat en afmålt dosis af Demilichs særegne riffværk alt sammen pakket ind i en møgbeskidt produktion (en kompliment, naturligvis). Men som jeg allerede har hintet, udvider Planetary Clairvoyance formlen; hvor Manor udbyggede sangstrukturerne i forhold til Malignity, går Clairvoyance et skridt videre både i kompleksitet og teknikalitet. Adskillige passager i sangene vender aldrig tilbage, hvilket kræver mere af lytteren i forhold til traditionelle vers-omkvæd-strukturer. Dertil er både rytme- og lead-guitar mere teknisk funderet, dog uden at trække noget fra Tomb Molds etablerede lyd.
Som helhed er albummet aldeles fremragende og umiskendeligt Tomb Mold, og jeg skal strenge mig lidt an for at få anledning til brok. Gruppen bringer et tre-minutters mellemspil i ”Phosphorene Ultimate”, hvilket er en fin idé som sådan, men nummeret placeres besynderligt tidligt på albummet i forhold til at give lytteren en pause. Afslutningsvist tager ”Heat Death” sin kosmiske tid om at præsentere guitartemaerne, og kombineret med en langvarig guitarsolo og kortvarigt vokalstykke virker sangen som et ufrivillig instrumental-nummer. Nummeret er dog langt fra spild af tid; bestanddelene er glimrende, og leverer en behørigt modløs og makaber afslutning, som gør titlen ære.
Ånd lettet ud
Tomb Mold har – naturligvis – atter skabt et monstrøst dødsmetalalbum, der er rig på kvalitet fra ende til anden. Canadierne fortsætter ligeledes med at udvide deres lyd, hvor sangstrukturerne er blevet mere komplekse, ligesom guitarerne nyder større teknisk snilde en tidligere. Jeg undres lidt over dels mellemspillets tidlige placering dels afslutterens nærmest instrumentale status, men ingen af delene er decideret svage, og under alle omstændigheder er der rigelig kvalitet på Planetary Clairvoyance til at opveje et par svagheder. Hvis du skal se Tomb Molds første europæiske koncert til Killtown Death Fest, så gør dig selv en tjeneste, og mød forberedt op.
