Ikke den mest vellykkede metal-opera

Timo Tolkki, bedst kendt fra bandet Stratovarius fik, som set før, lyst til at lave en metal-opera. Det valgte han så at gøre, og dennes debut-album er på gaden nu. Jeg må sige med det samme, det er ikke den mest spændende omgang, jeg har oplevet.

Albummet ligger ud med "Avalanche Anthem", med en meget klichefyldt start, og et ganske fint riff, som er det første, der falder i ørene, sammen med det meget high-pitchede keyboard. Efter en kort stille periode kommer vokalen så. Det er en rå mandig vokal, som passer ganske fint til musikken. Der kommer også en kvindelig vokal senere. Omkvædet er i midt-tempo, stik modsat forventningerne fra introen. Mod slutningen finder man en ganske fin solo, men til gengæld en ret kedelig slutning. Andet nummer, "A World Without Us" er i samme tempo, med et godt arbejde fra bassistens sidste, en kvindelig vokal, og en rigtig god præstation fra den mandige vokals side. Her kommer det første egentlige klaver og forsøger at skabe en atmosfærisk stemning, men fejler. Det retter guitarsoloen dog op på. Efter et forholdsvis kedeligt "Enshrined In My Memory" kommer det første vellykkede forsøg på at lave atmosfærisk stemning. Nummeret hedder "In The Name Of The Rose", og starter udelukkende med klaver og kvindelig vokal, samt noget fløjte. Her lykkedes den atmosfæriske stemning, og man sidder og falder lidt hen. Senere kommer der dog guitar på sammen med den mandige vokal, og det smadrer deres forsøg, men de slipper stadig ret fint fra det. Ligesom i de andre numre, kommer den fede guitarsolo, og løfter nummeret en god del. Herefter kommer der tempo på igen, og det foreløber meget som i de første numre. Der er en god guitar, tempoet halter bagefter, der er både mandig og kvindelig vokal, mens de ikke bruger orkesteret, så godt som de kunne. Tempoet falder også fra tid til anden, så det ender med at man sidder og keder sig. Albummet slutter med "The Land Of New Hope", som har den mest episke intro indtil videre, hvor det lykkedes dem at bruge orkestret rigtig godt. Dog falder de ned i det småkedelige igen. Verset får de op på gennemsnittet, uden hverken episk eller atmosfærisk følelse. Det kommer dog igen på omkvædet. I det sidste stykke kommer der godt gang i det episke, hvilket de skal have ros for. Men at gøre det de sidste to minutter af albummet, når man har haft et helt album til det er bare ikke godt nok.

Ærlig talt, så er The Land Of New Hope et ret kedeligt album, specielt set i forhold til konkurrenterne. De har ikke tempoet og orkestret med, og det er meget svært at se hvad de egentlig vil med dette album. Det de vinder størst på er, at deres guitarist, som har lavet den ene rigtige fede guitarsolo efter den anden. Hvis du vil finde ud af hvad metal-operaer er for noget, så ville jeg ikke foreslå at du starter med denne her.

Enshrined In My Memory er et af albummets stille numre.