Seneste opus fra tyske Time Has Come er ikke en udgivelse for sarte sjæle eller metalpuritanere. Det er nemlig en af den slags udgivelser, der dyrker modsætningerne i det hårde, det bløde og det nærmest latterlige. Dermed er det også en plade, der stikker i mange retninger, hvilket dog langt fra har forhindret bandet i at have begået et helstøbt album.

Det er helt oplagt at sammenligne bandet med The Dillenger Escape Plan, da de fleste numre er bygget op omkring den samme slags vanvittige riffs og sound-eksperimenterende elementer som Dillinger er så gode til, dog uden at bandet går hen og bliver en bleg kopi. Således er opfindsomheden i kompositionerne stor og Time Has Come inkluderer også nogle mere ambiente passager, lidt som Deftones i deres stille øjeblikke. Et eksempel er det korte instrumentale nummer "Elevator To Prypiat", hvor nogle dejlige rolige guitarflader pludselig bliver afløst af en meget højt pitchet guitarsolo, der bliver spillet i et rasende tempo, hvorved kontrasten mellem det smukke og det grimme bliver sat på spidsen. Det er denne cocktail der fungerer så godt for bandet, især hvis man giver pladen tid og lader de mange aspekter og kontraster åbenbare sig for en.

Til tider kan man dog godt indvende, at Time Has Come går for meget op i at dyrke disse kontraster og chokere lytteren på bekostning af egentlig at ville formidle noget større med deres musik. Omvendt er det dog netop bands som Time Has Come, der er med til at udvide heavy metal genren og vise nye veje, hvilket undertegnede absolut finder prisværdigt.